Vejstrup Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed. Den blev oprettet i 1874-75 af mennesker i det sydøstfynske område.
Vejstrup Valgmenighed er en vigtig del af den grundtvigske bevægelse, som siden anden halvdel af 1800-tallet har præget både kirkelivets og samfundets udvikling i Danmark.
I Vejstrup Valgmenighed er det afgørende at kunne videreføre Grundtvigs kirkelige anliggende og lade anliggendet udfordre af den tid og de livsformer, mennesker på enhver tid folder deres liv ud i.
I det grundtvigske menighedsliv er dåb og nadver livsnerven i gudstjenesten, sådan som det har været gennem al den tid, der har været levende menigheder.
Det grundtvigske giver sig udslag i den måde, vi opfatter menighed, kirke og gudstjeneste på… og i den måde, vi engagerer os i samfunds- og kulturlivet, og de fællesskaber, vi i øvrigt indgår i.
Det er hverken et kirkeligt hierarki eller en statslig institution, der danner en menighed og former dens liv, men menneskers tro gennem tiden… og i tiden.
Vi bruger Den danske Salmebog og følger kirkeårets tekster og liturgi, som de andre menigheder i folkekirken.
Følgende ord er pejlemærker for Vejstrup Valgmenighed: Nærvær, lidenskab, engagement, ansvar, fordybelse, liv, frihed.
Den grundtvigske bevægelses væsentligste inspirationskilder er dels Grundtvigs fremhævelse af menighedslivet omkring dåb og nadver som kristendommens livsnerve, og dels hans kulturåbne og nutidsorienterede engagement i menneskeliv og folkeliv. Den folkelige side blev først og fremmest udfoldet og udviklet i højskolebevægelsen, som ikke kun førte til dannelse af folkehøjskoler landet over, men også et vidt forgrenet foreningsliv. Den visionære og engagerede stemning, der er kendetegnende for den grundtvigske bevægelse, førte også til dannelsen af frie menigheder, hvis medlemmer selv tager hånd om menighedslivets anliggender.
Grundtvigs kirkelige anliggende giver sig udslag i, at ånd kræver form – så “ånden” ikke bare svæver frit i luften, men giver sig udslag i ord, virker i frihed og lever sig ud i en livsform, som må være konkret og nærværende.
Derfor er det vigtigt for Vejstrup Valgmenighed at være en grundtvigsk menighed i tiden, uden at være af tiden. Det betyder, at menigheden har frihed til at prøve nye veje og overveje forholdet mellem tradition og fornyelse. Dette gælder både i forhold til gudstjenestens form og indhold og i forhold til det liv, der i øvrigt folder sig ud i menigheden. Bærende elementer i valgmenighedens liv og åbne fællesskab er poesi, musik og fællessang.
Vejstrup Valgmenighed lader sig udfordre til hver eneste dag at udfolde et grundtvigsk menighedsliv i en tid, hvor fællesskaberne i samfundet er under ombrydning og forandring. En udfordring, der er med til at skærpe livet i menigheden, så menigheden hverken forfalder til at skabe en museal tidslomme uden nærvær og engagement, eller et ligegyldigt fællesskab uden mening og dybde.