Søndagens gudstjeneste

Søndagens gudstjeneste.

Links til til dagens gudstjeneste:

Palmesøndag 1/3 https://www.youtube.com/watch?v=jFm0IQNbc2M

Palmesøndag 2/3 https://www.youtube.com/watch?v=ACoqzy-8_Xw

Der gik desværre noget galt med det sidste link. Find det istedet for på Facebooek-siden "Vejstrup valgmenighed"

Fortællinger til dagens gudstjeneste søndag d. 5 april:

Palmesøndag

I

Sidste søndag sang vi med Maria. Det var den måde, Maria svarede på alt det, hun ikke kunne forberede sig på. Det var den måde, troen gav sig udtryk hos Maria. Hun sang.

Og det er ikke til at sige, om Maria blev overrasket over sådan uden videre at bryde ud i sang. Men sangen vældede bare frem i hende. Og dét kom måske ligeså meget bag på hende, som at der pludselig stod en engel lige ved siden af hende og sagde, at hun skulle blive gravid uden at have været sammen med en mand - og at hendes barn var Guds Søn og skulle kaldes Den Højestes Kraft.

Inden englen kom til hende, havde Maria været helt tilfreds med sit unge liv. For tilfreds, dét er man, når det går én, sådan som man har forventet det og regnet med. Men Maria var ikke forberedt på at møde en engel – for hvem er det? – og det skræmte hende – og så fyldte det hende med en glæde, hun heller ikke var forberedt på, for sådan er det med glæden – den kan man ikke forberede sig på - og så kunne hun ikke andet end at synge.

Og dét er måske også den måde, vi bedst kan nærme os det, vi ikke kan forberede os på. Vi kan synge – sammen. Og det er det, vi gør, over hele landet i netop disse dage.

Mon ikke det er sådan, at jo mere, vi prøver at kontrollere og styre vores fremtid, jo mere sårbare og afmægtige føler vi os, når det uventede så kommer ind i vores liv.

Og det behøver ikke være katastrofen, som vi oplever over hele verden netop nu – med en virus, som vi ikke kender så meget til og hvis påvirkning vi slet ikke har set det fulde omfang af endnu – det behøver ikke være sådan en katastrofe, der gør os sårbare og afmægtige.

Det kan også være mødet med kærligheden – den opstår jo tit også imellem os mennesker, når vi mindst venter det. Det samme gælder tilgivelsen – den kommer også helt uventet til os – som noget, vi ikke kan forberede os på.

Historien om Maria og englen fra Gud er en historie om, at livet ikke altid kan lægges i faste rammer eller styres, så vi kan regne med, at stort set sådan bliver det.

Historien om Maria er historien om, at vi skal gøre plads i vores liv, når der er noget, der overvælder os og kommer bag på os – og at vi skal have modet til at vente. Også, når det ser allermørkest ud - og vi ikke bare kan handle os ud af det hele. For det er jo det, vi allerhelst vil: handle på tingene – få magt over tingene – kontrollere det hele.

Vi mennesker taler om vores fremtid som prognosernes sted og som håbets sted. Prognoserne er fremskrivninger af det, vi kender i forvejen, mens håbet rækker videre i troen på, at virkeligheden kan vise sig helt anderledes end alt det, vi har forudset.

Vi fremskriver smitte- og dødstallene som resultat af coronavirusen - vi fremskriver konsekvenserne af den nationalisme, der har ulmet rundt om i verden og som nu måske får yderligere næring af krisen – og vi fremskriver de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Men vi håber, at vi bliver bedre til at passe på vores medmennesker - vi håber, at sygdomme og smitte må finde en afslutning, så verden kan blive bedre at leve i -  og vi håber, at folkelige fællesskaber vil vise sig at være stærkere end egeninteresser og selvtilstrækkelighed.

Håbet hjælper os til at holde prognoserne ud. Det gælder i de store sammenhænge og det gælder i vores personlige liv.

På den måde overlader håbet os ikke kun til prognosernes forudsagte fremtid. Og det er det håb, vi om en uge ønsker hinanden en glædelig påske på.

Men det er ikke påske endnu – og her, hvor vi er, ser vi kun  døden fjerne mennesker fra os.

Sådan er det også for Maria som hun i dag ser sin søn ride ind i Jerusalem – med en moders klogskab aner hun, at i dag rider han sin død i møde – så døden skal snart fjerne hendes barn fra hende. For hende er der ikke noget håb.

LÆSNING AF INDTOGET I JERUSALEM

Jesus rider i dag ind i Jerusalem som et sårbart og afmægtigt menneske - og folk står og råber og jubler ”Hosianna, hosianna, ære være….” - mens de svinger med palmegrene – tegnet på, at det er en konge, de ser ride ind i Jerusalem. For de havde håbet på, at der engang skulle komme en konge, der med magt ville befri dem for enhver form for undertrykkelse – de havde håbet på, at der ville komme en konge, der fjernede al sygdom og undertrykkelse. Det er den konge, de hylder nu og knytter deres håb til.

”Hvilken morgen grønne grene”

Marias Bebudelse er forberedelse til påske – for jomfruer kan ikke undfange og føde børn – men det var så det, der skete. Og Maria burde ikke synge, midt i alle bekymringer og midt i den håbløse situation, hun sad i, efter englens besøg og ord til hende – men det var så det hun gjorde – sang.

Marias bebudelse er forberedelse til påske – også for os, for måske skulle vi ikke kunne synge nu, midt i katastrofen og midt i vores angst og bekymringer for fremtiden – men det er så det, vi gør – sammen. Vi synger sammen fra vindueskarm til vindueskarm – fra computerskærm til computerskærm. Og på den måde får vi et håb – midt i alt der, der rummer så meget mørke og så megen død og angst.

Det forbereder os alt sammen på det, der skal ske påskemorgen – for da skal vi høre om en død, der bliver levende. Men døde bliver ikke levende – og det er så det, der sker, påskemorgen.

Palmesøndag er også forberedelse på det, vi ikke kan forberede os på. For med sit æselridt ind i Jerusalem kommer Jesus til os som den afmægtige. Jesus, der bliver kaldt Den Højestes Kraft og bliver tiljublet som konge, rider ind i magtens midtpunkt som den afmægtige konge. En afmægtig konge - det skulle ikke kunne lade sig gøre. Men det er så det, der sker.

For Jesus er konge på en anden måde, end konger er konger på.

For han hersker i kraft af sit ord. Jesus viser ikke hen til en autoritet bag de ord, han siger – han viser ikke hen til en autoritet, der så kan begrunde det, han siger.

Så ordene er fuldstændigt udleveret til deres eget liv. For ordene henter ikke deres gyldighed ved at vise hen til andet end dem selv. Ordene henter kun deres gyldighed i den måde, de virker på – hvis de virker. Vi kan tage Jesus på ordet – eller vi kan lade være. Ordene er ene og alene udleveret til os.

Det er ordenes forunderlige magt og afmagt.

Og det er den forunderlige magt og afmagt, Jesus rider ind i Jerusalem med.

Palmesøndag skal forberede os på at hylde en afmægtig, en lidende og død som den opstandne frelser og forsoner. Og palmesøndag forbereder os ved sit gøglespil med kongen til æsel. Jesus rider ind i sit lands politiske og religiøse hovedstad, mens han bliver tiljublet af folkeskarer. Det var den jublende skare, som senere skulle insistere på hans korsfæstelse. Der er uhyggelig kort fra Hosianna Davids søn til korsfæst ham. Fem dage helt præcist.

Så indtoget i Jerusalem blev begyndelsen på enden. Jesus viste hulheden i en hvilken som helst magtudøvelse, der vil begrundes ved at henvise til Gud. Han gjorde det med sit naragtige indtog i Jerusalem.

Og det kostede ham dyrt.

Så indtoget i Jerusalem blev begyndelsen til enden. Det blev begyndelsen til enden på hans liv. Men det blev også begyndelsen til enden på forestillingen om, at magtanvendelse kan have nogen som helst guddommelig begrundelse.

Og helt fremme ved sit mål bad Jesus for sine banemænd, der netop mente, at de handlede i en højere sags tjeneste. De begrundede drabet med Gud - og Jesus svarede med bønnen om tilgivelse. ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Og med de ord får vi det ultimative udtryk for det guddommeliges afmægtige virkelighed mellem os – sådan som den virkelighed kommer til udtryk i bønnen om tilgivelse. ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Det kan være svært at sige tilgivelsens ord ”Jeg tilgiver dig”. Det kan være ligeså svært at høre dem. ”Du er tilgivet”.

Uanset hvad: ordene om tilgivelse er helt udleverede til os. Men vi ved aldrig, hvordan tilgivelsen virker i os – for vi kan aldrig forberede os på tilgivelse.

Det utilgivelige kan aldrig tilgives – sådan siger vi fra det sted, vi står – uanset om vi er ofre for noget utilgiveligt eller vi selv har påført andre mennesker noget, der er helt utilgiveligt – det utilgivelige kan aldrig tilgives, siger vi – og det er så det, der sker – med æselrytterens indtog i vores verden.

Det budskab kan vi så tage til os – eller vi kan lade være. Det er helt udleveret til os.

”Se, din konge kommer til dig!”

 


Fortællinger til dagens gudstjeneste søndag d. 29. marts

Marias Bebudelse

I

Vi nærmer os påsken – vi nærmer os Jerusalem – vi nærmer os hjerterummet for det store drama – hjerterummet for begejstring og bekymring – for svigt og fortræd – for troskab og  forræderi – hjerterummet for angsten for at miste og og hjerterummet for håbet om at ses, igen - hjerterummet for billeder af død og sygdom og smerte og katastrofer– og billeder af håb om nyt liv – alt det nærmer vi os - vi nærmer os påsken.

Men først skal vi møde Maria – som hun sidder dér i sit hjerterum, der er så fyldt af forventning og også bekymring og ængstelse. Først skal vi møde Maria – og hun sidder dér - bekymret for alt det, hun nu skal bære – og samtidig er hun bristefærdig af forventning - og fra hendes hjerterum bliver der fra i dag spundet en gylden tråd til påsken. Og den gyldne tråd er ordene fra en engel, der kommer til hende - og englen siger, at hun ikke har noget at frygte - for snart skal hun føde et barn – og barnet skal ligge i hendes favn – og barnet skal vokse op og det skal lege og le - og det skal græde – sådan synger vi om lidt – og så siger englen til hende: ”Maria, du skal ikke være bange”.

Og de ord er den gyldne tråd, der i dag bliver spundet til påskemorgen, hvor der sidder en engel inde i gravens hjerterum og siger, at der ikke er noget at frygte. ”I skal ikke være bange” - det siger englen derinde i graven.

Men vi er stadig kun på vej mod påske.

Og først skal Marias barn undfanges – og det bliver barnet, nu.

Så i dag er Maria bekymret og angst. For hvad skal der ske med hendes eget liv? Falder hendes egen verden fra hinanden nu? For hvordan skal hun kunne forsørge sig selv og barnet – hvis hendes forlovede ikke vil kendes ved hende?

Og så er hun også forventningsfuld- også selv om barnet siden hen skal fødes med smerte. For fødes den sande glæde ikke af smerten?

II

Marts er forundringens tid – og for Maria er det også bekymringens tid – sådan ser alting ud fra hendes hjerterum - for nok sagde englen til hende, at hun ikke skulle være bange – men hvad venter der hende selv – og hvad venter der hendes barn? Og hvad betyder en engels ord midt i en vordende mors bekymringer? Og hvem er hun, Maria, at hun kan bære et helt liv i sine hænder – sit barns liv – med alt, hvad der venter det barn? Vil hun kunne bære det, alene?

Nok er marts forundringens tid – men for Maria er det også tiden for alt det i hendes liv og verden, der ikke er til at forudse. Alt det, hun skal møde er helt ukendt og uprøvet. Alting bliver i dag lagt uprøvet i hendes hænder. Så for Maria er marts også bekymringens tid.

Vil det barn jeg føder være sundt og raskt? Undgår mit barn sygdom og smerte?

Sådan tager Maria nu forskud på forældreskabets smerte, som er bekymringen. For som hun sidder Maria dér og lader englens ord tone ud – ordene om, at hendes søn skal kaldes Hellig og Guds søn – som hun sidder dér, aner og ser hun i sit moderhjertes klogskab alt dét, som hendes barn skal få at opleve – og hun forudser det gode og glædelige – men jo så også det dårlige og onde.

Måske aner hun, at hun mange år senere skal sidde med sin voksne, døde søn i sin favn og sige – med Halfdan Rasmussen i hans digt om den grønlandske mor: ”Mange børn og mange år / bar jeg ved mit hjærte. /Trygt at bære. Trygt især / når man har sin byrde kær.
Ingenting at bære på: / Ingenting at favne. / Hvem har båret før du bar? / Spørg den blinde sne om svar.
Hænder skabte han til slid. / Fødder til at danse. / Sliddet tog sig førsteret. / Aldrig blev man dansetræt.
Søen danser mørk og våd. / Sneen hvid og stille. / Fjord og fjæld tog mand i pant. / Ingen søgte hvad de fandt.
Aldrig var det mer end mørkt. / Aldrig mørkt alene. / Altid bar vi i os selv / lys fra større himmelhvælv.

Våren smelter is og sne. / Fjældets sider grønnes. / Liv blir skabt og liv forgår / Hvem kan fatte? Hvem forstår?”

III

Maria bar fra nu af i sig lys fra større himmelhvælv. Hun bar Guds søn – den Højestes søn. Og hun bar på en bekymring.

For hvad skulle dét barn, hvad skulle Marias barn få at opleve i sit liv? Af modgang på grund af andre menneskers ondskab - og af sygdom og lidelse, der ikke var nogen verdens mening i? Hvad skulle det Højestes søn få at opleve?

Forældreskabets smerte er bekymringen. Bekymringen om døden – bekymringen om, at det, jeg har, at dét skal tages fra mig – ja, dét jeg elsker højest, skal tages fra mig, hvis jeg ikke passer på – for jeg kan kun regne med mig selv, stole på mig selv – andre kan man ikke stole på – og slet ikke Gud. For hvad gør Gud ved spredningen af sygdomme over hele verden – og hvad gør Gud ved ondskaben, der hersker i verden?

Men hvad kan man selv gøre? Hvad kan man gøre, når man nu for resten også har ret i sin bekymring? For man får jo mere og mere ret med tiden – fordi man ved mere og mere – og kan se mere og mere.

IV

Som årene går, kan Maria se mere og mere – og hendes bekymringer og hendes angst forgrener sig med livets hastighed og blomstrer som årene går.

Hvad kan hun gøre – i hendes bekymring om, at det, hun har, at dét skal tages fra hende – på grund af en meningsløs sygdom – eller på grund af menneskers ondskab? Hvad kan hun gøre?

Hvad gør hun i dag? Hvad svarer hun englen, der fortæller, at hun skal føde den Højestes søn og at ”Intet er umuligt for Gud!?
Hun svarer: ”Lad det ske mig efter dit ord.”

Og med Marias svar spindes en gylden tråd til påskedag – og sådan bliver Marias Bebudelse vores forberedelse til påsken.

Maria kendte så godt historien om hendes for-moder, Sara, der også fik at vide, at hun skulle føde en søn – men Sara var så langt op i årene, at hun måtte svare på englens ord med at le – hun lo, hedder det.

Sara lo, og Maria brød ud i sang, og på den måde er vi hver især forberedt på opstandelsen påskemorgen. For den er lige til at le af eller synge for, opstandelsen. Sådan svarer vi hver især på vores måde, når vi i vores liv møder det uforudsigelige – hvad enten det er noget overvældende glædeligt og skønt – eller det er noget forfærdeligt og truende. Om det så er midt i al håbløshed over, at alting er forpasset og for sent – som hos Sara – eller om det er midt i  alle bekymringer om det, der venter ude i fremtiden – som hos Maria. Men midt i alle sine bekymringer, bryder Maria ud i sang – og inden da siger hun: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Det er ord, der kun kan fattes, når alle muligheder er brugt op – så man ikke aner, hvad man skal gøre.

Og hvad sker der så for Maria siden hen?

Hun mister sin søn – den største sorg, en mor eller far kan få - hun bliver ikke skånet for bekymringer eller for sorg.

Men midt i alt dét udbryder hun, at der ikke er noget som helst, der er umuligt for Gud – og at det er hun tro overfor. ”Lad det ske mig…..”. Så hun er tro over for den virkelighed, at ”intet er umuligt for Gud”. Ikke sådan at forstå, at så går det nok alligevel – så smittes mine kære nok ikke af nogen sygdom eller så bliver mine kære ikke udsat for andre menneskers ondskab – nej, men sådan at forstå, at så må Gud tage over dér, hvor jeg kun kan se sygdom og ondskab og meningsløshed og tab af liv.

For der er ingen, der undgår smerte – der er ingen, der undgår at skulle bære på smerten. Den tanke forsoner Maria sig med, da hun bryder ud i sang.

Og da Maria udbryder, at ”Lad det ske mig efter dit ord,” spinder hun en gylden tråd hen mod påsken.

For vi nærmer os påsken.

I dag forbereder vi os på det, vi ikke rigtig kan forberede os på – det, vi kun kan forholde os til i glæde og undren – midt i alle bekymringer og midt i den angst, der hele tiden truer med at kvæle os og begrave os.

Vi nærmer os påsken.

Præstens klumme

Narren ved hoffet
Da jeg begyndte på mit teologi-studium i 80´erne, fik vi at vide af mange af vore undervisere, at den vigtigste
rolle for os teologer var at forsvare religionen Hvis vi blev spurgt ud om "det med Gud og os" skulle vi bruge
samme skema i vores forsvar, som en af vore undervisere, Johannes Aagaard brugte, da en journalist
provokerende sagde til ham: ”Aagaard, jeg tror f….g….m… ikke på, at der er nogen gud”, hvortil Aagaard
tilbagelænet replicerede: ”Nå, min gode mand, men så må du lige forklare mig, hvilken gud det så er, du ikke
tror på...” - altså underforstået: ”Du tror på Gud, du ved det bare ikke selv. Den gud, du påstår, at du ikke tror på,
er nemlig slet ikke 
Gud og den gud tror jeg heller ikke på. For den gud er bare skabt i vores eget billede. Men Gud findes,
uafhængig af vores begrænsede forestillinger og billeder.”
Sidenhen, i nullerne, oplevede jeg selv, hvordan en søgende journalist kunne fortælle mig, at han så sandelig troede på, at
der var ét eller andet. ”Jeg tror på, at der er ”noget”,” som han sagde det. Den replik, der så passede på situationen, var nu i
nullerne en helt anden, end Aagaards – for tyve år efter Aagaard kunne replikken i stedet lyde: ”Nå, men så må du fortælle mig,
hvad det så er for en gud, du tror på.” For nu var paraderne ved at være væk – der var lagt op til en dialog fra begge sider.
Jeg har nogen gange formuleret det på den måde, at mens religionen og teologien i 60´erne og 70´erne og op gennem
80´erne var forelsket i en kultur, der ikke gad have noget med religionen at gøre, ja så er der sidenhen sket det, at kulturen
så småt er begyndt at forelske sig i religionen og teologien og i det mindste fandt den ”interessant”. Teologien og religionen
kunne noget, hvad det så var. Den udvikling har selvfølgelig også påvirket den rolle, præstestanden set over en bred kam
har gennemlevet det sidste halve århundrede. Hvis man skulle levere en rammende beskrivelse af det brede repertoire af
roller, de seneste generationer af præster har udfoldet sig i, ville beskrivelsen kunne sættes i ord på følgende måde: fra
tressernes eksistentialistiske selvmordskandidat over halvfjerdsernes langhårede rebel til firsernes økologisk bevidste og
følsomme healer, halvfemsernes lyttende psykoterapeut til nullernes dunkelt anende digterspire. Jeg har vist nok gennemgået
de fleste af rollerne, men nu er jeg vel bare præst i min selvforståelse. En eftermoderne rest, som slet ikke skulle have været her,
hvis samfundet ellers var blevet moderne efter sociologernes plan. Sådan har religionen og teologien og kirken altid ændret sig
i forhold til den kultur og det samfund, den har været en del af - og vel også omvendt. Og spørgsmålet har altid været, om
kirken og religionen har haft nogen som helst relevans for samfundet - og i givet fald: hvilken? Jeg tror ikke, at mange længere
vil benægte, at religionen og kirken altid har haft én eller anden relevans for samfundet.
For vi lever i en tid, hvor kirken kun er interessant som systemfejl. Sådan er kirkens relevans til samfundet. Og sådan bliver kirken i
det mindste troværdig overfor sig selv. Nu, da der alligevel ikke er nogen, der længere tror på de store systemer, der jo også er brudt
sammen – og nu, da ingen længere tror på opgør eller kritik, fordi der ingen systemer er at kritisere og heller ingen autoriteter er
at gøre oprør mod, ja da tror vi i stedet på systemfejl. Vi tror på fejlen. Og derfor må kirken være i verden og i samfundet som en
fejl ved ethvert forsøg på at skabe et nyt system, så det ikke tager over og ødelægger det for det menneskelige. Kun på den måde
bliver kirken en spændende samtalepartner for de andre enheder i samfundet. Som narren i hoffet, når ”hoffet”, samfundet og
også kritikken af samfundet truer med at ophøje sig selv til en umenneskelig og ensrettet sandhed af en højere orden.
Spørgsmålet er så, om vi forestiller os, at vi træder ud af samfundet, når vi går ind i kirken, eller om vi går ind i kirken for – ud
over at få kastet et nyt lys ind over vores liv – også at få en klarere forståelse af det samfund, vi lever i. Og her er det nye, at det
ikke nødvendigvis er alternative forståelser, vi skal vælge imellem. For samfundet har sin forfinede kode – og kirken har sin.
Og med til kirkens kode hører, at vi træder ud af den larmende og opsplittede moderne verden og ind i kirken for at få et øjebliks
fred og eftertænksomhed og for at nyde et fællesskab i dets forskellighed. Men i modsætning til klosteret, så træder vi ikke
ind i det religiøse rum for at blive der. Vi træder ind for at kunne vende tilbage til samfundet med os selv i mere afklaret behold
og for at deltage i samfundsmæssige drøftelser på de samfundsmæssige præmisser – sådan som de andre enheder og dele af
samfundet også er spændende og interessante at samtale med i det omfang, at de ved, hvad de taler om.
AC

Vild med dannelse

Igen i år tager vi med konfirmanderne på en dannelsesrejse –
både ved at få vendt og drejet mange af de store spørgsmål i
tilværelsen og ved at drage ud i verden og se mangfoldigheden
og blive dannet ud fra mødet med det, der ikke kun er os selv
eller kommer inde fra os selv - det, jeg vil kalde ”andetheden”.
I år skal konfirmanderne blandt mange andre steder til Berlin
og vi skal også til Wittenberg for at følge i Luthers fodspor et
ganske kort stykke vej. Sådan har vi allerede haft god mulighed
for at få talt om frygt og angst og skam og skyld i forbindelse
med Luthers dannelsesrejse fra barnsben til voksenalderen. Og
sådan kommer vi senere til at berøre Luthers personlige kamp
for at finde en nådig Gud - affødt af en angst for at blive dømt og
kasseret af Gud. I dag er vi ikke så bange for at blive kasseret af
Gud, men til gengæld af mange andre. Vi jagter anerkendelse
– måske fordi vi dybest set frygter de andres dom. Vi måler og
vejer hinanden på likes, venner og thumbs ups på Facebook. Vi
er hyper-sensitive overfor vores omverden – hvordan virker jeg
på de andre – og hvordan opfatter de mig – og hvilke reaktioner
føder jeg i min omverden – og hvordan… - og hvordan...?
Vi er ”på” fra morgen til aften og har selv ansvaret for vores
egen læring og udvikling og dannelse. Men det er voldsomt anstrengende
at skulle stå op hver eneste morgen og opfinde sig
selv igen og igen. Fordi man måske føler, at man ikke på forhånd
har nogen berettigelse i verden – ud over den, man gør
sig fortjent til gennem selvudvikling og egen læring. Og det er
voldsomt anstrengende og livshindrende på den måde at skulle
retfærdiggøre sig selv – og vejen til mangel på selvværd er
kort herfra – ligesom vejen til skam er endnu kortere. Og det er
voldsomt belastende, at møde verden med en følelse af skam,
før man selv føler, at der overhovedet er noget at skamme sig
over. For hvor kommer den skam fra? Og hvordan får man nogensinde
retfærdiggjort sin egen eksistens én gang for alle midt
i den evigt rastløse stræben efter selvudvikling og selvrealisering?
Hvordan bliver man nogensinde helt sikker på, at det er
ok og berettiget, at man overhovedet er her – hvis det kun er det
perfekte, der er normalen og det acceptable? Det er alt sammen
spørgsmål, der trænger sig på i ens egen dannelseshistorie, når
man bliver konfronteret med alle livets optrin og måske med
tiden indser, at man ikke så meget er, hvad selv stabler på benene
– men at man først som sidst er, hvad man har modtaget.
Udefra.
For nogle år siden tog Jan Lindhardt den tanke op, inspireret
af sine renæssancestudier. Ligesom renæssancen og reformationen
genoplivede han den klassiske tanke om, at vores viden,
holdning, og tro kommer til os udefra og ikke indefra. Det kom
blandt andet til udtryk i hans kommentar til moderne børneopdragelse,
når han kritiserede pædagogernes tro på barnets
indbyggede potentialer og kaldte deres idé om ansvar for egen
læring for årsag til egen fiasko… Vi dannes først og fremmest af
det, der kommer til os udefra, blev en af konklusionerne.

Børn skal på et tidligt tidspunkt i deres liv reflektere over, hvem
de er og hvad, de vil, og hvilket køn, de er til – og hvilket køn
de er og gerne vil være. Børnepædagogen John Aasted Halse
skriver om de nævnte nye vilkår for børn, at de - uden hjælp til
at orientere sig - oplever det moderne samfund som en belastningsfaktor.
Børnene er ikke belastet af traditionen men af traditionsløsheden.
Og hvad John Halse i forlængelse af dét skriver
om forældrenes og opdragernes forpligtelse, kunne man
skrive om os alle. Her har vi et stort ansvar for at give hinanden
beskyttelse i form af nogle pejlemærker, vi kan navigere efter.
Og det har Halse helt ret i – og derfor er det måske dobbelt ærgerligt,
at han ikke giver andre pejlemærker end de helt almene
så som kærlighed, omsorg, støtte.
Fortællingen om Jesus som tolvårigt i templet skal minde os
om, at vi skal lytte opmærksomt til vores tradition. Det er ikke
en belastningsfaktor men en aflastning at kende traditionen
og blive en del af den. Og til den tradition, vi nu er de seneste
arvtagere til, hører så også Gud som dannelsesdimension. Over
for vores Gud og skaber skal vi blive os selv. Det er dét dobbelte
budskab, mønsterfortællingen om den tolvårige Jesus i templet
når os med. Fortællingen er ikke så meget et psykologisk studie
i børns pubertetsoprør imod deres forældre – den er langt
mere en bærer af den sande pointe, at alle andre forhold sættes
i relief af vores forhold til Gud.
Forældrene forstod ham ikke, hedder det. Og sådan kommer
der et tidspunkt i ethvert liv, hvor vores forældre, vores ægtefæller,
børn, kærester og venner ikke forstår os, når vi oplever
en større ansvarlighed over for den Gud, som gav os livet og
den Guds søn, som gav os mod til at tage ansvar for det, end
bare at være almindeligt høflige. I pædagogikkens sprog hedder
det, at vi bliver os selv i forhold til ”andetheden”, altså det
i os, som ikke er os, nemlig kulturen og traditionen, og at vi
bliver os selv i forhold til ”det andet”, altså det transcendente,
det guddommelige.
Vi kan så til sidst tilføje to dannelsesdimensioner, som Jesus
fik peget på, så de blev en så vigtig del af vores religion, at den
slet ikke ville have navn af kristendom uden de to dimensioner.
Vi bliver os selv i forhold til hin anden, det andet menneske,
vores nærmeste, og i forhold til den anden, den fremmede. På
den måde bliver dannelsen hele tiden en udfordring til vores
tolerance og frisind. Og samtidig sætter netop fortællingen
om Jesus hele tiden vores liv i perspektiv i forhold til ”andetheden”
og det anderledes. Derfor kan vi roligt fortælle den
historie videre som en mønsterfortælling og et forbillede for
den måde, vi skal blive til os på, som mennesker.
Om Jesus hedder det som afslutning på tempelhistorien, at
han gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker.
I visdom, vækst og yndest. Det er i Den Nye Aftale (en
ny, alternativ oversættelse af Det Nye Testamente) blevet til,
at ”Jesus voksede op og blev en klog ung mand”. Men ærligt
talt: sådan én gider man jo ikke engang gå på café med. Lad
os håbe, traditionen også har ret i sin oversættelse og tage det
langt festligere løfte med, at vi gennem dannelse opnår visdom,
vækst og ynde….
AC

Denne udgave af kirkebladet er fyldt med ord og billeder fra konfirmandernes tur til Rom i foråret. Det blev en uforglemmelig og
helt særlig tur, som midt i alle skønne oplevelser rejste en lang række væsentlige spørgsmål. Spørgsmål, der helt naturligt dukkede
op, mens vi vandrede rundt i ”Den evige stad” og mærkede historiens mægtige vingesus og beundrede det ene prægtige bygningsværk
efter det andet. Et af spørgsmålene, som blev vendt og drejet en hel del på rejsen var, hvad vi dybest set bygger vores
liv på. For vi lod os alle overvælde af Peterskirkens ufattelige kirkerum, og vi blev alle mødt af et syngende og åbent folkefærd i
de romerske gader - og en dag, da jeg havde fortalt om Peter som den klippe, kirken skulle bygges på, sagde én af konfirmanderne, at
netop besøget i Rom fik hende til at tænke på, hvor meget troen betyder for os mennesker. Men som hun eftertænksomt bemærkede,
så var hun også sikker på, at kirken ikke kun er bygget af alle de store og hårde sten. Der måtte ligesom være mere, som hun
formulerede det.
Sådan giver mødet med andre kulturer og sprog og mennesker altid anledning til eftertanker og gode samtaler. For hvad bygger
vi vores liv på – og hvem er vi egentlig selv? Og hvad er det fælles grundlag?


Min svar kunne være, at vi ikke bygger vores liv på klipper og sten, men på ord. Ord er grundlaget i vores tilværelse. Det er ikke noget,
vi har besluttet os for.
Sådan er det bare. Men hvor ved vi så det fra? Det ved vi fra, hvor skuffede vi bliver, hvis det viser sig, at ordene ikke holder. Så føler
vi, hvordan hele grundlaget skrider under os. Men troen på, at ordene taler sandt og bærer, er der før skuffelsen.
Vi er ikke det mindste i tvivl om, at et ord er et ord. For nu at sige det med Jesu ord: enhver der hører og handler efter, at et
ord er et ord, ligner en klog mand, der bygger på klippegrund. Så det er klogt at tage hinanden på ordet. Derimod er det tåbeligt,
hvis vi i stedet for at stole på hinandens ord, lader os styre af at være betænkelige og mistroiske. Vi tager hinanden på ordet. Hvis
det ikke var sådan, ville vores liv forstene i mistænksomhed og kontrol. Vi bygger vores tilværelse på
ord. Mistænksomhed og kontrol er derimod et grundlag af sand. Det får alting til at skride.


Men nedenunder ordene er der så en tavshed, vi lytter til med ligeså stor tillid. En talende tavshed. Før ordene bliver udtalt mellem
os, er der nemlig ikke bare ingenting, men tavshed. Og tavsheden er på mange måder endnu vigtigere for vores civilisation, end det,
vi giver udtryk for. Tavshed er det, vi er enige om at sige, uden at udtale det eller italesætte det. Det, der ikke udtales, men efterleves
alligevel, er noget så grundlæggende som ”de kulturelle værdier” - alt det, vi i tavshed er enige om at respektere. Det er for eksempel
individets ukrænkelighed, vores ret til at tænke og tro, som vi vil, menneskers ligeværd, fremmedes ret og vores agtelse for den
omgivende natur.
Man kan roligt gå ud fra, at der er et eller andet galt, hvis vi begynder at sætte ord på. I den lille målestok kender vi det fra det
private, når vi er nødt til at sætte os ned og tale om tingene, som det hedder. Så ved vi, at den er grueligt gal.
I den større målestok kender vi det fra den offentlige debat om ”værdier”. Der er noget galt, når vi i et lille rigt samfund som vores,
hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte danske værdier over styr.
Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed
og gæstfrihed ikke var grundlaget for vores fælles liv.


For at de fælles værdier ikke skal forstene i mistænksomhed og kontrol, må vi tage Jesus på ordet. Og hvad er det så, han siger, Jesus?
I bjergprædikenen sætter Jesus ord på en tillid til tilhørerne om, at de har en evne til at forestille sig og sætte sig ind i, hvordan
andre har det. Hvis Jesus nu i sin bjergprædiken bare havde givet os et regelsæt, ville vejen til klogskab være brolagt med anvisninger.
Men bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det bliver levet efter regler eller
anvisninger eller love. Så de, der hører Jesu ord, kommer i stedet for til at leve deres liv på mange forskellige måder ud fra hver
deres forudsætninger, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på for mere kristen end den andens. På konfirmandernes
tur til Rom oplevede vi netop helt andre kulturelle værdier, bare ved at suge til os og mødes med anderledes tænkende og talende
i kirkerne og på gaden. Og snakken gik også om, hvordan de forskelle er opstået. Og her er et af de vigtigste svar, at forskellene
er ikke sat eller forordnet af Jesus. Forskellene er skabt ud fra de forudsætninger, hver kultur og hver tidsalder har haft – og de er
skabt ud fra hver kultur og tidsalders evne til mere eller mindre klogt at handle på Jesu ord med både ydmyghed nysgerrighed. Så
forskellighederne har udviklet sig som resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus sætter fri til at gøre.
Så når vores kristentro truer med behageligt at lukke sig om sig selv og bekræfte sig i netop vores kulturelle værdier, ja så kan vi
ikke undgå at høre Vor Herre spørge, hvor i al verden vi har den sikkerhed fra, der gør os til hinandens bedømmere – og i værste
fald fordømmere. Når vi modtager og møder gæster og turister eller selv rejser ud for at blive modtaget og for at mødes, så består
oplevelsen i høj grad i at vinde identitet som danske. Vi får identitet som danske, fordi der er nogen, der ikke har lige netop dén
identitet. Men hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi heller ikke os.

I det 19. århundrede kunne man uden videre kæde både sprog, tankegang og kristentro sammen. Hvis man talte dansk, så tænkte
man også dansk. Og danskere havde et fælles sprog og dermed også en fælles livsanskuelse. ”Ord og tanke går i et”, sagde Grundtvig,
og han sang om modermålet, at det var det ”rosenbånd, som store og små omslynger”, mens ”løs er kun al fremmed tale”.
Der er ikke langt herfra til selvtilfredsheden med dansk kristendom som den eneste sande tro. Så den kulturelle selvtilstrækkelighed
har brug for ordet udefra, Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv
ved at sætte os i det andet menneskes sted. På den måde udtrykker Jesu´ ord en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet
menneskes liv, den fremmedes. Det er dén tillid, vi skal handle på uden noget regelsæt eller nogen bagtanker.
Vi bygger vores liv på ord. Mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord. Men Jesus giver ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.
I stedet for siger han, at hvis vi er kloge, så opmuntrer vi os selv og hinanden til at sætte os ind i den andens liv, for modigt og fantasifuldt
at tage endnu en tur ud i verden – netop for at møde alle de andre. For hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi slet ikke os.
AC

Om anfægtelser og samenhængskraft

Tage Skou-Hansen døde i november. Gennem hele sit forfatterskab
var han den uforudsigelige modløber, der som ingen andre
i det danske forfatterparnas var i stand til at åbne for indsigter og
erkendelser, der i dén grad manede til stor eftertanke. Måske først
og fremmest fordi hans forfatterskab blev næret af en anfægtelse,
der inddrog hele hans eget liv – hele hans modsigelsesfyldte væsen
og alle de erfaringer, der lagrede sig i ham og overrumplede
ham gang på gang med indsigter, han måske ikke i situationen
havde lagt mærke til eller set. Fordi virkeligheden for ham havde
en dybde, han ikke kunne tilegne sig fuldstændigt. Som han selv
sagde det: ”Man bliver aldrig nærværende nok, åben nok eller
klog nok.” Og som han videre sagde det engang, da han blev spurgt
om, hvor dén anfægtelse kom fra: ”Man kan godt sammenligne livet
med et seksdagesløb: man kørerdér side ved side med alle de andre
cykelryttere og tror sig som en vældig karl – helt på omgangshøjde
med sit liv – indtil man pludselig kigger op på pointtavlen og opdager,
at man er nøjagtigt én omgang bagefter de andre...”. Så hvordan
komme på omgangshøjde med sig selv – og med den tid, man er
en del af? Spurgte han. Hvordan blive samtidig med sig selv?

Tage Skou-Hansen var et anfægtet menneske, der selv var i stand
til at anfægte og bringe én hen til overraskende indsigter– måske
netop fordi hans anfægtelse ikke var en religiøs anfægtelse, altså
én af den slags anfægtelser, der næsten altid går koketteri og selvoptagethed
i. Hos Tage Skou-Hansen lå anfægtelsen snarere gemt
i en spænding mellem sanseligheden, nærværet, lidenskaben,
hans egne forudsætninger og så en længsel og en rækken ud over
sig selv og sine egne forudsætninger. Som han sagde det et sted:
”Vi er også noget andet og mere, under det, vi tror, vi er.” Så hele
Tage Skou-Hansens forfatterskab er præget dels af en erkendelse
af foreløbigheden i alting og samtidig en længsel efter ”dét andet
og mere.” Og for ham rummer sproget netop muligheden for en
åbning ind mod ”dét andet og mere.” Samtidig fornemmer man
gennem hele hans forfatterskab en tro på, at hvis der skal noget
nyt til, så skal det ske gennem et sammenbrud. Han kaldte ligefrem
sig selv for et ”katastrofemenneske” - altså et menneske, der
folder stærke egenskaber ud under de værste katastrofer.
Som Tom Kristensen sagde det i en anmeldelse af debutromanen
”De nøgne træer”, at ”her er en forfatter, der ved alt om sprængstoffer...”
Om spændingen mellem anfægtelse og forløsning i sit eget forfatterskab,
siger Skou-Hansen:
”Med sproget slår man som forfatter hul på noget, der er skjult.
Man kan ikke tømme det. Følelsen af, at stoffet aldrig slipper op,
er en lykke. Stoffet er her så længe, man selv er her og går efter
det. Så siger psykologerne: ja, ja, lille mand, det ved vi godt – når
du kommer langt nok ned, har du det hele i dig, i erindringen.
Men sådan føles det jo ikke. Det føles, som om det er noget, jeg får
udefra, noget, som kommer ind til én. En verden består, som ikke
er ens egen fortjeneste. Det er det, vi lever af.”
I hele Tage Skou-Hansens forfatterskab brydes nænsomhed og
følsomhed og lydhørhed med en enorm styrke og vilje til at tage
livtag med de største spørgsmål og anfægtelser i tilværelsen. Et
omdrejningspunkt var for ham den lidenskab, som 2. verdenskrigs
udfordringer gav form og indhold. En lidenskab,
der gik hånd i hånd med en forventning om forandringer og
nyt håb.
I Tage Skou-Hansens ”Historier fra Det runde bord” vil en af
personerne, Sivert finde ud af, hvorfor en anden af personerne,
Aksel, under besættelsen meldte sig til værnemagten. Men
Sivert opgiver, for han kan ikke finde nogen sammenhæng i
de brikker, han får samlet. På et tidspunkt, en lørdag formiddag
i sommerens varme, spørger Sivert sig selv: ”Begynder
virkeligheden dér, hvor historien holder op?”. Og videre tænker
han: ”Er dét tilfældet, har vi kun øjeblikket. Og behøver vi
mere?” Og så fortsætter han og spørger, om vi kan leve uden
forventning og uden håb. ”Kan vi bare holde af verden som
den er, uden at lave om på den?” Og Sivert siger, at ingenting
ordner sig, og alligevel varer det hele ved.
Til dét siger Tage Skou-Hansen senere, at han ikke mener, at
vi kan undvære historien eller erindringen, ligesom vi heller
ikke kan undvære forventningen – dét at kunne se hen til en
fremtid.
Flere steder i hans romaner oplever man som læser øjeblikke,
hvor noget falder på plads for personerne i fortællingen. En
ny erkendelse åbner sig for dem. Som da Gerda i ”Den hårde
frugt” indser det positive i, at der er sat grænser for vort liv –
grænser, som vi hverken kan eller skal overskride.
På et tidspunkt fortalte Tage Skou-Hansen, at han tvivlede
på, at kristendommen kunne bruges til noget – men så sagde
han også, at af de sandheder, kristendommen rummer, er der
sammenhængskraft
mindst én, som enhver kan forstå og som de fleste også bøjer sig
for en skønne dag: nemlig dén sandhed, at der ikke gives nogen
varig løsning på vores timelige problemer. Eller sagt på en lidt anden
måde: ifølge kristendommen er det ingen skavank, at tilværelsen
aldrig helt går op. For tænk nu, hvis det ikke er en fejl ved
os mennesker, at vi har fejl? Sagt med Tage Skou-Hansen: ”Hvis
vi overlever, skyldes det vores erkendelse af, at endelige løsninger
ikke findes. Kristendommen er et værn mod indbildskhed og illusioner
om, at vi kan gøre os selv fuldkomne. Den er et værn mod
den håbløshed eller forurettelse, som overfalder os, når vi ikke kan
få det, som vi gerne vil have det.”
For Tage Skou-Hansen var de fællesskaber, vi indgår i, hele tiden
anfægtede – samtidig med, at han havde blik for den enkeltes engagement
og lidenskab i verden. ”Jeg lægger vægt på, at det ikke er
meningsfællesskaber, men arbejdsfællesskaber. For en opgaves,
en sags skyld,” fortalte han engang. ”Det er i disse midlertidige
fællesskaber, man lærer mest, både om sig selv og om andre. For
mit vedkommende drejer det sig blandt andet om fællesskaber
under besættelsen...”.
Og netop når talen falder på fællesskaber, burde Tage Skou-Hansen
være til anfægtelse også i vores samtid. Især fordi han anfægter
enhver tale om sammenhængskraften i samfundet og vore fællesskaber
som noget, der åbenbart skulle ligge der på forhånd og
af samme grund være immun overfor modsigelser.
Ord kan være taknemmelige, og de kan også blive tomme og blive
til retoriske besværgelser. Og det gælder i høj grad ordet ”sammenhængskraft”.
Det er et ord, der først i nyere tid er kommet på den offentlige
dagsorden. Måske netop fordi ordet og den virkelighed, det dækker,
er blevet anfægtet. Sammenhængskraft viser hen til en virkelighed,
hvor det danske folk hang sammen i kraft af historie,
sprog og et samfund, hvor der også herskede en rimelig lighed.
En virkelighed, som tidligere slægtled havde tilkæmpet sig. Men
da velfærdssamfundet også blev et velstandssamfund, blev sammenhængskraften
anfægtet. For det blev helt selvfølgeligt, at når
ligheden var sikret i rimelig grad, så kunne man koncentrere sig
om sig selv og sine egne behov. Og det fik store konsekvenser.
I ”Den hårde frugt” udfolder Tage Skou-Hansen en forrygende
ironi over den såkaldte ”folkelige sammenhængskraft”. Hovedpersonen,
Holger Mikkelsen, besøger sin gamle modstandskammerat
Jakob, der nu er præst i det østjyske og som har haft en fin
dag, da Danmark meldte sig ind i EF (nu: EU).
”Endelig blev det forbi med dette Danmark og dets brovten af folkelighed
og sundhedsvæsen, dets forvrøvlede sange om det lille
folk, som Vorherre skulle have en speciel forkærlighed for…. Danskerne
stak ikke i fattigdom og nød, de ville bare meget hellere
være tyskere.”
Det var dengang, da flertallet var for EF, for det var godt for vores
alle sammens pengepung. I dag er det anderledes, for nu føles EU
af mange som en trussel med fri bevægelighed for penge og arbejde
– og en trussel mod ”sammenhængskraften”, som det udtrykkes.
Så hvis man orienterer sig en smule i historien, så er det slet ikke så
selvfølgeligt, at vi hænger så godt sammen og altid har gjort det. Og
så eksisterer der ikke desto mindre også hos Skou-Hansen en sans
for, at der er noget, der binder mennesker sammen. Jakob tager
Holger med over i sin kirke og fortæller om ”en magt, som kom til
stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En
magt, som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme,
hvad han havde imod mennesker… han kunne føle den magt, som
var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker.
Og kun, når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.
Og af den magt opstår der en slags samhørighed. For Jakob er det
bedste begravelser: ”De har aldrig været et folk, sådan som du måske
tror”, siger han til Holger. ”De har altid skilt sig af med dem,
der sagde dem imod, og dannet menigheder. Det eneste sted, de
ikke kan lave menighed, er herinde. Fællesskabet om døden gør det
ligegyldigt, om en mand er SF´er eller Venstre-mand…. Ovre på
plejehjemmet har vi en gammel enarmet østfrontfrivillig”.
”Den hårde frugt” er en roman, og som sådan kan holdningerne
i den ikke tages til indtægt for bestemte dagsaktuelle holdninger,
heller ikke i forhold til sammenhængskraften. Men alligevel kan
man godt udlede en slags konklusion, nemlig dén, at et fællesskab
og en sammenhængskraft lever af noget andet end sig selv. Og at
sammenhængskraften ikke er et vilkår, men mere et krav. En fordring.
Ikke noget historisk, folkeligt eller naturgivent. Men noget,
der hele tiden må formes med på. Alt efter, hvilke mennesker, der
indgår i fællesskabet.
I forlængelse af Tage Skou-Hansens tanker om individ og fællesskab
kunne man med Søren Kierkegaard sige, at det folkelige, der
omfatter andre end dem, man er enig med, lever af, at det enkelte
menneske har modet til både at vedkende sig fællesskabet og forandre
fællesskabet, hvis det er nødvendigt. Med andre ord er sammenhængskraften
et fænomen, som den enkelte er ansvarlig for
og skal have modet til at forme. For sammenhængskraften er ikke
givet på forhånd, og af samme grund kan den heller aldrig blive en
uimodsagt sandhed for særligt indviede.
Og det er vel også det, kristendommen går ud på og det, kirken
skal forkynde: nemlig, at man ikke kan danne menigheder, der
lukker sig om sine egne meninger eller udelukkende bekræfter
hinanden i, hvor godt fællesskabet hænger sammen.
AC

"Du skal ikke dø"

”Som jeg sidder her ved gate C27 / og ser ud på flyet i den romantiske
tåge bliver det klart / at jeg allerede er et andet sted. / Et sted
hvor hverdagen er mere end rigelig / og det er så mærkeligt at vi
virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere
end at vi virkelig findes.” (Søren Ulrik Thomsen i Rystet spejl)
Det er blevet sagt, at forestillingerne om opstandelsen reelt er lukket
land for os moderne mennesker. Vi føler os ikke rigtig hjemme
ved talen om kødets opstandelse. Det er et kors for tanken, en vild
umulighed, der kan få folk til at melde sig ud af folkekirken og
aflyse barnedåben og konfirmationsfesten. Men kødets forgængelighed
er et endnu større kors, for tænker vi for meget over, at vi
dybest set fødes for at dø, så bliver meget af det, vi tænker og foretager
os i det daglige, til meningsløse overspringshandlinger, der
skal udfylde de tomme rum i vores følelser og bevidsthed. ”Memento
mori”, sagde de kloge gamle. ”Husk, at du skal dø!”. Samtidig
er det bevidstheden om vores forgængelighed, der adskiller os
fra dyrene og gør os til mennesker. Den giver livet dybde og alvor.
Vi ved, at der ikke er en anden gang. Det er nu – og nuet kommer
aldrig tilbage. Tiden bevæger sig kun i én retning. ”Carpe diem”,
sagde de kloge gamle også. ”Grib dagen!”.

Alt er nyt

ALT ER NYT...
Hvor bliver de af, dagene? Hvor bliver de af, årene? Det er som om dagene og årene flyver af sted, og en dag er vi ikke mere.
I Det Gamle Testamente sammenligner digteren menneskelivet med et græsstrå: "Om morgenen blomstrer det og gror – om aftenen er det vissent og tørt." Derfor beder han til Gud om, at Gud vil huske vores begrænsninger og lade os finde en mening med livet på de vilkår, der nu engang er vores. For mennesket er som græsset, der skyder op, blomstrer og bliver til støv. I sig selv er livet kort og sårbart. Og hvor blev nuet, øjeblikket af?
Føler du, at nuet tit er som en dråbe fremtid, der falder tungt i fortidens kar: du taber ikke dine år i et bundløst kar. Der findes dage, hvor du siger til dig selv: jeg vil ikke se dem, dagene – men de hører også med til dit liv. Der findes dage, der forsvinder som alle andre, så man ikke kan se dem eller huske dem. Men de har haft deres betydning alligevel. De har gjort dig til den, du er. "Livet har vævet sit mønster af dage og år...", som Halfdan Rasmussen skriver i et digt, hvor hans tanker kredser ved et gammelt tæppe, hvor han ser trådene som et mønster og en mening i sit liv.

Flere artikler ...