Søndagens gudstjeneste

Søndagens gudstjeneste

Fortællinger til dagens gudstjeneste søndag d. 29. marts

Marias Bebudelse

I

Vi nærmer os påsken – vi nærmer os Jerusalem – vi nærmer os hjerterummet for det store drama – hjerterummet for begejstring og bekymring – for svigt og fortræd – for troskab og  forræderi – hjerterummet for angsten for at miste og og hjerterummet for håbet om at ses, igen - hjerterummet for billeder af død og sygdom og smerte og katastrofer– og billeder af håb om nyt liv – alt det nærmer vi os - vi nærmer os påsken.

Men først skal vi møde Maria – som hun sidder dér i sit hjerterum, der er så fyldt af forventning og også bekymring og ængstelse. Først skal vi møde Maria – og hun sidder dér - bekymret for alt det, hun nu skal bære – og samtidig er hun bristefærdig af forventning - og fra hendes hjerterum bliver der fra i dag spundet en gylden tråd til påsken. Og den gyldne tråd er ordene fra en engel, der kommer til hende - og englen siger, at hun ikke har noget at frygte - for snart skal hun føde et barn – og barnet skal ligge i hendes favn – og barnet skal vokse op og det skal lege og le - og det skal græde – sådan synger vi om lidt – og så siger englen til hende: ”Maria, du skal ikke være bange”.

Og de ord er den gyldne tråd, der i dag bliver spundet til påskemorgen, hvor der sidder en engel inde i gravens hjerterum og siger, at der ikke er noget at frygte. ”I skal ikke være bange” - det siger englen derinde i graven.

Men vi er stadig kun på vej mod påske.

Og først skal Marias barn undfanges – og det bliver barnet, nu.

Så i dag er Maria bekymret og angst. For hvad skal der ske med hendes eget liv? Falder hendes egen verden fra hinanden nu? For hvordan skal hun kunne forsørge sig selv og barnet – hvis hendes forlovede ikke vil kendes ved hende?

Og så er hun også forventningsfuld- også selv om barnet siden hen skal fødes med smerte. For fødes den sande glæde ikke af smerten?

II

Marts er forundringens tid – og for Maria er det også bekymringens tid – sådan ser alting ud fra hendes hjerterum - for nok sagde englen til hende, at hun ikke skulle være bange – men hvad venter der hende selv – og hvad venter der hendes barn? Og hvad betyder en engels ord midt i en vordende mors bekymringer? Og hvem er hun, Maria, at hun kan bære et helt liv i sine hænder – sit barns liv – med alt, hvad der venter det barn? Vil hun kunne bære det, alene?

Nok er marts forundringens tid – men for Maria er det også tiden for alt det i hendes liv og verden, der ikke er til at forudse. Alt det, hun skal møde er helt ukendt og uprøvet. Alting bliver i dag lagt uprøvet i hendes hænder. Så for Maria er marts også bekymringens tid.

Vil det barn jeg føder være sundt og raskt? Undgår mit barn sygdom og smerte?

Sådan tager Maria nu forskud på forældreskabets smerte, som er bekymringen. For som hun sidder Maria dér og lader englens ord tone ud – ordene om, at hendes søn skal kaldes Hellig og Guds søn – som hun sidder dér, aner og ser hun i sit moderhjertes klogskab alt dét, som hendes barn skal få at opleve – og hun forudser det gode og glædelige – men jo så også det dårlige og onde.

Måske aner hun, at hun mange år senere skal sidde med sin voksne, døde søn i sin favn og sige – med Halfdan Rasmussen i hans digt om den grønlandske mor: ”Mange børn og mange år / bar jeg ved mit hjærte. /Trygt at bære. Trygt især / når man har sin byrde kær.
Ingenting at bære på: / Ingenting at favne. / Hvem har båret før du bar? / Spørg den blinde sne om svar.
Hænder skabte han til slid. / Fødder til at danse. / Sliddet tog sig førsteret. / Aldrig blev man dansetræt.
Søen danser mørk og våd. / Sneen hvid og stille. / Fjord og fjæld tog mand i pant. / Ingen søgte hvad de fandt.
Aldrig var det mer end mørkt. / Aldrig mørkt alene. / Altid bar vi i os selv / lys fra større himmelhvælv.

Våren smelter is og sne. / Fjældets sider grønnes. / Liv blir skabt og liv forgår / Hvem kan fatte? Hvem forstår?”

III

Maria bar fra nu af i sig lys fra større himmelhvælv. Hun bar Guds søn – den Højestes søn. Og hun bar på en bekymring.

For hvad skulle dét barn, hvad skulle Marias barn få at opleve i sit liv? Af modgang på grund af andre menneskers ondskab - og af sygdom og lidelse, der ikke var nogen verdens mening i? Hvad skulle det Højestes søn få at opleve?

Forældreskabets smerte er bekymringen. Bekymringen om døden – bekymringen om, at det, jeg har, at dét skal tages fra mig – ja, dét jeg elsker højest, skal tages fra mig, hvis jeg ikke passer på – for jeg kan kun regne med mig selv, stole på mig selv – andre kan man ikke stole på – og slet ikke Gud. For hvad gør Gud ved spredningen af sygdomme over hele verden – og hvad gør Gud ved ondskaben, der hersker i verden?

Men hvad kan man selv gøre? Hvad kan man gøre, når man nu for resten også har ret i sin bekymring? For man får jo mere og mere ret med tiden – fordi man ved mere og mere – og kan se mere og mere.

IV

Som årene går, kan Maria se mere og mere – og hendes bekymringer og hendes angst forgrener sig med livets hastighed og blomstrer som årene går.

Hvad kan hun gøre – i hendes bekymring om, at det, hun har, at dét skal tages fra hende – på grund af en meningsløs sygdom – eller på grund af menneskers ondskab? Hvad kan hun gøre?

Hvad gør hun i dag? Hvad svarer hun englen, der fortæller, at hun skal føde den Højestes søn og at ”Intet er umuligt for Gud!?
Hun svarer: ”Lad det ske mig efter dit ord.”

Og med Marias svar spindes en gylden tråd til påskedag – og sådan bliver Marias Bebudelse vores forberedelse til påsken.

Maria kendte så godt historien om hendes for-moder, Sara, der også fik at vide, at hun skulle føde en søn – men Sara var så langt op i årene, at hun måtte svare på englens ord med at le – hun lo, hedder det.

Sara lo, og Maria brød ud i sang, og på den måde er vi hver især forberedt på opstandelsen påskemorgen. For den er lige til at le af eller synge for, opstandelsen. Sådan svarer vi hver især på vores måde, når vi i vores liv møder det uforudsigelige – hvad enten det er noget overvældende glædeligt og skønt – eller det er noget forfærdeligt og truende. Om det så er midt i al håbløshed over, at alting er forpasset og for sent – som hos Sara – eller om det er midt i  alle bekymringer om det, der venter ude i fremtiden – som hos Maria. Men midt i alle sine bekymringer, bryder Maria ud i sang – og inden da siger hun: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Det er ord, der kun kan fattes, når alle muligheder er brugt op – så man ikke aner, hvad man skal gøre.

Og hvad sker der så for Maria siden hen?

Hun mister sin søn – den største sorg, en mor eller far kan få - hun bliver ikke skånet for bekymringer eller for sorg.

Men midt i alt dét udbryder hun, at der ikke er noget som helst, der er umuligt for Gud – og at det er hun tro overfor. ”Lad det ske mig…..”. Så hun er tro over for den virkelighed, at ”intet er umuligt for Gud”. Ikke sådan at forstå, at så går det nok alligevel – så smittes mine kære nok ikke af nogen sygdom eller så bliver mine kære ikke udsat for andre menneskers ondskab – nej, men sådan at forstå, at så må Gud tage over dér, hvor jeg kun kan se sygdom og ondskab og meningsløshed og tab af liv.

For der er ingen, der undgår smerte – der er ingen, der undgår at skulle bære på smerten. Den tanke forsoner Maria sig med, da hun bryder ud i sang.

Og da Maria udbryder, at ”Lad det ske mig efter dit ord,” spinder hun en gylden tråd hen mod påsken.

For vi nærmer os påsken.

I dag forbereder vi os på det, vi ikke rigtig kan forberede os på – det, vi kun kan forholde os til i glæde og undren – midt i alle bekymringer og midt i den angst, der hele tiden truer med at kvæle os og begrave os.

Vi nærmer os påsken.