Søndagens gudstjeneste

Søndagens gudstjeneste.

Prædiken til Trinitatis søndag 2020

”Mig er givet al magt”!

Det lyder olmt. ”Mig er givet al magt”, siger Jesus og dét gør han så med den begrundelse, at hans disciple skal gøre alle folkeslag til hans disciple.

Sagt af et hvilket som helst andet menneske ville vi tage det som en trussel. ”Mig er givet al magt…”

I en statsleders mund og i en religiøs leders mund ville ordene vække den frygt, som vi kender omridsene af fra diktaturstater og fra religiøse regimer – en frygt, som ville vække en uro i os, hver gang, vi hørte dem, ordene: ”Mig er givet al magt!”. ”Jeg har fået al magt i himlen og på jorden. Derfor skal I rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig”. Den romerske kejser kunne have sagt det. Men selv han havde vel en nar ved sit hof, der kunne afsløre og rive masken af storhedsvanviddet. Det er lige netop dén slags politiske eller religiøse galninge, der mener, at de er de helt rigtige politikere på grund af deres overbevisning, som verden frygter.

Over for galninge af sådan en støbning, begynder selv moralfilosoffer at overveje det forsvarlige i tyranmord. ”Mig er givet al magt…”

Vi hører de ord gentaget ved dåben søndag efter søndag – og når vi ikke bliver ramt af frygt og rædsel, hænger det muligvis sammen med, at vi har afgjort os for, at Jesus er Guds søn og at han af samme grund hverken er en politisk fantast eller en religiøs fantast. Så her er det nok andre regler, der gælder. Men det hænger langt snarere sammen med, at ordene er sagt af den korsfæstede og opstandne.

Der er ord, vi kun kan tage til os fra offeret, mens de ville kalde på frygt og modstand i magthaverens mund.

Den magt, som Jesus henviser til, må være af en anden slags end den magt, kejseren og de religiøse ledere brugte, for at få ham ryddet af vejen. Hans magt er hverken sværdmagt eller kontrol af vores sindelag. Det er den magt, der viser, sig og afslører sig, når vi gør, som han siger, døber vores børn og lægger os efter det, han anviser os. Når vi følger ham eller lever i hans efterfølgelse, som det hedder på bibelsk. ”Gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Når vi døber vores børn, så sker det med en viden om, at der er en magt i verden, der er anderledes end den, som vi mennesker hersker over hinanden med. Den er lidt finurligt blevet kaldt for ”magten til at være til i alt, hvad der er til”. Vi kunne også bare sige Guds skabermagt. Det er den magt, vi forbinder os med i Jesu navn.

Selv den største despot og selv den mest glødende prædikant går sammen med alle os andre vores tilintetgørelse i møde. Der er ikke noget som helst menneske, som har magten til at udsætte intethed og tilintetgørelse. Hvis vi kunne, så ville vi gøre det. Men magten til at være til er så åbenbart ikke vores.

Det at være til som menneske har i dén grad karakter af et oprør mod vores tilintetgørelse. Det hører sammen med dét at være menneske – vi lever i en evig opstand mod vores egen tilintetgørelse, som Løgstrup ville sige det. Men vi tror ikke på dem, der med politisk eller religiøs magt vil udødeliggøre deres navn og sikre os plads i deres historie. Vi tror på, at magten bag alt værende, alt det der er til – vi tror på, at dén magt ikke ligger hos os, men i Guds skaberhånd.

Vi ved, at der uden for os er en værensmagt, der holder os tilintetgørelsen fra livet. Det er dén tilværelsesmagt, som Jesus har været i forbindelse med. Det er dén tilværelsesmagt, som Jesus har levet sit liv ud af. Det er dén værensmagt, som han har hengivet sig til i døden. Og det er netop dén magt, som vi ønsker, at vores børn skal forbinde sig med. Dét skal være deres værn mod politisk og religiøst fantasteri om menneskelig magt, der skulle kunne holde os intethed, tilintetgørelse og ligegyldighed fra livet. Eller måske skal det ”bare” være deres  værn mod os, deres forældres magt i deres liv. Som forældre har vi en næsten foruroligende magt i vores børns liv. Det er en magt, som kalder på det bedste i os – det er en magt, der kalder på vores ansvar, omsorg og på vores medlevelse. Men det er også en magt, som i sit nok så velmente ønske om at ville børnenes bedste, begrænser dem i udfoldelsen af det liv, som de skal leve.

Vi døber børnene for at huske os selv og hinanden på, at det ikke er børnenes opgave at opfylde vores forventninger - men at det er deres opgave at stå en større magt end vores til ansvar for det liv, som de udfolder. Som døbte til ham, som har al magt i himlen og på jorden, vil enhver af os - vores børn og os selv - kunne sige, at der trods alt er grænser for, hvor meget selv de kærligste forældre skal bestemme i deres børns liv. På den måde oplever vi værensmagten som vores ansvar for det liv, vi hver især skal oplede og udfolde.

Ligesom dåben forbinder os med en magt, der er anderledes større end den, vi udøver over hinanden, ja sådan er efterfølgelsen en livslang påmindelse om dén dåbs nødvendighed.

Ingen magtprætendent eller himmelstormer, ingen anden, der stræber efter magt på jord og i himmel, vil nogensinde kunne gøre den magt, som Jesus instruerer sine disciple i at lære at udøve, til en metode, som vi så skal følge blindt. For Jesu magt er en magt, der aldrig nogensinde ville kunne gøres til redskab i nogen som helst tjeneste. Det kan man forsikre sig selv om ved at følge dåbsbefalingens ord om at lære at holde alt det, Jesus har befalet.

Der er ikke tale om, at vi skal lære troen som en anden lektie, som vi så kan dunke hinanden i hovedet med. Det kunne vi ellers nok finde ud af, hvis det var sådan det forholdt sig med vores religion. Men det er det ikke. Vi kunne nok dresseres til at sige artigheder på remse.

Uanset, hvor bagvendt det så lyder, ja så tjener alt det, som Jesus har befalet, til at opgive bud og befalinger som vores livsgrundlag. Med sine sidste ord i Matthæusevangeliet erstatter Jesus netop også foreskrifter med forestillinger. Alt hvad Jesus har befalet er, at vi bruger vores indlevelse og forestillingsevne, når vi møder det andet menneske, så vi deltager fantasifuldt i det andet menneskes liv, uanset om det liv så er en fest eller en fortvivlelse.

Og når vi overfor dét kæmpe krav også skal opdage vores egen selvtilstrækkelighed og selvoptagethed, så lever vi af den mildhed og tilgivelse, Jesus, som gav befalingen, lovede at følge os med. Og den magt, han lovede at følge os med, er forståelsens og tilgivelsens magt – sådan som lige netop tilgivelsens magt er det, vi får brug for, når vi i kravet også kender vores begrænsning som mennesker.

Så vi skal ikke ”lære” - nej, vi skal ”lære at holde” alt det, som Jesus har befalet. Og det er en helt anden sag. For den, der går i gang med det projekt - nemlig at holde hans befalinger, kommer helt uden videre til at afmontere sin drøm om at udøve nogen form for magt.

Jesus befalede os at elske vores medmenneske som os selv efter grundsætningen om, at alt, hvad vi vil, at mennesker skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem. Og dét er så langt fra en simpel regel om gengældelse, som man kan komme. For med vores evner for indlevelse og medfølelse ved vi udmærket godt, hvilken hjælp og tilskyndelse vi bør være i et hvilket som helst af vores medmenneskers liv. Det kender vi fra, når vi står med vores barn i armene – så ved vi godt, hvad vi skal gøre. Så bliver der kaldt på vores omsorg og kærlighed og indlevelse.

Og ligesom vi kender vores eget ønske om, at alle og enhver skal elske netop vores livsudfoldelse, ja sådan kender vi også kravet til os om at elske deres livsudfoldelse - altså også deres livsudfoldelse, som vi slet ikke forstår.

Der er ingen af os, der fuldstændigt efterlever Jesu befaling om at holde hans bud. De er de mest naturlige af alle bud, men vi kan ikke få vores natur med til dem. Vi kan ønske, at vi kunne, men vi kan ikke. Men meningen er så ikke, at Jesus vil slå os tilbage i vores afmagt med befalingen. Nej, meningen er, at vi over for det krav, der bliver stillet til os  - meningen er, at vi overfor dét krav erkender, at vi alle sammen skal leve af den samme forståelse og den samme tilgivelse.

Vi kan adlyde befalingen, dåbsbefalingen eller missionsbefalingen, ved at begynde med selv at holde alt det, som Jesus har befalet. På den måde er vi sikre på, at evangeliet bliver bragt videre med mildhed og forståelse.

Men igen: det lader sig så ikke overholde. Eller det lader sig ikke overholde uden også at overtræde det, kunne man lidt bagvendt sige det – fordi vi netop ikke hele tiden lever i selvforglemmende kærlighed til hinanden. Og gennem dét ved vi, at vores skæbne ikke er afgjort med vores lovlydighed. Den er afgjort med den barmhjertighed, som både vi selv og alle andre skal leve af.

Når vi mennesker får et guddommeligt påbud, så får vi samtidig muligheden for at overtræde det. Sådan begyndte historien.

”Du må spise af alle træer i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt, må du ikke spise af.”

Og hvilket træ vælger du mon? Mark Twain skulle være god for den kloge og finurlige bemærkning, at hvis Gud havde forbudt mennesket at spise slangen, så ville det være den, der var blevet spist. Det er ikke en helt ueffen fortolkning af den religiøsitet, der hviler på menneskets overholdelse af regler og love.

Men Jesus erstatter ikke en lov med en anden. Jesus erstatter det ene forhold til Gud med et andet. Jesus bud og befalinger giver os ikke en mulighed for at overtræde dem. Overtrædelsen eller lovbruddet eksisterer ikke som en mulighed, men som et menneskeligt vilkår. Det sætter hverken Jesu bud eller befalinger ud af kraft. Tværtimod.

Vi kender vores værd i hans øjne, hver gang buddet bliver gentaget for den, der har overtrådt det. I kravet kender vi kærligheden. Derfor hører vi selv i kravet det løfte, som kravet bliver ledsaget af.

Og det er et løfte om, at Jesus vil følge os og forfølge os med sit ord – han vil forfølge os med sit krav om barmhjertighed og kærlighed indtil verden ende.

Prædiken til 2. Pinsedag 2020

”Således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne søn...”

Det fortælles om evangelisten Johannes, at han på sine gamle dage fik tiden til at gå med at sammenfatte sit evangelium. Da han var næsten tohundrede år gammel – ja, sådan fortælles det – da kunne han rumme det hele i et par sætninger. ”Hvis du elsker Gud, men ikke dit medmenneske, så elsker du ingen,” sagde han, og så tilføjede han, ”at elsker du dit medmenneske, er dét nok for Gud...”

Det nærmeste, man kommer en sammenfatning af evangeliet, er kærlighedserklæringen, som gør alting nyt. Én gang udtalt i verden, og virkeligheden bliver aldrig den samme som før. Når bemærkningen ”Jeg elsker dig” er faldet, er alting forandret. Frieren kan for eksempel få en kurv eller få gengældt sin kærlighed. Uanset, hvad der sker, så er der intet, der bliver som før. Sådan er det også med den altomfattende kærlighedserklæring, som Gud sendte til verden med fortællingen om Jesus. ”Således elskede Gud verden, at...”

Og sådan er det, når poesien og musikken – når kunsten rører os og går i blodet af os og strømmer rundt i kroppen på os og får os til at drømme stort. Så er der intet, der bliver som før. Alt er for altid forandret.

”Jeg har fortalt om en virkelighed, der ikke findes, for at den skulle findes..” Sådan er det også i en af de helt store film i filmhistorien – ”Smoke”. Her er der ikke meget handling i almindelig filmforstand. Og alligevel så handler filmen om det vigtigste af alt. For her mødes virkelighed og drøm – tid og evighed – skyld og fortrydelse – og tilgivelse og uskyld – svigt og nye begyndelser – fortidens spøgelser og drømmenes uskyld – sådan som vi skal høre det senere i den sang, der slutter filmen – Tom Waits´ ”You´re innocent when you dream” - som vi lige hørte meloditemaet til. Her mødes mennesker tilfældigt – sådan ser det ud – og virkeligheden findes ikke som en virkelighed, de er fælles om – og så handler filmen blandt meget andet om, at der under overfladen opstår et mønster, en virkelighed som væver deres skæbner sammen – og på den måde kaster tilfældet dem ind i den samme dråbe – og de bliver synlige for hinanden. Også med alt det, de hver især slæber med sig fra fortiden.

”Smoke” betyder både smøg og røg – og omdrejningspunktet i filmen er da også en cigarbutik i Brooklyn i New York – og fra dén cigarbutik stiger røg og fortællinger op.

Filmen indleder med, at forfatteren Paul Benjamin fortæller historien om, hvordan den engelske eventyrer Sir Walter Raleigh (1552-1618) målte vægten af røg. Benjamins tilhørere - stamkunder i den tobaksbutik i Brooklyn, hvor scenen udspiller sig - er skeptiske.

”Man kan ikke måle vægten af røg”, er der én af dem, der udbryder, ”det er ligesom at ville veje sjælen (eller ånden).”

Men Benjamin fortsætter: ”Raleigh vejede først en cigar. Dernæst røg han den og dryssede omhyggeligt asken i vægtskålen. Da han var færdig, slukkede han cigaren i vægtskålen. Så vejede han skoddet og asken og trak deres vægt fra cigarens oprindelige vægt. Resultatet var røgens vægt.”
Jeg forestiller mig, at Raleigh nød den cigar. Jeg forestiller mig, at han nød at forvandle selve det, som han havde lovet at måle, til sin livsånde og at han efter dét nød at lade det forsvinde i den blå luft uden at gøre det fjerneste for at holde på det. Han må have nydt at lade dét slippe væk, som han skulle fange, og på dén måde holde ord. Han må have nydt det, som en historiefortæller, der lader sin ånde blive ord og holder sine tilhørere hen i spænding helt til slutningen. Ligesom Paul Benjamin, der langsomt fortæller historien i cigarforretningen, mens han selv tænder en cigar.
Røgens vægt er ikke interessant i sig selv, det vidste Sir Walter godt. Den er bare et tal. Historien melder ikke noget som helst om dét tal, og vi savner det heller ikke. Hvis det kun var tallet, han var ude efter, ja så kunne han have ladet cigaren brænde op i vægtskålen. Men Raleigh greb chancen for at vise, at resultatet slet ikke er vigtigt i forhold til vejen, der leder derhen. Han røg cigaren, og på dén måde gjorde han opmærksom på røgen selv - røgens korte slørdans inden opløsningen.

Cigarbutikken ejes og bestyres af den midaldrende Auggie Wren. Omkring ham og hans kunder vikler et væld af små og store historier sig ud og ind imellem hinanden som røgringe. Nogle af dem med afgørende betydning. For, som det siges: ”De dyrebareste ting er lettere end luft.”

”De dyrebareste ting er lettere end luft”.

I Auggies tobaksforretning kommer så altså jævnligt forfatteren Paul Benjamin, hvis liv og forfatterskab er gået helt i stå, siden hans hustru meningsløst blev skudt på gaden. Men som tiden går, henter Paul stille og roligt inspiration og ny livskraft ved at komme hos Auggie, der selv er god til at fortælle historier.

En dag står der en flok af cigarentusiaster i butikken – Paul er der også, og på et tidspunkt er det så, at de kommer til at diskutere og undre sig over, hvor meget røg, ”Smoke” mon egentlig vejer.

Mens Paul puster røg op i luften siger han: ”Det er vel egentlig ganske logisk. Se på røgen og se på min cigar. Prøv så at veje cigaren og vej dén aske, der bliver tilbage, efter at jeg har røget cigaren. Forskellen i vægt må jo så være røgens vægt. Og husk”, siger Paul så til sidst, ”husk, at der er altid asken tilbage. Men de dyrebareste ting er lettere end aske og røg og luft.”

Auggie er kunstner – og hans kunst består i at standse tiden.

Auggie har et kamera – og med dét fotograferer han hver dag fra hjørnet af Third Street, hvor han har sin forretning. Præcist kl. 8 hver morgen, gennem nu 12 år.

4000 billeder er det foreløbig blevet til. Sat ind i album – ét for hvert år – og sat ind i præcis rækkefølge. Billederne er næsten ens – næsten – men med små forskelle. Kigger man på dem i rækkefølge, er det som at se ind i et fortroligt og elsket ansigt – motivet bliver en del af én selv – og så er der i hvert eneste af billederne dét der strejf af fremmedhed og forandring. Vejrets vekslen – årstiderne skiften – weekender og travle hverdage – nye ansigter – nye biler – et blad og en parkeringsbøde. Og billederne handler på mange måder mere om det, der ikke sker på billederne – alt det liv bagved og bagefter – bevægelsernes og skæbners hvirvlende og gennemsigtige gåde. Billeder af tid. Menneskers fodspor – myriader af røgspor på samme himmel – i den luft, som vi alle ånder. Og fortiden, som alle i filmen er nødt til at se i øjnene, for ikke at hænge fast i den, fortiden.

En dag tager Auggie Paul med hjem for at vise ham sit – som han siger ”Livsværk”.

”Jeg foreviger min lille plet”, som han siger det. Paul bladrer – og han nikker påtaget anerkendende. Men han ser ikke andet end fuldstændig ens billeder.

Auggie smiler, og efter lidt tid siger han: ”Paul, du forstår ingenting, hvis ikke du dvæler ved dem.” Og først da han gør det, forstår Paul, at Auggie har ret. Da han ser fotografiernes detaljer – da han får øje på det lille strejf af forskellighed fra billede til billede – forandringerne, menneskene fra dag til dag, skiftende stemninger – og først og fremmest: da han ser sin afdøde hustru på ét af billederne, fordi hun jo så altså helt tilfældigt var gået forbi tobaksforretningen dén dag - ja da han ser alt dét, ser han, at det er et livsværk. Et værk, en fortælling om liv. Det liv, som stille og roligt igen får sit tag i Paul via fortællinger, personer og hændelser.

”De dyrebareste ting er lettere end luft.”

Ind under jul får Paul en opfordring om at levere en julefortælling til New York Times. Fristen er kort, og han kommer ingen vegne. Så går han til Auggie, som lover ham – mod at få en frokost – at fortælle ham den bedste julefortælling, han nogensinde har hørt. ”Og”, som han siger det, Auggie, ”og jeg garanterer, at hvert ord i den er sandt.”

Det er en historie om ham selv, hans butik, en tyv, en tegnebog. En gammel bedstemor og et stjålet kamera. Men allermest en historie om at få ånden over sig og for livets skyld ”lade som om”.

Auggie Wrens Julefortælling er fortællingen om, hvordan han fik det kamera, han bruger til sin dokumentation af det uendeligt mangfoldige liv i et bestemt lille øjeblik af dagene på hans lille hjørne af planeten. Han fik kameraet juleaften.  Det var hans løn for at fortælle en historie – det var hans løn for at fortælle et liv. Og her er så optakten til historien: En dag er der en dreng, der stjæler et par billigbøger i Auggies kiosk. Auggie løber efter ham, men han kan ikke fange den unge fyr, som taber sin pung i al panik. Auggie samler pungen op – og drengens navn står i den, og der er et par snapshots af ham.

Auggie får ondt af drengen og melder ham ikke til politiet. I stedet for beslutter Auggie juleaften at tage ud til det sociale boligbyggeri, hvor drengen bor, og aflevere pungen tilbage. Men på adressen viser der sig at bo en gammel, blind kvinde.

Det er drengens bedstemor. Hun er også alene juleaften. Auggie spørger efter Robert Goodwin, som drengen hedder, og den ældre kvinde, bedstemoderen svarer: ”Er det dig, Robert? Jeg vidste, at du ikke ville lade din Bedste sidde alene juleaften!” Og Auggie svarer uden at han kan nå at tænke: ”Ja, Bedste, det er mig.”
Resten af dagen spiller de så dét spil. Hun ved godt, at Auggie ikke er hendes barnebarn, men det gør hende glad at ”lade som om”. Og hver gang hun spørger om noget, fortæller Auggie en lykkelig løgn.

Han fortæller Roberts liv, sådan som bedstemoderen håber, at det er. Han skaber et nyt liv, et nyt menneske. For en fortælling bliver sand, hvis der er nogen, der tror på den.

Sådan er det også med den fortælling, der gør, at de to ligesom os andre overhovedet fejrer jul. De to spiser middag sammen i hendes lejlighed.

På et tidspunkt skal Auggie på toilettet – og derude er der seks-syv kameraer, splinternye, stadig emballerede. Det er efter al sandsynlighed Roberts tyvekoster. Og fuldstændigt ud af det blå beslutter Auggie at stjæle ét af kameraerne. Så det gør han, mens den gamle dame sover. Og sådan får han et apparat til sit kunstneriske projekt.
Rigtigt eller forkert? Et svar på det spørgsmål ville bryde fortællingens magi, ligesom et tal ville punktere Raleighs røgringe. Auggie Wren fortæller om en virkelighed, der ikke findes, for at den skal findes. Auggies Julefortælling handler om at fortælle historier – fortællingen handler om livet selv som en mystisk, ufortællelig fortælling. Den handler om det gådefulde i vores fælles liv, hvor skæbner væves ud og ind af hinanden i et uigennemskueligt mønster – den handler om, hvordan den unge fyr, Roberts rapseri blev til Auggies tyveri og så handler den om hans billeder af andres liv og deres historier - om hvordan liv hænger sammen med andre liv på måder, der ikke hører op med at overraske.

Filmen Smoke er en hyldest til skønheden i vores flygtige og gådefulde og bøvlede og  vidunderlige liv. Filmen handler om at glæde et andet menneske ved at fortælle en historie med hjertet og den handler om tilgivelse.

Auggies julefortælling er en historie om at få ånden over sig og for livets skyld ”lade som om”.

Auggie véd af egen erfaring, at det er sådan det er, her i livet. En tid har han strittet imod at skulle være far til 18-årige Felicity, sådan som hendes mor, Ruby, en halvbesværlig kæreste fra gamle dage, for nylig er kommet til ham i butikken og har påstået det. Felicity lever et miserabelt liv som narkoman. Hun har hårdt brug for et afvænningsprogram.

Og pludselig en dag havde Auggie så henvendt sig til Ruby, stukket hende alle sine sparepenge og sagt: ”Til vores datter”. De havde stået lidt sammen, han havde smilet og spurgt: ”Ruby, er hun min datter?” og Ruby havde svaret: ”Det er sådan fifty-fifty”. Men Auggie havde beholdt sit smil og gløden i øjnene. (”Fifty-fifty” var så rigeligt til ham)

På samme måde, husker Paul Benjamin, da han tænker tilbage på den dag, Auggie sad og var færdig med sin julehistorie: et saligt smil havde bredt sig over hans ansigt.

”Jeg var ikke helt sikker”, fortæller Paul siden, ”jeg var ikke helt sikker, men udtrykket i hans øjne i det øjeblik var så mystisk, så ladet med gløden af en indre fryd, at det pludselig faldt mig ind, at han havde fundet på det hele. Jeg skulle lige til at spørge ham, om han havde snøret mig – men så indså jeg, at han aldrig ville indrømme det. Jeg var kommet til at tro ham – jeg var kommet til at tro hans beretning – og det var det eneste, som betød noget. Det eneste…”

Og som Paul tænker det: ”Så længe der findes én person, der tror på den, er der ingen historie, som ikke kan være sand.”

Prædiken Pinse (2020)

”Verden ser os ikke gennem regnens tusinder af blinkende øjne – og først når vi kaster vores kroppe ind i den samme dråbe – bliver vi synlige for hinanden.”

Med Christian Bundegaards poesi er festen begyndt – naturen er allerede begyndt at holde pinsefest derudenfor – solen danser og sætter skønne himmelspor i luften - fuglene triller og synger og skræpper og rapper og fløjter nærmest om kap – og hornfiskene stryger gennem det klare og friske vand op gennem sund og stræder og bælt - og syrenerne kaster kaskader af lillablå duft ud over alting – kastanjerne lyser - og sol og skyer går hen over det hele. Så naturen holder pinsefest – og pinsen er festen for Helligånden – den kraft, der blev fuldstændigt nærværende i vores verden med Jesus – den kraft, der bevæger alt liv – den kraft, der gør, at vi kan sanse en verden, der er langt større, end dén, vi er vant til – den kraft, der gør, at vi kan se mere i dagligdagen, end vi kunne, før billederne kom til verden. Den kraft, der giver vores liv herlighedsværdi og gør, at vi kan drømme stort – og måske sige med Christian Bundegaard: ”...om vi strækker vores drømme af led, kan vi nå hinanden”.

For pinsen er Guds ånd, der svæver over sundet og de lave strandenge – pinse er Guds ånd, der som en sommerfugl bryder ud af sin puppe og folder vingerne ud ved helt ukendte kræfter – pinse er Guds ånd, der puster liv i selv det mest sammenkrøbne og sørgende og angstfyldte menneske – om så kun for et øjeblik – og lader blodet bane sig nye veje og strømme rundt i kroppen og folde sig ud mod verden, igen. Pinsen er Guds åndepust ud over hele verden – Guds åndsnærværelse i vores verden.

Og det er den åndsnærværelse, som Jesus levede ind i verden - det hedder helt ordret, at Gud ikke bare tog bolig iblandt os med Jesus, nej, han slog sit telt op midt i vores verden – og det er en anden måde at tale om dén kraft, Helligånden, der gør Guds kærlighed levende og helt konkret og nærværende – så Gud for altid med Helligånden har slået sit telt op iblandt os.

Så fuglene synger – hornfiskene glimter i det blanke vand – hvidtjørnen lyser gennem forsommer-nætterne - og det er som om alt dét får evig betydning og møder én i et kys – midt i et himmelsk virvar af stemmer og farver og dufte – og lyde. Himmel og jord mødes i et kys – himmel og hav mødes i et kys – når vi kaster vore kroppe ind i den samme dråbe. Og i det kys bliver vi synlige for hinanden – og i det kys erfarer vi, hvordan forvirringen og forskelligheden er som lagt ned i selve skaberværket. I det kys oplever vi den kærlighedens lov, som Kristus levede ind i verden: at kærligheden ikke er en lille undtagelse i verden, isoleret til de helt tætte forhold – kærligheden er skaberens egen lov. Elsk – elsk den fremmede, den anderledes, den afskyelige, den syge, den urene.  Se, dér er dit medmenneske – i den fremmede, i ham, der tror anderledes end dig – i hende, der tilhører et andet folk, en anden klasse, en anden moral. Jesus fornyer skabelsen, drejer det indadvendte blik udad: se Guds billede i det andet menneske – se Guds aftryk i det, der vokser, spirer, spredes og forandrer sig – og frygt ikke for forskelligheden.

Så Helligånden er, at forskelligheden er lagt ned i kristendommen. Helligånden er forandringen og uforudsigeligheden i verden – at vi aldrig kan indhegne den kærlighedens lov, som Jesus bragte ind i verden og gøre den til vores ejendom og sige: se, her er den, sådan er den og sådan virker den altid! Helligånden er, at Jesus overlod os tillidsfuldt til hinanden - udleverede til hinandens indlevelsesevne, fantasi og kærlige omsorg. 

Jesu kærlighed kom på den måde til at folde sig ud i den frihed, han efterlod sig.

Helligånden er det åndepust i verden, der fortæller os, at vi kan godt selv – fordi den himmelske Gud elsker os, sådan som Gud er – krævende og nådig ud over alle grænser. Og det er lige nøjagtigt dén, der ved, at han eller hun er elsket, der tør begive sig ud på egen hånd – i den frihed og elske det anderledes og fremmede. På trods af alt det forvirrende og grumsede og usikre og angstfremkaldende, som det anderledes og uprøvede altid møder én med.

Så kærlighed er at turde give slip – at overlade dem, man elsker, til deres egne valg i frihed. Uden kærlighed ingen frihed – og uden frihed ingen kærlighed.

Så pinsen er festen for, at verden bliver myndig – at vi bliver myndige – vi kan selv.

Og den verden, vi så ”kan selv” i er en verden, der hele tiden forandrer sig – men hver eneste gang, vi så vender os mod Vorherre for at få gode råd og anvisninger på, hvad vi skal gøre i den og den nye og uprøvede situation, som vi aldrig kunne have forudsagt, så lyder svaret: du ved det godt selv – elsk den anden, den fremmede, den anderledes – og hvordan du gør det, ved du godt selv. Så brug din indlevelse og fantasi.

Så jeg giver dig ingen pamflet med de rigtige meninger og paragraffer, så du kan kigge de andre over skuldrene og repetere med dem, hvad det nu er, at I skal være enige om.

Pinseunderet består ikke i, at alle kommer til at tale det samme sprog i forstenet enighed – pinseunderet består i stedet for i, at de forskellige sprog i deres mangfoldighed åbner sig for hinanden, gennemglødes af kærlighedsmødet, så mangfoldigheden ikke længere er en trussel, men en rigdom. Og pinseunderet består i, at vi tør drømme stort – og at vi tør række hænderne ud efter hinanden – den fremmede, det anderledes, den, der er forskellig fra os selv – og at vore drømme netop i kraft af det fremmede og anderledes bliver beåndede med en særegen uskyld og får retning udad, væk fra os selv, ud mod verden – ud ad mod alt det, der hele tiden forandres – så dét ikke skræmmer os, men får os til at forandre med, og forme med på fremtiden.

Og så består pinseunderet i, at vi får åbnet vore øjne for det daglige under, at vi lever – at vi er til. Virkelighed og drøm smelter sammen.

Så lad dig begejstre – lad dig beånde – kast dig ud i livet – stille og nænsomt eller vildt og voldsomt – alt efter hvem du er – kast dig ud i livet og lad dig ikke begrænse af tanker om at skulle være enig eller ens med de andre – lad dig ikke begrænse af, hvilken pris, du må betale – kast dig ud i livet og i dine lykkeligste stunder vil du glemme dig selv i opgaven.

Og måske er det først, når du glemmer dig selv i opgaven, at du kan komme med alt det, der er dig – og sprænge hver en spærret vej, som vi ni skal synge det.

Vi synger ”Du kom med alt det, der var dig”

 

Verden forandres hele tiden - vi kan flytte, skifte job, få nye venner og en ny kæreste.

Og der er ikke mange forhold i vores liv, hvor vi oplever det, der så bærer os midt i alt det foranderlige og omskiftelige – men et af de forhold er det forhold, vi så tit fejrer her i pinsen – nemlig brylluppet -  når to menneskers hjerter falder i slag og de trods forskellige viljer og sind og lidenskaber vil ét og det samme: opleve, at i den sande kærlighed erfarer man det forunderlige, at jo stærkere man bindes til hinanden, jo friere bliver man. Og dét er pinseunderet – for pinsen er festen for Helligånden – den kraft, der blev fuldstændigt nærværende i vores verden med Jesus – det hedder faktisk helt ordret, at Gud ikke bare tog bolig iblandt os med Jesus, nej, han slog sit telt op - og det er en anden måde at snakke om dén kraft, Helligånden, der gør Guds kærlighed levende og helt konkret og nærværende – og derfor hører brylluppet hjemme midt i pinsefesten, fordi vi beder om, at kærligheden, at Guds kraft, at Helligånden vil slå sit telt op i vores verden, hvor kærligheden råder. Og kærligheden er ikke begrænset til dem, vi er enige med eller ens med – kærligheden er ikke kun begrænset til de helt nære forhold, selv om det er her - i det nære kærlighedsforhold – at vi oplever på allernærmeste hold det mirakel det er, at vi forstår hinanden – trods det anderledes og fremmede.

Ja, vi oplever ovenikøbet, at det er i mødet med den anden, der altid repræsenterer bare en smule fremmedhed, at vi kommer til en forståelse af os selv og bliver os selv på en sandere måde.

”Verden ser os ikke gennem regnens tusinder af blinkende øjne – og først når vi kaster vores kroppe ind i den samme dråbe – bliver vi synlige for hinanden.”

Et ansigt kommer én i møde. Det samme velkendte ansigt, som man har lige overfor sig netop nu – og så er der alligevel en strejf af fremmedhed i ansigtet. I et kort øjeblik er det, som om man ser det første gang. Og det lille strejf af fremmedhed er et tegn på, at dét ansigt kan man aldrig besidde eller beherske. Det lille strejf af fremmedhed er et tegn på det, der stritter imod, når man måske efter mange år er ved at gøre sin elskede til dagligdag – og et tegn, der minder én om alt det, man ikke kan styre og kontrollere og beherske.

Men ansigtet overfor mig udtrykker ikke kun grænserne for, hvad jeg selv kan kontrollere – det udtrykker også en bøn – en bøn om at blive taget vare om. Og så udfordrer ansigtet mig også til at svare – til at give det svar, som jeg aldrig kan nøjes med at give med bare en del af mig selv. Det svar, som altid må være HELE mig selv. Og på den måde erfarer jeg mødet med min elskede på ny. Alt det, som jeg er adskilt fra – forskellig fra – men som giver mit liv dybde og betydning. 

Når man dén erkendelse, indser man den dynamik, der lever af, at man er så dybt fortrolige med hinanden, samtidig med, at man godt ved, at det ikke er alt, man kan eller skal forstå ved hinanden. Der er altid dét der element af fremmedhed og gådefuldhed over ens elskedes ansigt. Fortroligt og samtidig gådefuldt.

”Verden ser os ikke gennem regnens tusinder af blinkende øjne – og først når vi kaster vores kroppe ind i den samme dråbe – bliver vi synlige for hinanden.”

Vi kender til ord, der skaber deres egen virkning. Et forsonende ord, et kærligt ord - et ord vi ikke havde ventet at høre. Tænk bare på barnet, der lige har tabt sin mors fineste vase på gulvet. Moderen vender sig mod  barnet og siger i et besindelsens nu, at ”Jeg elsker dig alligevel, min skat”, og ”at der da findes andre vaser end  mormor og morfars kostbare arvestykke”. Med et enkelt ord er barnets splintrede verden blevet til at bo i igen. Og eksemplet over alle andre er kærlighedserklæringen, som én gang udtalt for altid forandrer alt mellem ham og hende, uanset om hun så siger, at hun da er glad for at høre om hans sindstilstand eller om hun bekræfter sin nye virkelighed som hans kæreste. Uanset hvad bliver det aldrig det samme mellem dem. For de tre ord har skabt en helt ny virkelighed.

Ord og betydning er mødtes i et kys. Og når dét sker, er Helligånden på færde.

Man har prøvet at erstatte Helligåndens kysseri med ”vink”, men kysset det præcise billede af Helligånden, når vi oplever, at ord ikke bare handler om os men handler med os. Helt bogstaveligt lades vi ikke uberørte af et kys. Så et kys er mere end et vink. Og så er der ud over dét det helt specielle ved fortællingen om Jesus, at netop den fortælling ikke er til at ryste af sig. Hvis vi én gang har hørt den, så er den ikke til at slippe. Fortællingen lever af sin anderledeshed. Og med et enkelt ord er vores splintrede verden blevet til at bo i igen.

Hvis vi lytter til fortællingen er der det dér lille strejf af fremmedhed – et tegn på, at den fortælling kan man aldrig besidde eller beherske eller kontrollere. Det er en fortælling om, at i kærligheden må jeg give mig hen til alt det i livet, der kalder på mig – ikke livet som jeg indretter det og prøver at kontrollere det – men livet som det kommer mig i møde i et ansigt. Fortællingen overvælder én med sin åndsnærværelse - himmel og hav mødes i et kys – himmel og jord mødes i et kys. Fortællingen strømmer ind i én og lader blodet bane sig nye veje og strømme rundt i kroppen og folde sig ud mod verden – mod alt det fremmede og anderledes og uprøvede. Fortællingen rækker ud efter én – som når man går en tur ved stranden pinsemorgen og lader drøm og erindring, håb og savn mødes i et kys – og lader tankerne gå mod det, der skal komme, alt det uprøvede – og mod alle dem, man har måttet give slip på – dem, man har mistet.

Lad Christian Bundegaards digt ”Ved stranden” slutte pinseordene:

”Hvis ikke havet når hertil – så måske erindringen om dig / hvis ikke erindringen, så måske et stykke drivtømmer – eller blot fornemmelsen af at samle det op / som hvis du rækker ud efter mig.”

Vi synger ”Som solskin over mark og hav”

Prædiken til 6. søndag efter påske 2020

”De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop, zinnober, okker, guld og fosforgule, en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime af lyspartikler i et indbildt syn? Er det min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?”

Med Inger Christensens første linjer fra hendes digtsamling ”Sommerfugledalen” vil jeg begynde dagen med at råbe ud over hele verden: Drøm stort! Drøm stort!

”Jeg har skrevet om en verden, som ikke findes, for at den skulle findes….”. Sådan siger Inger Christensen det et sted – og hendes ord strømmer ind i vores blodårer – og pludselig kan vi se det hele for os - og vi drømmer stort. Vi får søde morgendrømme og med drømmene befinder vi os straks et andet sted, end vi plejer at være – sådan som disciplene må have fået søde morgendrømme - sådan som de må have befundet sig i et drømmeunivers, da Jesus talte om at være ét og talte om herlighed og kærlighed og om at være født før verden blev til. Måske det svimler for vores trossyn. Vi får søde morgendrømme - og for at kalde endnu flere morgendrømme frem i os vil jeg en kort stund fortabe mig i Inger Christensens helt særlige poetiske univers – og det er den bedste fortabelse man kan havne i – jeg vil fortabe mig i et univers, hvor mennesker og sanser og verden væves ind i hinanden og hvor drømme og virkelighed og fremtid og nærvær væves ind i et uigennemskueligt og uforudsigeligt mønster – et mønster, der udvider verden og vores egen oplevelse af den – og os selv – og får os til at drømme stort.

Som hun skriver det et sted: ”Verden er altid forklædt som det vi kalder virkelighed.” Eller som når hun ser tilbage på sin tidlige digtning fra halvtresserne og siger, at dét, som det især drejede sig om, var ”at fastholde det der var flygtigt og forandre det der var alt for fast”.

Hør bare det allerførste digt, hun skrev – digtet ”Regntid”:

”Der går stjerner i em som en regn under nat, / hvor vindene venter i vest. / Og bølger går blidt mod bromolens kant, men længes mod stormenes fest. // Det lurer og leger og lokker til blæst / med skum om en sort hests hov, – / og mågerne skriger til den der går næst / om bytte og blod og om rov. / Og tankerne hidses i anet ring, / mens kroppen spændes i buer af sort: jeg venter, at morgen skal komme med ting, / som styrende slår mod min port. // Jeg venter en havstorm, stærk og strid, / som fejer en fest om dit hus – – / men hesten står tøjlet, stille og hvid / uden vildsind og vindes sus.”

Den slags billeder strømmer ind i blodårerne på os – og efterhånden kan vi sanse verden gennem de ord – en verden, der er langt større, end dén, vi er vant til. Og med ordene kan vi se mere i dagligdagen, end vi kunne, før billederne kom til verden.

Sådan beskriver Inger Christensen os mennesker og vores forhold til verden og sådan beskriver hun vores drømme og forestillinger om fremtiden og drøm om at kunne gennemskue alting.

Hun beskriver os mennesker som den særlige del af naturen, der kan betragte naturen og samtidig også sig selv. Vi er enestående skabninger, der bruger ordet Gud, fordi vi har forestillinger om at kunne begribe hele universets sammenhæng udefra – som en Gud ville kunne. Men vi kan ikke komme uden for verden og se den udefra. Vi er altid en del af den, omtrent ”som øjet der ikke kan se sin egen nethinde”. Vi er ikke Gud – vi er mennesker. Og derfor kan vi drømme. For vi er skabte til dagen i dag – og netop derfor kan vi drømme.

Og i dag er det tid til at dagdrømme og fremkalde en virkelighed, der gør vores dagligdag langt større, end vi troede, at den kunne være.

Lyt endnu en gang til et stykke fra Inger Christensens ”Sommerfugledalen”:

”Og sommersyner af forsvundne døde, hvidtjørnens sommerfugl, der svæver som en sky af hvidt med stænk af røde blomsterspor, som lyset sammenvæver,

min bedstemor i havens tusind favne af gyldenlak, levkøj og brudeslør, min far, der lærte mig de første navne på alt hvad der må krybe, før det dør,

går med mig ind i sommerfugledalen, hvor alting kun er til på denne side, hvor selv de døde hører nattergalen,

dens sange har en sært bedrøvet svingen fra ingen lidelse til det at lide, mit øre svarer med sin døve ringen.”

Ordene strømmer ind i os og fremkalder en ny verden – og en ny virkelighed opstår – en virkelighed, som gør vores verden større, så vi ikke kan forestille os, hvordan verden var, før vi hørte dem, ordene.

Og hør igen Inger Christensen, som jo nu er død, men som findes gennem sine ord – ligesom hun selv skriver, at

”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes / bregnerne findes; og brombær og brombær/ brom findes; og brinten, brinten/ cikaderne findes .... ”.

Hvad er drøm – hvad er virkelighed – hvad er nærvær – hvad er fremtid?

”Jeg har skrevet om en verden, som ikke findes – for at den skulle findes….”

I dag er det tid til at drømme stort. Og her hjælper Inger Christensens poesi os – og musikken hjælper os.

Og med evangelieteksten til i dag kunne vi føje til: drøm stort - om Gud.

For de fleste af os drømmer om Gud – jo, vi drømmer om Gud, men vi gør det sjældent direkte. Gud er jo vores fremtid, som kommer til os. Og derfor tilhører vi i det øjeblik, vi bevæger os ind i kirkerummet, den sjældne race af drømmere, der ikke drømmer bagud mod en barndom og en fortid – men drømmer fremad mod et voksenliv og en fremtid.

De bibelske drømmere ser ind i fremtiden. Den sene patriark Jakob drømmer om en himmelstige. Himlen skal åbne sig, når han genser sin bror, Esau. Og Josef drømmer om at blive en stor mand – den største blandt søskende – og det bliver han så. Pilatus´ hustru har onde drømme om den retfærdige Jesus, og de går i opfyldelse. Josef, Jesus´ far, får i en drøm besked om at flygte til Ægypten, og det gør han så. Og jeg kunne så spørge: hvad så med dig? Jo, du drømmer måske om glæde i livet – og det får du så. Alle de drømme fører os et andet og et nyt sted hen. De giver os en fremtid at tage vare på.

Så langt, så godt, kunne vi sige. Drøm stort.

Som én af mine gode venner sagde det engang: ”Den, der drømmer store drømme bliver ensom – hvis han ellers bor blandt fantasiløse realiste, der ser ham som en fremmed fugl – en sær snegl. Don Quixote drømmer stort om vindmøller, men hans tro og fantasiforladte væbner Sancho Pancha får altid ret. Realisterne går dog i for små sko,” tilføjede min ven så. Og i forlængelse af min vens kloge ord, kunne jeg så for egen regning føje til: ”Fremtid er en planlægningskalender for den slags mennesker – altså dem, der hverken ejer fantasi eller forestillingsevne. Derimod har denne verdens drømmere Gud som deres fremtid. Og Gud går altid i opfyldelse!

Men hvad går så dagens evangelium ud på – hvad går det drømmeagtige evangelium ud på?

Jeg dykker ned i Jesu såkaldte ypperstepræstelige bøn, der gemmer på en drøm om herlighed og ære. Og bønnen har et fantastisk budskab til dig. For du har nemlig del i et liv, der stammer fra tiden, før verden blev skabt. Du var altså til, før tiden begyndte! Dit liv er evigt, for det kan tiden ikke knuse, når tiden går og går og til sidst går til grunde. Så ligesom rosen og bien er vi mennesker skabte til dagen i dag – og samtidig kan vi drømme stort, og så er vi børn af evigheden!

Drømmen om, at vores liv begyndte, før tiden blev til, må kunne give os en vis selvtillid. Vi er ikke mere tilfældige personer. Og det har vi aldrig været. Vi er ikke født på en tilfældig klode. Nej, for vi har i os en herlighed, som er til fra evighed og til evighed. Vi bærer i os selv lys fra større himmelhvælv…!, for at citere an anden stor dansk digter, Halfdan Rasmussen.

Vi har i os en herlighed, der er til fra evighed og til evighed.

For nu at forstå dén drømmeagtige besked rigtigt, må vi gå en lille omvej.

Drømmen findes hos evangelisten Johannes. Han har set, hvordan Jesus er på vej mod sin død. Og derfor holder Jesus nogle taler som afsked. Han vil sige farvel til sine disciple med manér. Og til sidst beder han så en afskedsbøn. Det er så hans sidste ord til dem.

Og de ord gik ud på én ting: han bad om at få herlighed. Og det vil sige lys, stråleskær og guddomsglans – solen i al dens herlighed - ”I al sin glans, nu stråler….du!”.

Jesus bad om, at alle dem, der troede ham, skulle få herlighed. De skal få herligheden skænket – de skal få den at se. Og så siger han, at ”du, kære fader, du har jo elsket mig og alle mine fra før verdens skabelse. Allerede dér var alle mine i dine drømme. Dér drømte du, hvor herlige vi er!

Og lige netop her er det, at vi ligesom sidste søndag næsten farer til himmels af bare svimmelhed. Vi går i egen person – sammen med Jesus – tilbage til engang før skabelsen. Hvem skulle tro dét? Allerede dér drømte Gud dig som et herligt menneske – et menneske, der lyser op – et menneske, der ikke skal sætte sit lys under en skæppe – et menneske, der gennem sit liv kaster lys over andres liv. Kort sagt, så har du stor herlighedsværdi! Så der er ikke nogen, der skal komme og sige, at du er tilfældig – for du er tilfældigvis blevet til, før du blev født – og dét med en herlighed som fødselsdagsgave.

Og selv om dét ikke har noget som helst at gøre med tidens trang til at ”shine” og være unikke og puste sit manglende selvværd op med tom anerkendelse og så videre og så videre – ja, så kan dét her vel ikke andet end give dig en vis selvtillid. Jeg kan lige forestille mig, at du en dag trækker din nabo eller genbo til side og siger: ”Nu skal du høre, kære nabo! Du tager fejl, hvis du tror, at jeg bare er et lille nul – et tilfældigt hjul i verdens maskineri. Nej. Jeg var faktisk til, før verden blev skabt – ét med Jesus. Jeg er lige dét, Gud har drømt om – jeg er hans fineste drøm om herlighed!”

jeg er sikker på, at dine ord nok skal lukke munden på din nabo! For dig selv kan du så altid sige ganske stille ”Tror jeg da nok...”.

 Der er selvfølgelig forskel på drømme. Profeten Joel sagde, at gamle mennesker drømmer – og at unge mennesker ser syner. Gamle mennesker ser tilbage og kan fortælle endeløst om gamle dage, som altid var meget bedre end vore dage.

Men somme tider drømmer gamle mennesker også om, hvordan deres drømme en dag skal gå i opfyldelse. Så er de fyldt af Gud og fyldt af fremtiden.

Unge mennesker har ikke oplevet så meget, så de ser syner. De tror, at de bliver bedre, når de kommer til magten. De vil ikke gentage deres forældres mange fejl – og selv har de ikke nogen fejl. De er synske, kunne man sige. Og deres syner skal med Guds kraftige hjælp nok gå i opfyldelse.

Når vi drømmer har vi erfaringen på vores side. Et folk uden drømmesyner går i frø. Et menneske uden drømmesyner går i stå i væksten. Et drømmesyn gør usynlige ting synlige. ”Jeg har skrevet om en verden, der ikke findes, for at den skulle findes...”.

Vi ser fremtiden for os.

Alle drømme har noget selvopfyldende i sig. Den, der drømmer stort, får noget stort ud af livet – stor glæde, stor sorg, stor begejstring og store skuffelser. Lige modsat bliver den, der drømmer småt uendeligt lille.

Drøm stort om Gud – og du vil bevare din herlighedsværdi. Her på tærsklen til pinsen vil jeg bede jer alle om at drømme stort.

Prædiken Kristi Himmelfart (2020)

Da Annalises første mand, Harry, blev bisat for godt 15 år siden, fik en sommerfugl en helt særlig betydning for hende. For som hun fortæller det: ”Midt under hele højtideligheden brød en kraftig solstråle pludselig igennem et af vinduerne i kirken – og i solstrålen blafrede en stor gylden sommerfugl. Den fløj direkte hen til kisten, hvor den satte sig et sekund, fløj videre og dansede hen over blomsterne på kisten – og så fløj den ned og satte sig i mit hår. Der gik et sus gennem kirken, og jeg var helt sikker på, at sommerfuglen var et kærligt budskab fra min mand, som ville sige til mig: ”Du skal ikke være ked af det – jeg har det så godt dér, hvor jeg er nu!” Når netop den gyldne sommerfugl viser sig en sjælden gang, mens jeg sidder på min terrasse, så tager jeg det som et varmt og kærligt tegn på, at min dejlige mand holder øje med mig derfra, hvor han nu befinder sig. De små hvide sommerfugle, derimod, det er Poul, min anden mand, som jeg mistede for fire år siden. Når de kommer og sætter sig på mig, siger jeg: ”Nå, er du der igen.” Hvad andre så tænker og tror, det må de selv om. I kan bare vente, til I selv sidder i det, tænker jeg.”

Sådan finder vi mennesker udtryk for den kærlighed, som døden ikke tager med sig, når det menneske, vi elskede så uendeligt højt dør.
Og sådan kan vi nå til en erkendelse af det, der nu er forbi for altid – at der er noget, der er uigenkaldeligt forbi - men vi kan måske også nå til en erkendelse af, hvordan vi vil have den dødes betydning med os i vores liv fremover med hjertebånd, der på trods af død og adskillelse viser sig ikke at briste.

”Det gamle er forbi – se, noget nyt er blevet til”. Sådan lyder det begejstrede råb ud over hele verden i tiden mellem påsken og pinsen – og at det gamle er forbi, vil altid være forbundet med en sorg. For mens tankerne glider tilbage, bringes så mange mennesker i erindring, som det gør ondt at tænke på ikke er mere.  For der er også et stort tab i de skønneste erindringer – sådan som kærlighedens pris altid først betales, når man mister.

”På alle mure faldt aftensolen. På en eneste hvid mur. På tunge, rustne hængsler der engang havde været grønne, stod døren åben ind til mørket. ”Hej”, råbte jeg, så det genlød i hele dalen og en krage fløj skrigende op. Der var ingen andre end dig, der ikke svarede i hele verden.”

Sådan siger Henrik Nordbrandt det et sted i et digt, som jeg tit drager frem og læser op for mig selv.

For sådan har erindringssorgen det med at vokse. Jo mere liv, jo flere år, jo flere erindringer om tid, der er gået og om kærlighed, der har været, men som ikke er længere, jo mere erindringssorg. Jeg ved nok, at ingenting bliver ved at være, som det var - men inde i mig er alt, som det var. Som en af mine næreste venner sagde det til mig engang: ”Jeg kan genkalde mig duften af min afdøde elskedes hår og duften af hendes hud – og jeg kan genkalde mig hendes latter og bekymringer og ømme kærtegn - men ingenting af det er der mere. Og nu ved jeg, at døden ikke har noget at give mig – den ta´r kun… - døden, den ta´r kun...”

Og hvor forsvandt dagene med de fortrolige dufte og kærtegn hen? Det var så helt konkret. Men ud i det blå, væk gennem år og dage forsvandt det alt sammen – så det eneste konkrete, der er tilbage er billederne på min nethinde – duften, følelsen. Alt det, erindringen bringer tilbage i glimt og som får det til at skylle gennem hele kroppen. Både fordi det er så hjerteskærende tæt på – jeg kan dufte det - og fordi det også sidder i mig som et tab. For hvis tiden ikke var afmålt – hvis døden ikke fandtes – ville min elskede stadig kunne trøste mig og opmuntre mig og bare være til stede. Her. Hun ville ikke sidde som erindringsvemod i min krop. For der ville ikke være noget tab.”

Erindringsvemod – og sorg. Sorgen over et stort og betydningsfuldt tab kan være som en redningskrans – for sorgen er ikke en fejl, men en livsnødvendig hed, der gør, at den sørgende kan holde sig oppe. Man kan sanse og tænke temmelig meget, mens man ligger på det åbne hav, hvor bølgerne med vekslende styrke og størrelse slår ind over én – mens man langsomt nærmer sig land og kan begynde ind i mellem igen at få fast grund under fødderne. Nogle gange er man i mellemtiden drevet et andet sted hen, end dér, hvor man drog ud fra. Et sted, hvor natten er mere sort – men hvor stjernerne på nattehimlen også er så meget desto klarere. Og man er måske selv forandret – som i Gustav Munch-Petersens digt fra 30-erne:

”Det er som om ingen strøm kan drukne mig –  ingen sorg kan kvæle mig …. helt – det er som om kærlighed kommer til mig over alle have, fordi en blød streng altid svinger i mig - ”

Vi mennesker har hinanden for en stund og vi ved, at den kærlighed vi oplever nu bliver forvandlet til en sorg, når vi skal skilles - selv om vi har påske og pinse og Kristi Himmelfart som tegn til modsigelse af erindringssorgen. For selv om Kristus løftede sig over jorden og fortonede sig i det blå for øjnene af disciplene en skønne dag, så betyder det ikke et tab af ham – og det betyder ikke et tab af Gud. Dét, at Kristus blev væk, betyder ikke, at han er forbi. For selv om Gud fløj ud i det blå, så blev Gud ikke mindre konkret nærværende eller virkelig af den grund. Der er ikke et før og et efter: før var han her, og alt var godt – nu er han her ikke længere, nu er alt sorg. Det betyder det lige nøjagtigt ikke.

Men sådan tænker vi. Altid. Sådan tænker vi om dem, vi elskede, men tog afsked med. Og døden er altid et tab. Tab af tid med dem, vi mistede. Tab af nærvær.

”Hvor kom kærligheden fra – og hvor forsvinder kærligheden hen?”  ”Forsvinder kærligheden bare ud i den blå luft, når vi ikke kan dele livet med hinanden længere?”

Sådan spørger den tyske digter, Hilde Domin i et af sine helt vidunderlige digte:
”Kærligheden har sit sæde i solen, der skinner på en mur og dvæler dér for at kunne ses af enhver. Ingen har kaldt på den – ingen kunne skubbe den væk igen – og når den bragte uorden – Hvor kom den fra, da den kom?

Man ser selv katten komme – eller et digt på et stykke papir. Og den mørkfodede drøm stiller sig ikke til skue.

Muren er tom, dér hvor kærligheden dvælede for en stund. Hvor gik den hen, kærligheden, da den gik?

Selv døden – selv tårerne efterlader et spor.”

I tiden efter påske havde kvinderne og disciplene nogle meget stærke og intense oplevelser af Jesu nærvær. De har set ham. De har hørt ham tale. De havde duftet til morgenduggen – og hørt hans stemme, når aftenbrisen strøg hen over de bølgende marker. De har set ham – og de syner har med ét slag ændret deres syn på verden og deres liv. Da Jesus pludselig stod dér – lige foran dem og lyslevende – forstod de, at den visdom og indsigt, den agtelse for alle slags mennesker – al den kærlighed, som Jesus havde bragt ind i verden, aldrig mere kunne bringes ud af verden igen.

Den kærlighedskraft, der havde strålet ud fra Jesus, var så stærk, at ikke engang døden kunne udslette den. Disciplene forstod, at kærligheden aldrig kan dø. På trods af sorgen og tabet – og på trods af, at de stadig levede i sorgen over alt det, der var forbi og alt det, der ikke blev anderledes. ”Hvor gik kærligheden hen, da den gik?” Selv om deres sorg ikke var blevet mindre, forstod disciplene, at alting var blevet nyt – at alting nu ikke længere gik fra liv mod død – men fra død mod nyt liv. Disciplene havde det som den mor, jeg talte med for mange år siden, og som havde mistet sit barn. Hun sagde: ”Min sorg er ikke blevet mindre, siden mit barn døde. Sorgen har præcis den størrelse, den havde fra den første forfærdelige dag. Det, der har forandret sig er mig. Jeg er vokset. Jeg er vokset i en grad, så der ved siden af sorgen med den størrelse den nu har, er plads til andet. Jeg er vokset, så jeg kan rumme både den dybeste sorg og den største glæde.

Når vi mister er sorgen der altid et sted i baggrunden, mens vi er optagede af så mange andre ting. For sorgen passer på noget, der var vigtigt – og er vigtigt. Men sorgen over, at de mennesker, vi har mistet, ikke er her mere – og længselen efter dem – deres varme, deres levende øjne, deres særheder og besværligheder – alt dét er jo kærlighed. Så kærligheden kan aldrig dø. ”Hvor gik kærligheden hen, da den gik?”

Kirsti Himmelfart forsvandt Gud selv ud i det blå uden at fratage verden sit nærvær af den grund. At Jesus farer til himmelsk betyder ikke, at Gud forlader os – men det betyder, at nu er Gud overalt, hvor der er himmelsk at være - her på jorden. Som Peter Seeberg lader en af personerne i romanen Hyrder sige det: ”Himlen var dét, verden lå nede i bunden af.” Himlen begynder her – og det er godt - dét er glæden og henrykkelsen for os. Måske især, fordi vi godt ved, at det ikke altid er himmelsk godt og let at være menneske her – her, hvor tiden råder. Her, hvor sorgen er den pris, alle os menneske, der har elsket, betaler.

Men nu er Gud overalt, hvor der er himmelsk at være – og himmelsk, dét er,  når vi på trods af de værste tab og den dybeste sorg kan sige, at det, der overhovedet ikke giver mening – at vi skal miste hinanden en dag – at det har fået den allerstørste betydning for os. Så er det himmelsk at være. For det himmelske har altid bund i den dybeste sorg - glæden og henrykkelsen har altid bund i en sorg – men en sorg, der ved, at døden aldrig er det sidste. For alle dem, der lagde lykkelige erindringer ind i mig – de forsvandt ikke og de blev ikke til ingenting. De findes stadigvæk og vil omfavne mig med kærlighed den dag, jeg selv forsvinder ud i det blå.

”Hvor kom kærligheden fra, da den kom?” Den luftning, der gennemstrømmer Kristi Himmelfartsdag er som en glæde, der begynder helt nede fra bunden og bevæger sig bagud mod alt det, der har været og vender tilbage med dufte og stemninger fra alt det svundne – og det er en glæde, der strækker sig udad mod det sted på horisonten, hvor himmel og hav går i ét og hvor øjet kan finde hvile bare for en stund – og det er en glæde, der bevæger sig opad mod himlen, hvor lærkerne triller og slår musikalske kolbøtter. Det er en glæde over, at kærligheden var – og det er en glæde over, at kærligheden stadigvæk er – og det er en glæde over, at kærligheden bliver for altid.

Og så er det en glæde, der får Hilde Domin til i et andet digt at skrive, at hun engang ”sætter foden i luften – og den bærer.” Det er som at gå på skyer. Den største glæde – skriver hun – er dog at støtte sig til en rose. Digteren bygger rede i vinden og vugges højt oppe i det tomme rum – og det svimler for hende – hun sover ikke ind – og, som hun skriver det, ”og min hånd – griber efter et holdepunkt og finder kun en rose at støtte sig til.”

Den øjeblikkelige glæde over luftrummet og rosen overgår alt – det er ren skønhed – en dejlighed uden lige. Jeg støtter mig til en rose, intet andet.

Det følgende digt af Hilde Domin er skrevet i regn – et digt om at mærke solen bag skyhimlen: ”Hvem der var som bien, som også føler solen gennem skyhimlen – og den finder vej til blomstringen, og taber aldrig retningen – som lå markerne i evig glans – og så kort den end lever, ville den sjældent græde.”

Vi er som rosen og bien – vi er skabte til dagen i dag – kun til i dag, for dagene bag ved horisonten hører andre til. En dag er vi borte - vores liv er ligeså flygtigt som rosen og bien – og det flygtige gemmer på en evig skønhed – det gemmer på en glæde uden lige.

Vi lever af dén nåde at få glæden skænket dag for dag – en himmelfalden glæde, der kan gøre os hjemfaldne her på jorden.

Så lad os gå herfra som om vi går på skyer - og lad os gå ud i verden, som om vi sætter foden i luften – for den bærer.

Sagt med Hilde Domin i hendes digt ”Ligevægt”:

”Hver for sig går vi den smalle vej, over de dødes kroppe – næsten uden angst – i takt med vore hjerter, som var vi beskyttede, så længe kærligheden ikke døde hen.

Sådan går vi blandt fugle og sommerfugle i forbavsende ligevægt, ind i en morgen under trækronerne – grønt, gyldent og blåt – mod de elskede øjnes vågnen.”

Prædiken til 5. søndag efter påske 2020

De sidste par måneder har været fyldt med poesi i kirkerummet. Hør bare nogle af billederne på den dramatiske vej: ”undfanget ved Helligånden”, ”nedfaret til Dødsriget” og ”på tredje dag opstanden fra de døde” – og så et billede, vi skal se for vores indre blik og høre om få dage: ”opfaret til himmels”.

Vi kan lige se det for os – for de billeder siger meget mere end ord. Billederne strømmer ind i blodårerne på os – og efterhånden kan vi sanse verden gennem de ord – en verden, der er langt større, end vi er vant til. Og med billederne som briller kan vi se mere i dagligdagen, end vi kunne, før billederne kom til verden.

Så nu ser vi det underfulde i hver eneste fødsel – vi ser det gådefulde i enhver nedtur og opstigning – vi ser Guds finger i alt, hvad der sker.

Og så får vi ovenikøbet et billede oven i hatten i dag – for i den bøn, Jesus beder i dag – den ypperstepræstelige bøn – får vi endnu et poetisk trosbillede. Hør bare hans bøn igen: ”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.”

Før verden var til, var Jesus altså til i stor glans og herlighed. Før verden blev til, var Jesus til. Dét er visionen i dag – det er det poetiske billede, vi får med os. Og ikke nok med det: efter at Jesu verden er gået til grunde – altså efter sin død – skal han også leve. Lige efter påske fortæller han sine to disciple på vejen mod Emmaus, at han skal ”gå ind til sin herlighed.” Altså: han skal være evigt hos Gud.

Og her er det, som om det kommer til at svimle for vores livssyn – for vores indre blik kan vi se en cirkel, hvor vi bevæger os rundt. Og så er det, som om vi er ved at miste jordforbindelsen og farer til himmels – og hvordan får vi nogensinde fodfæste igen? Hvordan får vi fast grund under fødderne?

Herliggørelse – herlighed – et før-liv og et efter-liv?

Måske vi skulle synge en salme for at få jord og himmel til at gå i ét – og måske vi inden salmen lige skal have løftet en flig af det poetiske og gådefulde billede med herligheden og herliggørelsen? For ordet ”herlighed” kommer af det græske ”doxa” - et ord, der er i slægt med ”lys” - det glansfulde og skinnende lys. Som om vi allerede nu tager forskud på pinsens ”I al sin glans, nu stråler solen”. Et lys, vi selv kan genkende fra, når et andet menneske kaster sit lys ind over vores eget liv. ”I al sin glans, nu stråler du...”.  Et lys, der er som det lyse skær af nyudsprungne bøgetræer og æbletræernes hvide grene…

Lad os som bøge- og æbletræerne få fast grund under rødderne og fødderne, mens vi samtidig strækker vores drømme af led og rækker vore hænder mod den majblå himmel. Lad os få jord og himmel til at gå i ét...

Salme: ”Når æbletræets hvide gren”

Mellem påske og pinse hører vi om, hvordan Jesu kærlighed kom til at folde sig ud i den frihed, han efterlod sig. Han efterlod os ingen stentavler eller facitlister eller linealer at gå frem efter – han efterlod os tillidsfuldt til hinanden. Og han efterlod os ved at fortælle os, at dét at være fri er at være forpligtet – på hinanden. Og det gør os uendeligt sårbare: at vi er udleverede til hinandens empati og fantasi. Det gør os afmægtige. Og det er så afmagten, der er porten til det andet menneske.

Og med sin afsked siger Jesus til disciplene: fra den kærlighed, I bliver elsket med, kender I kærligheden som ren foræring, som et under – og fra den kærlighed, I selv elsker med, kender I kærligheden som et krav – et krav om at opelske hinanden i kærlighed – og I ved godt, hvad der skal til for at opelske hinanden, siger han. I ved det godt.

Så kærligheden er underfuld – og kærligheden er fordringsfuld. Og kærligheden er vores port til hinanden.

Sådan er Guds kærlighed også Guds port til verden og til alle os mennesker i den verden. I dag bliver det så sagt på en noget forunderlig måde – for Gud viser sit væsen – Gud viser sig som kærlighed i Jesus – og i dag hedder det så, hvis man skal bruge dagens ord, herliggørelse, i dag hedder det så, at det er Guds herliggørelse i Jesus, der er Guds port til verden. Så altså: Guds kærlighed er Guds port til verden – og i dag bliver det sagt på en måde, der kræver, at vi lige aktiverer vores bibelhistoriske viden, hvis vi overhovedet vil forstå indholdet af Jesu sidste bøn.

I den bøn beder Jesus om, at Gud vil herliggøre ham, for at han selv kan herliggøre Gud. Men hvad er det egentlig, at han beder om? Han beder om herliggørelse! Og det er så den helt afgørende tanke i Johannesevangeliets fremstilling af Jesus, at han viser Guds herlighed. Jesus åbenbarer Guds herlighed for verden. Jesus er Guds port til verden, kunne man også sige. Det hedder i fortalen i forlængelse af det, man kunne kalde for Johannesevangeliets ”juleevangelium” om Ordet, som blev kød og tog bolig iblandt os, at vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Jesus viser Guds herlighed. Men hvad er det, han viser? Johannesevangeliets sprogdragt og poesi lyder filosofisk ved første ørenstrejf, som om det skrev sig ind i den græsk filosofiske diskussion. Men vi skal nok snarere forestille os, at Johannesevangeliets første læsere – dem, der modtog evangeliet – at de er jøder – og de har så i dét spidsfindige stykke om inkarnationen, om Guds menneskeblivelse, ja, de har hørt deres urgamle historie om åbenbaringsteltet – og dét i en overraskende ny version. Det blev nemlig fortalt, at under israelitternes ørkenvandring fra Ægypten til det forjættede land ”boede” Gud i et telt. Og dén telthelligdom, åbenbaringsteltet, opstillede Moses i Sinaj ørkenen – og han salvede præsterne og så indtog Guds herlighed teltets inderste rum, det allerhelligste. Israelitternes Gud er rigtignok en himmelsk Gud. Men på Sinaj bjerget sørgede Gud selv for, at det overhovedet blev muligt for ham at bosætte sig på jorden. Da Moses var færdig med at oprejse og hellige helligdommen, dækkede den ”sky”, som den himmelske Gud havde skjult sig i på bjerget, ja den sky dækkede åbenbaringsteltet, og Guds herlighed fyldte teltet. Og efter dét ”boede” Guds herlighed så blandt mennesker. Det er dén gamle fortælling, som Johannesevangeliet refererer til med ordene om Ordet, der blev kød og tog bolig i blandt os. Der står helt ordret i den græske tekst: at Ordet blev kød og slog sit telt op iblandt os. Himlens Gud havde ifølge de gamle ørkenfortællinger taget bolig i åbenbaringsteltet, men boede der i en utilnærmelighed, som kun tillod ypperstepræsten at nærme sig. Fra nu af er Jesus Kristus det ”telt”, som Gud har taget bolig i. Og evangeliet er i al sin enkelhed, at hér kommer vi i kontakt med Guds herlighed. Her er porten til Guds kærlighed. Jesus Kristus er på en helt særlig måde Guds herlighed, og Johannesevangeliet er fortællingen om, hvordan den herlighed nu bor blandt os. Nu, hvor timen er kommet – nu, hvor Jesu liv er ved at rinde ud, beder Jesus så om, at også hans død på må herliggøre Gud. Ligesom det liv, han har levet har tjent til at herliggøre Gud, sådan skal nu også døden tjene til at herliggøre Gud. Grundbetydningen af israelitternes – altså den hebraiske bibels - ord for ”herlighed” er tyngde eller vægt. Den, der færdedes i nærheden af åbenbaringsteltets indhold af Guds tyngde og vægt, erfarede nærværet som fred og velsignelse. Det er dén urgamle viden, som Johannesevangeliet slår på, når Jesus nu beder om herliggørelse. Vi kan måske bedst udlægge det ved at sige, at Jesus beder om, at hans død - ligesom hans liv - må give oplevelsen af fred og velsignelse tyngde og vægt blandt de disciple, han efterlader sig. Man kan nok ikke ligefrem påstå, at ordet ”herliggørelse” er er en levende glose i vores sprog. Men det er næsten ikke til at oversætte. Vi har lige set, hvordan den hebraiske betydning går i retning af tyngde eller vægt – og tidligere så vi, hvordan den græske betydning er i slægt med lyset. Så det er en vanskelig glose at oversætte. Dét demonstrerer den seneste oversættelse, hvor man har droppet ordet ”herliggørelse” og erstattet det med ”magt”. Ifølge Den Nye Aftale beder Jesus om, at Gud skal vise hvor magtfuld din søn er, så han kan vise, hvor magtfuld du er. Med et par fortolkningsmæssige krumspring kommer man i hvert fald til at forklare, at Guds ”magt” i så fald viser sig i ”afmagten”. For dét er lige nøjagtigt hemmeligheden ved den nye telthelligdoms Gud, Jesus, at han skal kendes i afmagten. Han er Guds port til verden – hans kærlighed er Guds port til verden – han udleverer sig selv til verden – han giver afkald på alt sit eget og lægger afmægtigt sit liv i hænderne på os, der svigter og tøver og tvivler, når vi møder kærligheden – og på den måde er afmagten Guds port til verden.

Lad os igen repetere lidt bibelhistorie. Vi skal igen tilbage til Moses. For efter, at Moses havde modtaget Guds bud på, hvordan han skulle vejlede sit folk til at være et civilt og kultisk samfund, ja så bad Moses om at han måtte få Guds herlighed at se. Og Gud svarede, at han ville lade sin herlighed og skønhed gå forbi Moses. Men Moses kunne ikke få Guds ansigt at se, ”for intet menneske kan se mig og beholde livet”, sagde Gud. Så Gud viste sig at have to sider. Guds herlighed ville passere Moses, men samtidig ville Gud dække for Moses med sin hånd, så Moses kun lige netop kunne få et glimt af Gud fra ryggen. Den urgamle fortælling viser på den måde hen på erfaringen af, at guddommen har to sider – og de to sider er dels den mulige destruktive side, nemlig Guds herlighed, som et menneske altså ikke kan komme nær, og dels en nådig og hjælpsom side, der beskytter mennesket – mod Gud selv. Og det er lige nøjagtigt dén frygteligt foruroligende dobbelthed i Guds væsen, som Jesus ophævede ved den måde, han herliggjorde Gud på.

Salme: Gådefuld er du, vor Gud!”

 

Ved sin død herliggør Jesus den Gud, der efter dét med al tyngde og vægt har slået sit telt op iblandt os, og hvorfra der nu udelukkende udstråles fred og velsignelse. Og så fortsætter Johannesevangeliet sin tankerække om herliggørelse ved nu at inddrage os. I umiddelbar forlængelse af det stykke, I lige hørte, ja da siger Jesus, om den herlighed, Gud har givet ham, at den har han givet videre til sine troende… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

Det hører uløseligt med til vores tro, ligesom det hører med til et hvilket som helst engagement, at vi gerne vil vise hele verden, hvorfor det er os, der ikke tager fejl, men tværtimod har ret i vores tro. Det har alt for tit ført til, at vi har ført os frem med magt. Begrundelsen har været, at almindelig medmenneskelighed ikke gælder os, når vi arbejder i en højere sags tjeneste. Men det gør den – almindelig medmenneskelighed gælder også os. For den, der vil herliggøre den Gud, som Jesus har vist verden, ja han eller hun må gøre det på samme måde, som Jesus gjorde det, nemlig afmægtigt. Hvis vi ligesom Johanneevangeliet skulle benytte os af de gamle ørkenvandringsfortællingers billede, så holdt Gud ikke hånden for, da hans skaberord blev kød og slog sit telt op mellem os. Vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, da han drog forbi. Og hvordan så herlighedens Gud så ud? Med Johannesprologens ord igen var det en herlighed fuld af nåde og sandhed.

Det er en fantastisk tanke, at vi herliggør vores Gud, når vi helt afmægtigt viser vores medmennesker nåde og barmhjertighed – når vi afmægtigt får kastet et barmhjertigt lys ind over vores eget liv fra et andet menneske.

I fortællingen om Moses så vi, hvordan lyset fra Gud var af en anden verden – og det var så stærkt, at det ville gøre os – og Moses – blinde, hvis vi så direkte ind i det. Se Gud og bliv blind! Men når vi møder det samme lys hos et andet menneske, så virker det som en afglans af Guds glans – og så kan vi fint tåle det. Se det blændende lys og bliv seende! Sådan bliver vi herliggjorte! Sådan ser vi i glimt Guds herlighed her på jorden.

Og Jesus er så selve eksemplet på et lysende menneske. Og han går i sin bøn ud fra, at han igen skal få del i den herlighed, som er Guds herlighed. Og det er herfra, at den forestilling kommer, at Jesus er sammen med Gud om at tænde verdens lys – helt fra begyndelsen, da Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys.

Og den mægtige vision i dag er så, at dét lys får vi også del i, når alting bliver mørke for os og vi  er fuldkomment afmægtige.

For at citere en salme, som vi skal synge senere på kirkeåret: ”Der er en mand, som i kærlighed til livet – gik ind i mørket og bar det på sin krop. Hvad ingen kunne, det gjorde han for alle: han blev til mørke – og mørket lyste op.”

Det er i den fuldstændige afmagt - når vi skal dø, når alting bliver til mørke – det er dér, at vi endelig herliggør Gud ved at blive ligesom Jesus. Det gør vi i hans tro på, at det er fuldbragt, når vi ikke kan andet end at betro vores liv i Guds hænder. Som Leonard Cohen, som godt vidste, at selv om han ikke selv ønskede sig det mørkere i sit liv – hvem gør det? - ja, så var sandheden for Cohens liv, at det guddommelige lys kaster den stærkeste glans over vores liv i afmagten og i det dybeste mørke. Så han på den baggrund fik modet til at betro sig i Guds hænder. De hænder, der for Jesus afslørede Guds herlighed – de hænder, der åbnede porten til et liv i kærlighed (for ham og dermed for os alle) – et liv, hvor vi alle sammen kan få del i hele herligheden.

4. søndag efter påske (2020)

https://www.youtube.com/watch?v=cHyaq0cwtBA&list=PLAV2YS-NrywWKjkU9TddLLWJ2RWxVDI-

Prædiken 4. søndag efter påske 

”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.” Det er det, det hele handler om fra påskemorgen til pinsedag.

 ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.” - og i samme ånd hedder det så: ”Nu går jeg til ham, der har sendt mig.”

”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer.” Psykologer ville kalde det for dobbeltbind – altså to modstridende udsagn, som det er umuligt at forbinde med hinanden. Jesus siger så, at det er det bedste. Men han er jo heller ikke psykolog.

Det ville være til at forstå, hvis han sagde, at han elskede sine disciple og derfor blev han hos dem. Men det gør han så ikke. Han forlader dem - ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig.”

Hvis Jesus ikke går bort, så kommer Talsmanden (Helligånden) nemlig ikke. Og så ville Jesus kun efterlade sig sorg blandt disciplene, og hans betydning ville være udtømt i en fodnote i religionshistorien. Jesus går bort. Talsmanden kommer. Talsmand er Johannesevangeliets betegnelse for Jesu nærvær i hans fravær.

I sorgen, i savnet, i erindringen, i tilskyndelsen er den, der er død eller har forladt os, nærværende. Nogle gange mere nærværende end alle tilstedeværende tilsammen. Men det er ikke den måde, Jesus vil være til stede på i sit fravær. Jesus vil være nærværende som Talsmand. 

 ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer,” siger Jesus. Evangeliet er et frihedsbrev, en dobbelt frihed og ikke et udtryk for ’dobbeltbind’. Kærlighed og afsked er ikke hinandens modsætninger. De er ikke modstridende oplysninger, som ikke er til at holde sammen. De er hinandens forudsætninger. Uden kærlighed ingen frihed. Jesu kærlighed til dem, han elsker, kom til at folde sig ud i den frihed, han efterlod sig. Han efterlod os ingen stentavler eller facitlister eller linealer at gå frem efter – han efterlod os tillidsfuldt til hinanden – med sit eget hjerte af kød og af blod som det eneste forbillede for os med vores ingenmandshjerter at sten.

 I dybeste forstand, giver den Ånd, Jesus sender os, Talsmanden, den frihed, som gør, at det nu også er netop vores liv, vi lever.

Store Bededag hørte vi Jesu ord om, at ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, dét skal I også gøre mod dem,” og med de ord giver Jesus udtryk for den flotteste appel til vores forestillingsevne og indfølingsevne, der nogensinde er formuleret. Ordene bejler både til empati og fantasi. Og så ligger der også i de ord gemt en ubegrænset tiltro fra Jesu side – en tiltro, der helt konkret betyder, at vi bliver sat fri til at leve et liv uden lineal.

Og den frihed betyder, at du skal forestille dig, hvordan du i en given situation – nemlig den situation, dit medmenneske befinder sig i netop nu – du skal forestille dig, hvordan du i dén situation gerne ville have hans eller hendes hjælp. Og så skal du gøre dét – altså give ham eller hende den hjælp – så skal du gøre dét, helt uden at tænke på hverken belønning eller straf.

Det er dét liv, vi hver især har fået – lige siden Jesus forlod os og Talsmanden kom. Et liv, der hver eneste øjeblik stiller krav til os – og et liv i frihed. For vores liv stiller krav til os. I kravet forstår vi den kærlighed, vi elskes med – og i kravet bliver vores hårdhjertethed og ondskab afsløret. Så da Jesus sagde, ”Jeg elsker jer, derfor forlader jeg jer”, ja så overlod han os tillidsfuldt til hinanden. Og lige siden har vi hjulpet hinanden med at huske på, at vores liv skulle leves i lyset af den tilgivelse, som udgik fra Jesus sammen med kravet. Men hjælp fra Talsmanden – Helligånden.

Vores fornuft – videnskaben – har haft en tilbøjelighed til at få os til søge at forstå, hvordan verden virker – Talsmanden, Ånden får os til at søge efter at forstå, hvordan vi virker i verden – og hvad der er vores ansvar – og hvad vi skal bruge vores frihed til.

Den franske filosof Levinas går i sin tænkning ud fra mødet med den Andens ansigt og han siger, at en erkendelse af Gud, der er adskilt fra forholdet til andre mennesker, er umulig. Først i det øjeblik, at mennesket møder den Andens ansigt og svarer på det krav, der udgår fra ansigtet om at blive taget vare på – først i det øjeblik åbner Uendelighedens dimension sig. Man kunne også bibelsk sige, at vi må begynde at slå øjnene op og se hinanden. For først gennem kærligheden til det skabte, klares Guds billede i os, siger Levinas – og i det øjeblik husker vi vores oprindelse og vores forpligtelse til at drage omsorg for hans værk.

Der er også flere moderne kunstnere, der beskæftiger sig med, hvordan vi skal virke i verden. For eksempel den amerikanske billedkunstner Barnett Newman, der hævdede, at det første menneske på jorden hverken var jæger eller agerdyrker eller håndværker eller præst eller politiker – men kunstner. For mennesker er hele tiden på vej ind i en ukendt fremtid – og efter Newmans mening er kunsten opstået ud fra et behov – eller fra en ”rituel vilje”, som han kalder det – for at finde vej i den synlige verden. Og derfor er det ikke kunstnerens opgave at efterligne eller beskrive den synlige verden – i stedet for et det kunstens opgave at skabe værker, der kalder på vores fantasi og medleven – så vi får åbnet for nye indsigter og kaster lys ind i fremtiden og foreslår nye veje.

Og dét, der gælder for billedkunsten, ja det gælder også for litteraturen og digtningen – sagt med Inger Christensens ord om sin egen digtning: ”Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, som ikke findes – for at den skulle findes.”

Så på den måde prøver både tænkere og kunstnere at tage stilling til, hvordan vi skal leve op til de krav, livet hele tiden stiller os overfor – og kaster et lys ind i fremtiden – og dét gør de med udgangspunkt i den verden, vi lever i og sanser og undres over.

Og netop her tager Talsmanden – Helligånden – tænkerne og kunstnerne i hånden og hjælper med at pege på det, der ligger uden for den sanselige virkelighed – og hjælper med at holde fast ved, at verden og menneskene altid er ”mere end” det, man umiddelbart kan se.

Og efter at Jesus udåndede på korset langfredag hørte vi, hvordan forhænget til det Allerhelligste blev flænget fra øverst til nederst – for i det øjeblik begyndte den udånding, der bredte sig efter påske og sprang vej ud af alle lukkede rum pinsedag – som et billede på, at det hellige ikke længere er lukket inde i et rum – men er på spil i det åbne land. Og det er i dét åbne land – det er i friheden, at vi skal finde vej.

Og vejlederen er så Talsmanden, Helligånden – og det betyder, at vi ingen lineal har, som vi kan måle det hele op med, for så at følge linealen som en rettesnor.

I stedet for har vi fået et forbillede i Jesus, der siger, at ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, dét skal I også gøre mod dem,” - og det er ord, der så smukt og stærkt det overhovedet kan siges, appellerer til vores forestillingsevne og indfølingsevne. Ordene bejler både til empati og fantasi. For i de ord ligger gemt en ubegrænset tiltro fra Jesu side – en tiltro, der helt konkret betyder, at vi bliver sat fri til at leve et liv uden lineal.

Og hvis vi håber på, at kunne få svar på, hvad vi så skal gøre, ja så svarer Jesus: ”Du spørger ikke, fordi du ikke kender svaret – men fordi du håber, at der er et andet svar, end det, du godt kender. Men det er der ikke.”

Når vi ser på Jesus, så opdager vi, at han var ikke konsekvent i sine handlinger (så det er umuligt at bygge noget system op efter det, han gjorde) – men han var konsekvent i sin kærlighed. Han gik ikke hurtigt den nærmeste vej til målet – som efter en lineal – han gik omvejen, der gik til de mennesker, der havde brug for ham – og det var så meningen med hans liv – for det er sandt menneskeliv.

Men er det ikke for lidt?

I filmen Smoke, der er lavet på grundlag af et manuskript af Paul Auster, er der en scene, hvor to venner prøver at finde ud af, hvad røg vejer. De vejer først en cigar – så ryger de den, mens de omhyggeligt opbevarer aske og cigarstump for så til sidst igen at veje détm – altså resterne, der bliver tilbage. Forskellen på de to vægtangivelser afslørede så røgens vægt.

Men egentlig er røg jo ingen-ting. Og tilsyneladende handler Smoke heller ikke om noget særligt – men fortæller en historie om mennesker, der hele tiden lader deres egne planer forstyrre af de lidt underlige eksistenser, der kommer i berøring med: en ung dreng, der ved et tilfælde har overværet en forbrydelse og nu bliver jagtet af en flok forbrydere – en tidligere kæreste, hvis barn skal hjælpes ud af et narkomisbrug – en gammel kone, der skulle have siddet alene juleaften, men som takket være filmens hovedperson alligevel får en dejlig aften.

Personerne udmærker sig først og fremmest ved at være fuldstændigt uorganiserede – de driver hid og did og mønsteret opstår først, når man bagefter genkalder sig scener fra filmen. For så opdager man, at der, der ser ud til at være ingen-ting – som røg – at dét alligevel har været uendelig meget.

”Jeg er vejen og sandheden og livet,” sådan hørte vi Jesus sige det sidste søndag her i kirkerummet – han er altså ikke bare vejen – og ikke kun sandheden og heller ikke kun livet – han er de tre i en vekselvirkning, der lever og virker hvert eneste øjeblik. Som et liv, hvor vejen ikke tegner sig i en snorlige og ubønhørligt lige linje fremefter mod det mål, man nu engang har sat sig – men hvor vejen bugter sig ud og ind, fordi den går til de mennesker, der har brug for os. Og det er meningen med det hele – det er sandheden om vores liv – ligesom røgen er meningen med cigaren – for cigarens liv er at blive tændt af en ild og at blive brugt op.

Og det er ikke lidt – tværtimod, så giver det livet både en lethed og en tyngde: en lethed udfoldet i menneskelighed, humor, frihed og fantasi – og en tyngde udfoldet som lydhørhed overfor de krav, livet hvert øjeblik møder os med. Og alt sammen udfoldet i den frihed, der gør, at det nu også er netop vores liv, vi lever.

St. Bededag 2020

https://www.youtube.com/watch?v=cmC4VNLa9qA&list=PLAV2YS-NrywU05k3z62wXUQKLzjDA_nKo

Prædiken St. Bededag (2020)

I søndags hørte vi om Leonard Cohens vej til en indsigt, som han og vi andre må overgive os til: nemlig, at vi absolut ikke ønsker os det mørkere i vores liv -  men at Gud har én vej hjem til sig selv, som Gud sørger for bliver mørkere og mørkere, indtil det hele bliver forløst. Sagt med Leonard Cohen: ”Du, Gud, du ønsker det mørkere – jeg gør bestemt ikke – og alligevel er det paradoksalt nok dén vej, som fører hjem til dig!”

Mange år tidligere skrev Cohen sit måske mest kendte stykke musik, ”hallelujah”, hvor han synger om et ”cold and broken Hallelujah”  - et koldt og sønderbrudt Hallelujah – som et udtryk for, at midt i smerten kan mennesket – på trods – udråbe sit menneskelige Hallelujah – til livet eller til verden eller måske til Gud.

Det er som om hele Cohens liv og poetiske virke er udfoldet med sangen og musikken som noget helt grundlæggende – som det daglige brød. Uden sangen og musikken går menneskelivet i stykker.

Og Cohens stil er en forunderlig blanding af henvisninger til gammeltestamentlige, jødiske fortællinger – til zenbuddhisme og til kærlighed og erotik – og så er han inspireret af flere spændende og væsentlige tænkere – men måske er han først og fremmest inspireret af et levet liv med kærlighed og fortærende had – med fryd og ubærlig smerte. Med tak. Og sorg.

Og på den måde bliver han et billede på, at der er utallige veje til Gud – men at Gud kun har én vej til mennesket – ved at ophøje det ringe og ved at hele det brudte og sønderslåede.

I Hallelujah trækker Cohen på fortællestof fra det Gamle Testamente – og senere, drager han så Helligånden ind i sangen: ”And I remember when I moved in you – The holy Dove was moving too – and every breath we drew was Hallelujah”.

Helligånden – erotik – lidenskab i ét. ”The holy Dove was moving too...”

Sang

Efter dramaerne i påsken med Jesu pinsler og død og opstandelse er det oplagt at spørge sig selv: hvad er det, der skiller Jesu historie ud?

Mens vi langsomt lader Cohens dybe indsigter klinge ud – indsigter, der bygger på flere af verdens religioner – ja så er det også oplagt at sige:

Buddha, Moses, Muhammed og Jesus….. det er Jesus, der skiller sig ud.

Jesus skiller sig ud som religionsstifter. Så hvis man spørger, hvad kristendommen egentlig er blandt religioner, så kunne svaret være: Buddha gav sine disciple en ottefoldig vej at følge. Moses gav sine landsmænd en Lov, der var skrevet på stentavler – og Muhammed gav sine disciple Koranen.

Jesus gav sit liv.

Jesus efterlod sig ikke noget som helst skriftligt. Johannesevangeliet fortæller godt nok et sted, at Jesus engang skrev i sandet – men det er et flygtigt materiale. Og Det Nye Testamente er ikke Jesu, men hans disciples forsøg på at holde fast i en oplevelse, som deres forældre og bedsteforældre havde fortalt om. Det Nye Testamente er et tredje-generationsværk – sidste chance, kunne man sige – sidste chance, inden det hele kunne blive skrevet i glemmebogen.

Og så har det også vist sig, at det, Jesus sagde og alt det, han gjorde – det har vist sig, at alt det sætter sig imod, at man overhovedet bare prøver at skabe et religiøst eller filosofisk system ud fra Jesus. Hans ord og alt det, han gjorde, kan simpelthen ikke rettes ind efter nogen lineal.

Og derfor må man godt have lov til at spørge, hvad det så var, der var så uforglemmeligt, at det blev til vores religion. Der må være noget, man ikke kan glemme, når man først har hørt det.

Og ja: det er der – og det ”noget” er hans tillid, nej jeg vil hellere sige hans tiltro til os. Ingen af religionsstifterne – uanset hvor fantastiske og fortræffelige de så end har været – ingen religionsstiftere har vist os en så ubetinget tiltro som Jesus.

Det er ikke til at overse, når man først får øje på det: der er en figur, en stilform, som alle fortællingerne i evangelierne bliver støbt i. Man kommer og spørger Jesus til råds – eller man spørger efter vejledning – og så sker det, hver eneste gang. Det er selvfølgelig forskellige ord, men meningen er nøjagtigt den samme: ”Du spørger ikke, fordi du ikke kender svaret – men fordi du håber, at der er et andet svar, end det, du godt kender. Men det er der ikke.”

Og Jesus siger det på mange forskellige måder – men meningen er den samme: vi ved godt, hvad det er, vi skal gøre. Vi gør det bare ikke. Og så bruger vi religionen til at smyge os udenom det krav, vi godt kender. Hvis nu bare, at Jesus ville hjælpe os med en god forklaring eller en god begrundelse – men det er så lige nøjagtigt det, han ikke vil.

Det er kommer allerkortest til orde med de ord, vi lige hørte fra Bededagens evangelium: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, dét skal I også gøre mod dem.”

Og de ord har man op gennem historien læst som en regel om gengældelse. Du skal gøre mod andre, sådan som de har gjort mod dig. Men det er læst helt forkert – og siger mere om vores egen magelighed end det siger om Jesus.

For det, Jesus vil sige med ordene om, at ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, dét skal I også gøre mod dem,” ja det Jesus vil sige er den flotteste appel til vores forestillingsevne og indfølingsevne, der nogensinde er formuleret. Ordene bejler både til empati og fantasi. Og så ligger der også i de ord gemt en ubegrænset tiltro fra Jesu side – en tiltro, der helt konkret betyder, at vi bliver sat fri til at leve et liv uden lineal.

Og den frihed betyder, at du skal forestille dig, hvordan du i en given situation – nemlig den situation, dit medmenneske befinder sig i netop nu – du skal forestille dig, hvordan du i dén situation gerne ville have hans eller hendes hjælp. Og så skal du gøre det uden at tænke på hverken belønning eller straf.

Men igen: hvad er kristendom mellem religioner? Det er at være god, uden at tænke på hverken straf eller belønning.

Vi ved godt, hvad vores medmenneske trænger til – vi ved godt, hvordan hun eller han ville være bedst tjent med vores hjælp. Vi behøver ikke at spørge religionen til råds. Og tænk da også bare, hvis religionen skulle blive vores undskyldning for ikke at vise den barmhjertighed og den tillid og den kærlighed, vi godt ved, at vores medmenneske har krav på og brug for.

Men vi er uden undskyldning – kravet eller fordringen til os udspringer nemlig af det helt simple forhold, at vi altid har magt i det andet menneskes liv – og kravet appellerer så til vores forestillingsevne, så vi kan finde ud af, hvordan vi så bedst anvender den magt, vi har – til det andet menneskes bedste. Og her har vi så ikke nogen bog eller facitliste at kunne slå op i – vi har ingen otte- eller ni- eller hundredefoldig vej at gå – og vi har heller ingen lineal, vi kan måle det hele op med, for så at følge linealen som en rettesnor.

Man kan også sige det på den måde, at fordringen til os er tom – og skal fyldes ud af os. Jesus siger gang på gang, at det kan vi også – altså fylde de fordringer ud, som livet præsenterer os for.

”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Det er blevet kaldt ”den gyldne regel” - og man kender den faktisk både før kristendommen og den er også kendt udenfor kristendommen. Jesus giver så den gyldne regel mund og mæle – men han har ikke opfundet den. Så man kunne sige, at han sætter ord på det, der allerede ligger som et krav i den menneskelige tilværelse.

Sådan kender vi kærligheden – nemlig den kærlighed, som livet opelsker os med – og den kærlighed, som Jesus giver så kort og præcist og klassisk et udtryk.

Vi kender kravet i kærligheden – fuldstændigt ligesom børn kender deres forældres kærlighed i de krav, forældrene stiller til dem. På dén måde er kærlighed noget, man kan mærke – og ikke bare et ord.

Men fra det mellemværende, som vi har med vores forældre og søskende og venner – og sådan som det mellemværende udtrykker sig, når vi kræver noget af hinanden eller beder hinanden om noget – ja fra dét mellemværende kender vi også den gådefuldhed, der klæber til menneskelivet. Vi lever ikke op til kravet – vi gør ikke det, som vi godt ved, at vi både kan og skal gøre.

Livet præsenterer os for kravet – tavst – og vi præsenterer også hinanden for kravet i en af de smukkeste måder, vi kan henvende os til hinanden på: nemlig i bønnen. For med bønnen til hinanden siger vi, at vi ikke kan klare alting selv – vi blotter os som mennesker, og samtidig siger vi til den, vi beder, at han eller hun betyder noget i mit liv. Med bønnen siger vi til hinanden, at nu må du træde til dér, hvor jeg ikke selv kan fylde min plads ud.

Så meget mærkeligere er det så, at vi erfarer os selv som dem, der ikke lever op til kravet – dem, der ikke fylder så meget, som vi kunne fylde i hinandens liv. Paulus har det mest hudløse udtryk for den erfaring, når han siger, at det gode, han vil, det gør han ikke – men det onde, han ikke vil, det gør han.

Sådan er menneskeliv. Sådan.

Hvad er kristentro mellem religioner? Det er at være god og samtidig vedgå sin ondskab. Begge dele.

Og det er dét, Jesus frelser til. Ikke fra – men til. Og det er der ingen svar, der går udenom – det er der ingen teknik, som befrier fra – og det er der ingen filosofi, som forklarer.

Og det er dét liv, vi hver især har fået. Vores liv stiller krav til os. I kravet forstår vi den kærlighed, vi elskes med – og i kravet bliver vores hårdhjertethed og ondskab afsløret.

Jesus efterlod sig ikke noget læseselskab – han efterlod sig ikke noget filosofisk forum – og han efterlod sig heller ikke en meditationsteknik. Jesus overlod os tillidsfuldt til hinanden. Og lige siden har vi hjulpet hinanden med at huske på, at vores liv skulle leves i lyset af den tilgivelse, som udgik fra Jesus sammen med kravet.

Det er muligt at vedstå sit liv – i dets skønhed og i dets hårdhed – når vi tør tro på vores synders nådige forladelse. Og det er så det, vi gør, når vi går til bekendelse – vi tror på livets gudskabte godhed – vi tror på vores synders nådige forladelse – og vi tror på, at Jesus dømmer os nådigere, end vi dømmer os selv – og hinanden.

Med Jesus blev den religion født, som ikke befrier os fra livet, sådan som vi kender det – med Jesus blev den religion født, som befrier os til livet, sådan som vi kender det. Og som Leonard Cohen kendte det: med kærlighed og fortærende had – med fryd og ubærlig smerte. Med svigt. Med tab. Med sorg. Med et sønderbrudt og menneskeligt ”Hallelujah”.

Hvad du så skal gøre…?

Det ved du godt, allerede inden du spørger.

Du skal elske Herren, din Gud – og du skal elske dit medmenneske som dig selv. Og i de lykkeligste stunder skal du glemme dig selv ,mens du gør det – altså mens du elsker...

3. søndag efter påske 2020

Link til dagens gudstjeneste: https://www.youtube.com/watch?v=_eFXTlIAsCo&list=PLAV2YS-NrywW9MCpMit9Apl45SxLEIcyq

Prædiken 3. søndag efter påske 

”Jeg er vejen og sandheden og livet”

De sidste par måneder har vi gennemlevet flere dramaer her i kirken – og vel at mærke dramaer ud over det sædvanlige – netop: ud over det sædvanlige – ud over det, vi ellers ville kunne forvente ud fra vores egne erfaringer. For før påsken har vi hørt om en jomfru, der blev frugtsommelig og påskemorgen hørte vi om en død, der stod op af sin grav – og så har vi efter påsken hørt om de mest forskellige menneskeskæbner, der på hver sin måde kom til tro – eller sagt på en anden måde: vi har hørt om, hvordan troen bliver født på vidt forskellige måder alt efter, hvor i sit liv man nu en gang befinder sig. Men jomfruer kan jo ikke blive gravide – og døde kan ikke stå op af deres grave – og det var så alligevel det, der skete - helt usædvanligt - og Peter og Maria og Johannes og Thomas og hvem som helst ellers troede ikke på noget som helst, hvis det altså ikke lige netop var, fordi de gjorde det. Fordi troen blev født i dem - som et under – lige så underfuld og ud over det sædvanlige som et jomfruskød, der bliver frugtsommeligt og lige så underfuld som en død, der står op af sin gravhule – af gravens skød.

Og sådan er der lige så mange måder, troen fødes i os på, som der er mennesker – troen bliver født i Johannes, da han ser, at graven er tom, for det bekræfter ham i hans tro: ”jamen det var jo det, Jesus selv sagde – Jesus er stået op af graven” - og troen bliver født i Maria, da hun hører, at hendes navn bliver nævnt – for først da kan hun høre og se, hvem det er – og så siger hun ”Rabbuni, Mester” - dér bliver hendes tro født. Og det er også forunderligt.

Sådan bliver troen født på vidt forskellige måder – og sådan er der uendeligt mange veje til Gud.

”Jeg er vejen og sandheden og livet”

Vi deler gudstroen med mennesker til alle tider og på alle steder – men troen på jomfruens graviditet og troen på den dødes opstandelse kommer fra Gud selv – vi siger her i kirkerummet, at troen er Helligåndens værk – og på den måde giver vi udtryk for, at troen, der opstår i os på så vidt forskellige måder – at troen er et under.

Og om troens ”værk” kan vi så sige, at det er lige så stort som troens indhold. Troen er lige så mærkelig som det, troen tror på. Men troen er altid kendetegnet ved at trøste og glæde sig over det samme: Gud afslører (eller åbenbarer sig) ved at ophøje det ringe. Det ringe – det uanselige – det fattige – det foragtede – det ængstelige – den døde – og os.

Fra tid til anden diskuterer man gerne og højt, om der er andre veje til Gud end den, der går gennem Kristus.

Tja – siden Marias Bebudelsesdag med Marias lovsang er der blevet bygget en bro mellem Det Gamle Testamente og Det Nye testamente. Efter at Gud ”mangfoldige gange og på mangfoldige måder…. Har talt til fædrene gennem profeterne, har han nu talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden...”, hedder det i Hebræerbrevet.

Det kunne være en udlægning af alt det, der foregår fra Marias Lovsang og til nu. Og det kunne så også være svaret på spørgsmålet om vejen til Gud.

Den nye pagt, altså Gud, der afslører sig gennem Kristus – dén nye pagt afløser den gamle – men den annullerer af den grund ikke alle de åbenbaringer og afsløringer, som stamfædre og profeter har modtaget og givet videre. Der er utallige veje til Gud.

Det nye med Jesus er så, at vejene også går der, hvor vi ikke troede det – gennem den frugtsommelige jomfru og gennem den tomme grav.

Og ligesom jomfruen ikke bliver gravid af sig selv og ligesom den døde ikke lever videre i sin menighed af sig selv, ja sådan opstår vores tro heller ikke af ingenting. For Gud skaber troen ved sin Helligånd. Det er den eneste måde, vi kan give udtryk på det på – og så kan vi synge det til det barn, som Maria bærer, sådan som vi gjorde det for en måneds tid siden: ”Vær velkommen, du min fred – dig ske tak i evighed – drag, o Jesus, ind til mig – vejen selv du bane dig!”.

”Jeg er vejen og sandheden og livet”

Der er sikkert utallige veje til Gud, men Gud har kun én vej til os – og det er gennem ophøjelsen af det ringe. Sådan lød det Maria Bebudelsesdag – og efter påsken kunne det også lyde sådan her: Gud har kun én vej til os – og det er gennem opsamlingen af alt det, der er slået i stumper og stykker for os – gennem dét at blive løftet af mægtige hænder fra drukning i mørket.

Så af Marias historie og af påskens under skal vi lære, at Guds vej til os går steder, hvor selv den frodigste fantasi ikke når ud – steder, hvor vores nok så blomstrende forestillingsevne og hvor vores fornuft må give fortabt – steder, hvor vores egne erfaringer ikke slår helt til.

Et af de stærkeste steder, hvor det kommer til udtryk i nyere musik er i Leonard Cohens salmelignende nummer ”Born in Chains” (”Født i lænker”), skrevet da han nærmede sig de 80 år. Og salmen er skrevet af en aldrende mand, der beskriver et langt livs søgen og sjælekvaler – et menneske, der nu er kommet til tro – den tro, man kan komme til ad mange forskellige veje – sådan som den vigtigste indsigt somme tider bryder igennem i ét øjeblik, hvor man ikke aner, hvad der foregår – og så er dét der bare. Alt det bliver beskrevet på hele det album, Cohen udgav, da han blev 80 år – og hvis ottende nummer er ”Born in Chains”.

Sang: ”Born in Chains” (1. del)

I sangen - eller salmen - fortæller Cohen, at han var født i lænker, ”born in chains” – men at han blev hjulpet ud af dem. Befriet – og i den frihed beskriver Cohen, hvordan hans sjæl drev omkring uden mål og med – men at han så hørte, at der var brug for ham. Og derfor fulgte Cohen meget grundigt alt det, han fik fortalt – men uden at det skabte nogen som helst forandring i hans liv. Men så kom han til at se Jesu sår og han opdagede, at Guds egen søn var blevet tortureret og var død på den mest uværdige måde – og så  blev alting kaos for Cohen. Og Jesu navn og Jesu lære blev splintret til atomer. Og så synger Cohen videre om dén sammenstyrtning og han synger, at hans egne lærere sagde, at han kun kunne bebrejde sig selv for, at han havde det på den måde. Men midt i dét kaos sker der så igen noget – og Cohen synger de vidunderlige ord, som hele forandringen så sker i: ”...men i en sanselig illusions greb blev navnet samlet sammen af noget sødmefyldt ufatteligt...” - altså: alting var slået i stykker for ham, men i ét ubeskriveligt øjeblik bliver det hele samlet igen af en usynlig ånd. Og dét øjeblik er dér, hvor al lærdom hører op – for hvordan skulle man kunne lære – hvordan skulle man overhovedet kunne vide, at ”noget sødmefyldt ufatteligt samler navnet op igen” - hvordan skulle man kunne vide, at noget ufatteligt kan få alting til at hænge sammen igen? I Cohens salme bliver dét øjeblik beskrevet som en overvældende erfaring, som man ikke kan andet end at overgive sig til – og det er en erfaring, han selv har oplevet – når hele tilværelsen er sprængt fuldstændigt i stykker og der så sker et eller andet, som man ikke kan forklare. På en eller anden måde kan det, der sker, virke helt uventet – og det er tit det stik modsatte af, hvad du havde håbet på. Men det er bare det, der gør, at det hele kommer til at hænge sammen igen. På det dybe plan vokser tro tit ud af noget, som man frygtede – og alligevel er det dét, der igen får livet til at folde sig fuldstændigt ud - forløst på en måde, som man ikke kan forklare.

Sang: ”Born in Chains” (2. del)

Leonard Cohens salme slutter med ordene om, at ”...nu er der kun

mørket til at løfte længselen op...” - og to år senere udgav han ”You want it darker” - og på titelnummeret er det, som om han tager tråden op fra ”Born in Chains”. I ”Born in chains” bliver han befriet fra angsten, smerten, tvivlen, fortidens synder og sår – og det bliver han ved at overgive sig til det, der sker i det mørke, der er det eneste, der kan løfte ham op. I ”You want it darker” tager Cohen så endnu et skridt – et afgørende skridt til den Gud, der kan forløse ham. I en erkendelse af, at mørket er nødvendigt, for at man kan beskue lyset, ser Cohen tilbage på en verden, der rummer så meget ondt og smertefuldt.

Som han synger det, så er ”der en, som elsker i fortællingen – men fortællingen er stadig den samme – der er en vuggevise for lidelse – og et paradoks, som skal forbandes,” - som om Jesus er den i fortællingen, der elsker – men, kunne man så spørge: hvor i al verden kan man se det henne? Er verden da ikke fyldt med gudsforladt mangel på kærlighed?

Vuggevisen for lidelsen symboliserer det sted, hvor lidelsen falder til ro – men verden er jo fyldt med lidelser, så de plager er jo slet ikke faldet til ro – og derfor er der en djævelsk modsætning mellem Gud, der elsker og verdens lidelser. Men hvordan i al verden kan det hænge sammen – kunne man passende spørge – og Cohen udtrykker det på den måde, at der er et paradoks, som vi mennesker må bebrejde – et paradoks, som vi måske ovenikøbet må forbande.

I det efterfølgende vers nævner Cohen så også de indre dæmoner. Han synger: ”Vi sætter fangerne op på række – vi sigter, jeg kæmpede med nogle dæmoner. Men nu da jeg er gammel, kan jeg bare se, at de  er middelmådige og tamme. Jeg vidste ikke, at jeg havde lov at myrde og lemlæste – du ønsker det mørkere.”

Sang: ”You want it Darker” (1. del)

Det er, som om Cohen vil sige, at ”nå ja, de dæmoner, jeg har kæmpet så meget med – så var de altså heller ikke værre – men det, der gjorde dem så slemme for mig var, at jeg ikke vidste, at de kunne tilintetgøres – eller i det mindste fanges og gøres uskadelige.”

På den måde udfolder Cohen den dybe indsigt, at mens vi mennesker i løbet af livet lærer visdom af de optrin, som livet så udsætter os for, så kæmper mange af os mod dæmoner, som vi synes er uoverskueligt store, indtil vi en dag opdager, at de faktisk ikke længere er så kolossale. Og det sker tit på et sent tidspunkt i vores liv, hvor vi har fået erfaringer og en modenhed, der gør, at mange forhold i vores liv kan ses i et nyt lys. Og når vi oplever den forløsning, så er den første tanke tit: hvorfor tilintetgjorde jeg ikke de dæmoner for lang tid siden? Og svaret på det spørgsmål kommer lige så tit af sig selv: først nu kan jeg se verden i det lys, hvor dæmonerne kan tilintetgøres – og først nu kan jeg se, at jeg har lov til at gøre det, altså tilintetgøre dem.

Cohen ser tilbage på sit liv og bevæger sig nu ind i det mørke, hvor vi slukker flammes – som regel ufrivilligt. Men netop derinde kan vi opleve at finde det ophøjede, hellige navn, der nu kan lyse op: ”You want it darker / We kill the flame” - ”Du ønsker det mørkere / Vi slår flammen ihjel.” Cohen er på vej til sin skaber – og han udtrykker det helt utvetydigt med ordene: ”I am ready, my Lord!” - ”Jeg er parat, min Herre!”. Og de ord bliver supplerede af det gentagende og afsluttende omkvæd ”Henini, Henini”, som er det hebræiske begreb for dét at være parat – og begrebet er taget fra Bibelen det sted, hvor Abraham kaldes (hen) til Gud og giver udtryk for, at han er parat. Og med det siger en afklaret Cohen til sin skaber og til os, der lytter: ”Jeg er parat til at dø – jeg er parat til at komme tilbage til dig!”.

Sang: ”You want it Darker” (2. del)

”I am ready” - jeg er parat til at dø - på den måde får Leonard Cohen smeltet sin jødiske baggrund sammen med det evangeliske element, hvor vi får at vide, hvordan verden er – og at der er en Herre i den verden, som vi kan overgive os til – at der er en Herre, der siger, at ”jeg er vejen, sandheden og livet”.

Det er dén erkendelse, der lyser op derinde i det dunkle – og som kan stå endnu tydeligere for én, jo mørkere, der bliver. En erkendelse, som når man om natten kigger op og kan se, at det netop er mørket, der får stjernerne til at lyse kraftigere op. Og netop dét er så det paradoks, som Cohen og vi andre kan blive nødt til at overgive os til: nemlig, at vi absolut ikke ønsker os det mørkere, men Gud har én vej hjem til sig selv, som Gud sørger for bliver mørkere og mørkere, indtil det hele bliver forløst. Sagt med Leonard Cohen: ”Du, Gud, du ønsker det mørkere – jeg gør bestemt ikke – og alligevel er det paradoksalt nok dén vej, som fører hjem til dig!”

 

Sang: ”You want it Darker” (3. del)

 

2. søndag efter påske 2020

https://www.youtube.com/watch?v=OFmwuZSkNjM&list=PLAV2YS-NrywWwX7_ko8h8k7-tVbUpfUtb

Prædiken 2. søndag efter påske (2018)

Det kan godt være, at fortællingen om hyrden og fårene ikke længere fremkalder de samme billeder i os, som dengang, der var hyrder til – men fortællingen siger det helt afgørende om vores forhold til Vorherre, at det er et…. forhold. Ikke en forestilling, men lige netop et forhold.

Senere på sommeren bliver en buket af dejlige unge konfirmander bekræftede i deres forhold til Gud her i kirkerummet – de bliver lige netop bekræftede i deres forhold til Gud – og dét uanset hvilke forestillinger, de så går rundt og gør sig om Gud og det guddommelige. Og det, der sker, når de unge mennesker så gør sig forestillinger om Gud er ikke så forskelligt fra det, der sker med alle os andre, når vi prøver at forholde os til alt det, der omgiver os i vores liv – når vi gør os forestillinger om alting mellem himmel og jord. Og så er det heller ikke så forskelligt fra det, der sker, når konfirmanderne og deres familie så samles til fest og taler og sange efter konfirmationen i kirken. For man har ikke en forestilling om familien – man har et forhold til den. Og det er så det, man står ved og får bekræftet, når man samles med den, familien. Og mange vil til deres store og glædelige overraskelse opleve, at festen samler det, som hverdagen måske har fået skilt. For vi gør os mange forestillinger om hinanden – og mange af de forestillinger er ikke særligt elegante – men så viser det sig heldigvis, at forholdet er stærkere end forestillingerne.

Vi gør os alle sammen forestillinger om Gud – selv det mennesker, der siger, at han ikke tror på Gud, har vel en forestilling om, hvad det er, han ikke tror på. ”Dåren siger i sit hjerte, der er ingen Gud!” - sådan indleder en af de store filosoffer i Middelalderen, Anselm, sit berømte gudsbevis. Selv den, der benægter Guds eksistens, har altså en idé. Og for Anselm gjaldt det, at beviset skulle overbevise ved logikken i, at det, der ud over at være en idé også er virkelighed, er det største.  Og ifølge Anselm er Gud så lige nøjagtigt den, udover hvem noget større ikke kan tænkes – for hvis man kunne tænke sig noget større end Gud var dét større jo så altså Gud, altså…..

Men evangeliet vil slet ikke overbevise. Jesus siger bare, at Gud ikke rummes i forestillinger – Gud rummes hverken i den troendes eller i den vantros forestillinger. Og det er det helt enkle budskab, som dagens hyrdebillede vil nå os med.

Fåret har ikke en forestilling om en hyrde, ligesom jeg heller ikke har en forestilling om en far: fåret har en hyrde – og jeg har en far. Vi har ikke en forestilling om en Gud – det vil sige, at det har vi måske nok, men vi har først og fremmest et forhold.

Og det er bedre. Man kan have en forestilling om en kæreste – men det er bedre at have et forhold!

I den sene sommer til august bliver de unge konfirmander altså bekræftede i deres forhold til Gud her i kirkerummet – og set udefra er der noget næsten heroisk ved det at være konfirmand i dag. For vi går jo ellers ikke rundt og spørger hinanden, om vi tror på Gud. Men selv om vi jo godt ved, at konfirmationen også handler om, at de får bekræftet deres forhold til Gud, så får konfirmanderne også pistolen for brystet: ”Tror du…?” Og så er det, at vi må finde ro i billedet af Jesus som hyrden og konfirmanderne og alle os andre som får. Der bliver ikke spurgt til konfirmandernes eller til vores forestillinger – men til deres og vores forhold. Og der bliver ikke en gang spurgt til, om forholdet så er godt eller dårligt – der bliver udelukkende spurgt til, om forholdet er der.

Og ja, det er der.  Forholdet er der. Lige siden dåben har konfirmanderne og os andre haft et forhold til den skabende og opretholdende Gud – og det forhold kan der hverken lægges til eller trækkes fra. Vi kan vedgå forholdet, på samme måde som vi vedgår vores familiemæssige forhold. Og så kan vi selvfølgelig blive klogere på vores gudsforhold, ligesom vi kan blive klogere på hinanden. Men forholdet, det er der.

Opgaven er så at blive klogere – ikke at blive klogere på vores måde at tro på, men at blive klogere på det, troen så forholder sig til. Eller sagt på en anden måde: vi kan blive klogere på dét, at Gud viser, hvem Gud dybest set er i Jesus af Nazareth – Kristus. Vi kan blive klogere på den fantastiske arv fra generationerne før os – nemlig den arv, at Gud står ved sit forhold til sin skabning på den måde, Jesus viste os det.

Og Gud står nærmest insisterende ved sit forhold til os. Der er måske nok grænser for, hvor kort man kan sige dét – men en af mine lærere på universitetet nåede vist rekorden i den korteste formulering over, hvad der lige skete med Jesus og hvordan Jesus viste os Guds sande forhold til os – jeg tror, at han nåede rekorden, da han sammenfattede evangeliet i én eneste sætning, nemlig: ”Gud lod en bemærkning falde” - og jeg tror også, at han beholdt rekorden, selv om han af og til føjede tre ord til, så sætningen også kunne lyde sådan her: ”Gud lod en bemærkning falde: Jeg elsker dig!”. Og tilføjelsen ”Jeg elsker dig!” stod så for alt det Jesus viste os her på jorden gennem hele sit liv.

Måske er dét ikke så tosset en genstand for en dyb meditation: at Jesus er Guds ord – at Jesus er en bemærkning. Og det ord faldt så til jorden, sådan som vi hørte det gennem hele påsken – og som vi alle sammen med, så har jorden ikke rigtig været den samme siden. Her kan man da i al fald tale om ordets magt.

Spørgsmålet er altså ikke, om forholdet er troværdigt – for det kan enhver se, at det er – nej, spørgsmålet er snarere, hvad det er for en ravage, som forholdet sætter gang i. Forholdet er ubrydeligt og omsorgsfuldt, ligesom den gode hyrdes forhold er til sine får. Men det sætter på den måde så meget andet i relief. Fra dåben er der nemlig grænser for, hvor meget forældre og andre, som vi har et forhold til – der er grænser for, hvor meget de kan hærge i vores liv. Vi har en himmelsk far og vi har en god hyrde, som sætter alt andet i perspektiv.

Kigger man på det åndelige og religiøse landskab nu om stunder, så ser det ud til, at vi igen er begyndt at interessere os voldsomt for troen – og det hænger sammen med, at troen i sig selv er blevet genstand for vores tro – altså netop vores tro – og ikke dét, troen tror på. Man kunne også sige, at vi interesserer os for religiøsiteten i stedet for religionen. Og derfor er det så meget vigtigere, at vi kloger os på det, vi så tror på – og dét hele livet igennem. Forholdet til Vorherre ændrer sig ikke – men vi kan blive klogere.

”Giv os mere tro”, sagde disciplene til Jesus. Og hans svar til dem viser, at der må være noget, vi misforstår, hvis vi forestiller os, at tro er noget, vi har mere eller mindre af. Begyndelse af hans svar er jo: ”Hvis I havde tro som et sennepskorn...” - ”Hvis…!”

I Det Nye Testamente er sennepskornet billedet på det mindste, der fører til det største. Den, der vil have mere af troen, ved åbenbart ikke, hvad tro er. Troen er som et sennepskorn – den  er lille i forhold til dét, den tror på. Og netop fordi troen er lille i forhold til det, den tror på, så tager den ikke plads op – troen giver plads for det, den tror. Jo mere tro, jo mindre plads optager den, troen – jo mindre er den optaget af sig selv.

Og tro er tillid, hedder det et sted. Tro er fårets tillid til, at hyrden ved, hvor fåret skal hen – og tro er så også fårets tillid til, at der bliver passet på fåret, mens det så er på vej.

Der går en historie om den oldgamle Grundtvig, at han ved en af sine dåbshandlinger sagde til gudmoderen, der lige havde svøbt kysen af dåbsbarnet, at han nu skulle spørge, om du tror på Gud - ”Men ved Gud,” sagde den gamle Grundtvig, da han kiggede ned på det åbne og uudgrundelige barneansigt, ”ved Gud, det kan da enhver se, at du gør.” Og så døbte han. Han døbte på den tillid, som barnet udstrålede. Uden tillid til, at forældrene giver barnet kærlighed, varme, tryghed, tøj og mad, var der ikke noget liv. Uden tillid til den gode hyrde, er der ikke nogen tro – ikke nogen gudstro, men sandsynligvis nok en masse tro på troen.

Den er også udmærket – troen på troen. Den hjælper os igennem mange vanskeligheder og kriser. Mod alle odds tror vi på, at det ene umulige nog det andet usandsynlige kan lade sig gøre. Men kristentroen, den er et forhold, som ikke afhænger af vores evne til at forestille os det ene eller det andet – kristentroen er et forhold, der ikke afhænger af, hvor lille eller stor vores tro er. Kristentro overgår al forstand – fuldstændig ligesom tillid og kærlighed overgår al forstand.

Og det er egentlig helt forrykt – på den anden side: hvis vores verden er udtryk for fornuft, så skal vi vist være taknemmelige for, at vi hørte den gode hyrdes røst, så vi også fik noget andet at tro på, end den verden, vi har fået indrettet os. Sådan er vi for eksempel aldrig alene med vores forundring – og det er trods alt vores forundring, vi skal leve af. Og det ved vi, hver eneste gang sikkerhed og viden bliver vejret hen og væk, så svimmelhed over den vidunderlige verden kan blive forløst – og blive forløst i glæde og taknemmelighed over alt det, vi ikke skylder os selv, men bliver ledt til af den gode hyrde.

1. søndag efter påske 2020

Dagens link skal markeres, derefter højreklikker du og åbner linkadressen til dropbox

https://www.dropbox.com/s/4pv2732f8godvu0/S%C3%B8ndag%20d.%2019-04-2020.mp4?dl=0

Prædiken 

Følg mig – sådan siger han, Jesus, men hvor skal det ende. Følg mig – hvor skal det ende?

Det begynder en morgen – det begynder ved strandbredden – Peter er så lille – hans mor ser ham stavre omkring dernede på stranden – de buttede knæ – hun når ham med blikket – tæller – en, to, fire, hovsa – hun tæller – ikke de gange hans tykke lår og buttede knæ tumler rundt i sandet fordi han snubler og falder – nej, hun tæller alle de skridt, han går. Det er dem, hun tæller. Det er der det begynder - det er de skridt han får taget, hun tæller – og ser.

Det er her det hele begynder. Ved stranden. Åbne horisonter – skridtene – de sorgløse skridt på en himmelblå færd - fodsporene. De små fodspor. Ivrige trin. Verden venter – verden venter! Det er her, det begynder. Men hvor skal det ende?

Årene går – og Peter bliver fisker – og Peter ser ham – her begynder det – alt er virkeligt - han ser Jesus sidde dér i båden – og Jesus taler – og han siger: kast dine garn ud. Og talen ebber ud – og som en flod skyller ordene ind i Peters sind. Læg ud på dybet og kast dine garn ud. Peter hører det. Og han følger Jesus. Men hvor skal det ende?

Det skal ende med bekendelsen. Peter, der siger til Jesus: ”Du er Guds salvede”. Peter – altid forrest – forrest til at bekende. Lidenskaben. Begejstringen. Iveren. Verden venter – verden venter!

Nej, ikke engang der skal det ende.

Det skal ende på et højt bjerg, en høj klippe – ”Vi bliver her, Jesus” – siger Peter. ”For hvor verden dog er lille – og hvor alting dog er nemt. Når man ser det herfra – oppefra. Vi bliver her – her bygger vi - langt væk fra alt det onde”. Og så Jesus, der siger: ”følg mig” – og så går han ned til livet igen. Med blinde og døve – med blomstrende mandeltræer – det liv går han ned til igen - med opspilede, sulte barnemaver – betændte sår. Han går ned – i verden, der venter på ham. Og han vandrer og han vandrer – og hvor han så end vandrer hen, kastes der et lysstrejf hen over vejen, han går på. Der skal det ende. Det skal ende med dét lysstrejf.

Nej ikke engang dér.

Det skal ende med Jesus, der siger, at Peter og de andre skal finde et æsel – og de går ind i byen og finder det æsel – og de lægger deres kapper på æselet og Jesus sætter sig på det – og han rider ind i byen – og folket jubler og råber og vifter – verden er fyldt med palmegrene og duften af æselhår – og midt i jublen ser Peter en rovfugl, der sidder på en hegnspæl – men Peter – alle – går de videre og de følger ham og de ser lysstrejfet - og de drømmer og de længes – det er der, det skal ende.

Nej, ikke engang dér.

Det skal ende med nadveren – Peter er der – det skal ende med nadveren – samværet om brødet og vinen – tag dette og spis det – drik alle heraf – det skal ende med syndernes forladelse – fodvaskningen. Jesus vasker Peters fødder og Peter råber ”Aldrig i livet skal du vaske mig”. Og Jesus ser på ham og siger, at kærligheden altid vasker og at kærligheden altid renser.

Nej, ikke engang dér. Det skal ende med tilfangetagelsen, Peter hugger øret af soldaten – ”jeg går i døden med dig, Jesus” - forrædderiet, Judas - forhøret, hanen der galer – skammen, Peter, Peter, hvor er du Peter? – hvor var du, hvorfor har du forladt mig, Peter? – fornægtelsen – de tre gange – jeg kender ham ikke, jeg kender ham ikke, nej, jeg kender ham ikke – hanen, der galer – og drømmen, mareridtet om natten – en halshugget hane smides ind over en rosenhæk – ind i paradisets have. Den galer hæst. Peter vågner, badet i sved – skammen. Gråden – Peter, altid forrest til at fornægte. Angsten. Han ser Judas hænge dér – i træet. Og han hører sin egen stemme: ”Herre, frels os – vi går under” – han hører sin egen stemme fra dengang – på søen – i stormen. Men nu er han væk – Jesus er væk.

Der er kun hanen - hanen, der galer – dér skal det ende.

MUSIK

Nej, ikke engang der.

Det skal ende med forhånelserne, pinslerne og råbet: slip Barabas fri – og Peters flugt væk derfra. Pilatus, der vasker sine hænder – nej ikke engang der.

Det skal ende med korset om fredagen – dér hænger han, naglet til vores jord – dér hænger han, under en tavs himmel – der er kun en rovfugl der hænger dér i luften over byens udfaldsvej – og da de nagler ham, er det som et såret dyr, der skriger og flænser verden fra den støvede jord og op og op og op og op – og langsomt, langsomt bliver alting helt stille –

og mørket sænker sig over verden – og efter dét: gravlæggelsen, gråden – angsten og kvalmen – åndenøden – vanviddet – nej, ikke engang der.

Det skal ende med natten uden søvn – den grædende måne – Maria i den tidlige morgen, på vej til graven – de tørre urter i krukken – alt dødt og vissent - det almindelige hverdagsliv, der bare går videre og videre, videre omkring hende, uden at have flyttet sig en tomme – fjerne råb, skjulte blikke – tavse kærtegn - nej, ikke engang dér.

Det skal ende med solens første stråler, øjne der misser i det stigende lys, duggen i græsset under oliventræerne, de spredte hundeglam – fuglenes vingeslag, på ny, på ny, når de løfter sig over Getsemane, over haven dér – nej, ikke engang der.

Det skal ende med chokket, gravhulens lysende tomhed, det ufattelige – stenen er der ikke, alt det ubærlige er der ikke – bjergkamme, der sprænger sig ned over menneskesindet – søer, der rejser sig på højkant, gartneren i haven – de fremmede, lysende, ved indgangen – det tømte ligtøj liggende tilbage – den døde er der ikke – og hvor hun så end kigger hen, springer træer ud i duft – men han er der ikke, og tankerne hvirvler rundt som visne blade, der løfter sig i den svidende sol – båret af den tørre vind – tankerne hvirvler rundt ”nej, min kære, min døde viser sig ikke, men nu ved jeg, at han er i hjertets nattefald” - og dér, i hjertets nattefald skal det ende - nej, ikke engang dér.

Det skal ende med Marias klaprende sandaler gennem morgenøde gader – forbi nyvaskede og lysende lagner, der blafrer i forårsvinden – hendes hamren på døren – til huset, hvor de har forskanset sig som pupper. Forpustetheden, den åndløse skræk og samtidig glæden indtil vanvid: han er der ikke – han er der ikke – hører I – hører du, Peter – han er der ikke.

Nej, ikke engang der: det skal ende med kapløbet derud – som to nyudsprungne sommerfugle flagrer Peter og Johannes i skarpt trav – sten og støv til alle sider – flagrende tøj, forvågede øjne – Johannes kommer først – Peter tøver – for én gangs skyld er han ikke forrest – han tøver, for han hører en stemme ”hvor var du, Peter, hvor var du? – følg mig” – og Peter løber videre og videre – Johannes kommer først og de ser begge ind i døden – og den er væk – døden er borte – helvede ligger tilbage, pænt sammenfoldet – de ser på ingenting og ved, at dér er alting.

MUSIK

Nej ikke engang dér – det skal ende med at Han med ét står hos dem på landevejen og går med dem ind og sætter sig til bords og bryder brødet og gi´r dem det – og de ser, at det er Ham, den døde, som de var døde sammen med – nu er Han levende – og de er levende sammen med ham.
Nej, ikke engang der – det skal ende med tvivlen – alligevel – med tvivlen – for hvordan kan det gå til – hvordan bliver livet levende, når det én gang er dødt – selv om de havde mødt det før, mens det endnu var før – hele tiden havde det egentlig været sådan, lige fra de mødte Ham – livet var blevet levende, selv om det var dødt – men det her var alligevel noget andet. De havde selv set: blod, rædselen, sårene helt ind i kødet – de havde selv set spyddet i Hans side – havde set Ham synke sammen – som død – død – nej, ikke engang dér: det skal ende med at Han står hos dem igen og rækker hænderne frem og viser dem fødderne – og de vil røre – men de bliver selv berørt – og de forstår, at de er tilgivet – nu først forstår de for alvor – (og de ser på hans hænder og de tænker, at det er som tjørnen, der må søge vandets spor under den stenede jord – det er som tjørnen med dens blinde, hvide rødder – det er som tjørnen, hvis grene suger vandets spor op i sig og med ét får knopper og blade og blomster – sådan er det med hans hænder – og det er som om Peter kan dufte tjørnen i de hænder) – og Peter forstår: måske jeg ikke kender ham, men han kender mig - nej, ikke engang dér skal det ende – for det skal ende med, at de spiser sammen igen – og Jesus spørger Peter, om Peter har ham kær – og Peter svarer: ”Ja – ja, jeg har dig kær” og så siger Jesus til Peter: ”Så vogt mine får.” Dér skal det ende. Det skal ende med, at Jesus spørger ham tre gange: ”Har du mig kær?” – og Peter svarer tre gange ”Ja, jeg har dig kær” – og en hane i det fjerne strækker sig på tæerne og basker med vingerne – er det nu, den skal gale? Der skal det ende.

Nej, ikke engang der.

For det skal ende med, at Han siger, at Han vil være her alligevel, selv om Han forsvinder – og så forsvinder han, til himmels, ufatteligt som Han er kommet – har levet her – alt ufatteligt – og så alligevel: tydeligt – øjne, der misser i det nye lys.

Nej heller ikke dér – det skal ende med pinsedag – angst og forladthed – mænd med barkede næver kryber sammen i afmagt – tavshed – åndenød. Og Gud bøjer sig over huset og blæser dem et livsstykke – blæser ånd og liv gennem låsede døre – og som en sommerfugl, der ved ukendte kræfter bryder ud af sin puppe og folder vingerne, folder sine drømmes faner ud mod himlen, bryder alle – også Peter – ud på gaden – følg mig – videre og videre med hans liv i kroppen.

Og Peter løber over støvede veje – sandede strande – han snubler – Jesus siger: elsker du mig – tre gange – elsker du mig – og Peter løber og snubler – og så dét blik – Jesu blik, der ikke tæller de gange, han snubler – følg mig – og så det blik, der tæller de skridt han tager. ”Peter, jeg ser dig – jeg ser, hvordan du igen og igen snubler – og jeg tæller kun de skridt, du tager – ikke de gange, du snubler og falder.”

Peter på vej – og han snubler og han falder - og han bliver rejst op igen og igen - der skal det ende.

MUSIK

Nej ikke engang dér – det skal ende med rejserne, alle brevene – det skal ende med alle de store diskussioner – Paulus, Filip, Johannes – og så Peter – hvordan var det nu – hvordan ku´ det lade sig gøre – diskussionerne om, hvem der er hellig og hvem ikke – hvem der skal dømmes og hvem der bliver frelst – nej, ikke engang der.

Det skal ende med myrderierne – korstogene – børn, der får stjålet deres livsmod - børn, der kun kan græde, når det regner – børn, der kun kan græde, når det regner – det skal ende med mænds arme, der rives af – Peter, der bliver pint – smertelige skrig fra kvinder: bål og brand – bunker af lig fra lejre så grå – negle, der rives af og sjæle, der brydes ned. Massegrave og en ensomhed som et splintret glasskår.

Elsker du mig, Peter, elsker du mig – så følg mig.

Jeg går forud for jer til Galilæa – og fortæl for himmel og jord – fortæl om mig.

Dér skal det ende – så det skal ende hos dig og hos mig – dér ender det og dér begynder det.

Og vi ser ham for os - han drager igen videre mod Galilæa – og han tager derfra igen – sagtmodig – den sidste rejse.

Og meget når han på turen – mødre bærer små børn hen til ham – han lægger hænderne på dem og forkynder, at himmeriget hører dem til – himlen på jord – og én kommer og vil have evigt liv gennem sin godhed – men kun én er god, svarer Han.

Hvad så, spørger manden – jo hold buddene – det har jeg gjort, siger den fremmede – så sælg hvad du ejer og følg mig – og da de er på det sidste stykke vej op til Jerusalem råber to blinde ad ham fra vejkanten: forbarm dig over os, skriger de og de bliver ved - og nogle truer ad dem – men de skriger håbet ud – ligeglade med trusler – Herre forbarm dig over os – og han standser og spørger hvad de vil – hvad han kan gøre for dem – og de be´r om at kunne se – og han kommer hen til dem og de kan se – og de følger efter ham – og så er han her – i dag – følg mig og gå ud i verden, siger han – og det er nu – lige nu – det er her, det ender – og begynder.

Han rækker hænderne ud mod os og siger: hold budene – sælg hvad du ejer og følg mig – giv den nøgne klæder, mæt den sultne – tag jer af den syge – besøg den ensomme – ja, elsk jeres fjender – og vi ved, at det kan vi ikke – vi kan ikke. Dét ender aldrig.

Og til Peter siger han: ”Følg mig, Peter – men ligegyldigt om du følger mig eller ej: jeg følger dig - jeg tæller de skridt du tager – ikke de gange du snubler.” Og da indhenter han Peter med sit blik – og tilgiver ham og alle os andre vore svigt og al vores fortræd.

Og vi ved, at han allerede har gjort det – og han siger, at han vil gøre det igen – hver eneste dag – hver time – hvert øjeblik – kommer han imod os – sagtmodig, med sejren over det meningsløse, angsten – fortvivlelsen og døden.

Hvert øjeblik kommer han imod os – og her skal det begynde. Og så vender han sig ud mod verden og så siger han: ”Følg mig!”

Men hvor skal dét så ende – og hvis vi følger ham, tør vi så tro, at han tæller de skridt vi får taget – og ikke de gange vi snubler…?

Hvor skal det ende?

MUSIK

2. påskedag

Link til dagens gudstjeneste: linket er aktivt kl. 10.00

https://www.youtube.com/playlist?list=PLAV2YS-NrywUGlxG0OjQYpm8-0ij4OOU2

Prædiken til 2. påskedag

Siden Marias Bebudelsesdag har vi hørt om det, der ikke kan ske – og som så alligevel sker. Sådan har vi forberedt os på det, der sker påskemorgen.

For ufrugtbare kvinder som den gamle Sara kan ikke føde børn – og det var så det, hun gjorde.

Og jomfruer kan ikke blive gravide, og det er så det, der sker med Maria.

Og det utilgivelige kan aldrig tilgives – sådan siger vi, derfra hvor vi står - og det er så det, der sker, da Jesus hænger dér på korset langfredag og siger: ”Tilgiv dem...”.

Og døde kan ikke blive levende – og det er så det, der sker påskemorgen.

Og sådan har vi de sidste uger forberedt os på påsken – vi har fået det ene modbillede efter det andet – modbilleder til det, vi ser fra det sted, hvor vi står – modbilleder til det, vi oplever: nemlig, at det hele er en overgang fra liv til død. Og: at sygdom og død og splid og fortræd truer os hver eneste øjeblik.

Vi ser kun døden fjerne mennesker fra os.

Sådan som kvinderne og disciplene så det, efter langfredag. De oplevede døden fjerne deres Herre fra dem.

Kvindernes erfaring rakte ikke videre end til døden. Ligesom vores erfaring heller ikke gør det. Vi ser også kun døden fjerne mennesker fra os. Og ikke kun den fysiske død. Vi kan bare tænke på alle de livsmuligheder, vi ødelægger for hinanden – alt det håb, vi slår ihjel i hinanden – med en bemærkning, et blik – der skal så lidt til. Også her – i vores liv med hinanden – ser vi kun døden fjerne os fra hinanden. Vrede. Svigt. Savn. Sorg. Fortræd.

Den walisiske digter, Dylan Thomas´digtning er en protest mod døden – og en insisteren på liv – en længsel efter liv – et råb efter betydning – midt i det fuldstændigt meningsløse i, at alting går fra liv til død. At vi bliver syge og dør – tilfældigt og helt uden nogen mening. Og at vi hele tiden har det med at ødelægge hinandens livsmuligheder – og at vi mister hinanden. En af de stærkeste protester kommer til udtryk i digtet ”Gå ikke ydmygt ind i den gode nat”

Læsning af ”Gå ikke ydmygt ind i den gode nat”

Dylan Thomas skrev ”Gå ikke ydmygt ind i den gode nat” til sin dødende far. Her bliver døden beskrevet som et vilkår – sådan er vores livsforløb, det går fra liv til død, men samtidig nærmest råber digtet et aggressivt motto: Rás, rás imod lysets død,som en regulær protest mod døden.

Thomas forlanger raseri og vilde tårer af sin læser. Ingen stille accept af det, der ikke er til at undgå: ”Råb mod intetheden”, insisterer han. Thomas vil se frustrationer, for hvis man accepterer døden, er man først for alvor færdig.

Dylan Thomas´ digtning er ikke bare en protest mod døden. At liv går mod død. Digtningen er også en vidunderligt smuk og poetisk beskrivelse af en længsel mod barndommens land – hvor barnets forunderlige blik hvert eneste øjeblik forvandler tiden, der går mod død og undergang, til et nærvær, der får alt dødt til at live op. ( Læs hans stærke digt ”Fern Hill” og lad de ord følge dig, når du går fra påsken og ud i verden – ud i alt det konkrete – ud i det liv, der opleves, som om det kun går fra liv til død – læs ”Fern Hill” og tag ordene med dig.

Så Dylan Thomas insisterer – på tværs af al sund fornuft – og på tværs af vores begrænsede blik på vores verden og vores liv - han insisterer på, at det hele dybest set er en overgang fra død til liv. Det bliver den ”trosretning”, han bekender sig til med sin lidenskabelige og intense og grænsesprængende poesi.

Og på den måde lægger hans digtning sig – bevidst eller ubevidst – i forlængelse af den trosretning, som Kristus udstikker: nemlig den retning, der går fra død til liv.

Den troende er et menneske, der bevæger sig modsat det konkrete livs ubønhørlige retning fra liv og til død. Den troende bevæger sig omvendt – fra død til liv. Vi skal om lidt synge den første del af salmen ”Hvad er det at møde den opstandne mester”. Og at møde den opstandne mester, dét er at tage det modbillede med sig: nemlig at Gud kalder liv frem dér, hvor alting med menneskeøjne kun ser ud til at gå fra liv til død. Og tage det modbillede med sig, at døden ikke kun er ødelæggelsens og destruktionens sted, for dét er døden også – men at døden også kan være forvandlingens sted.

Vi synger ”Hvad er det at møde den opstandne mester”

Vi sætter pris på den tid, vi hver især får – og den tid, vi får med hinanden. Vi oplever ikke vores liv som en selvfølgelighed, men som en gave, som vi hver morgen får af en gavmild giver. Det gælder vel især, når vi – som nu – bliver revet ud af vores vante rutiner og oplever utryghed og ser ind i en fremtid, vi ikke kan forudse noget som helst om. Så oplever vi, at livet og dét, at vi har hinanden – at dét ikke er nogen selvfølge.

Og så erkender vi – måske – at vi kender kun livet gennem hinanden og ved hinanden. Det sletter døden ikke ud. Og det forhold vender Det Nye Testamentes kristendom ikke op og ned på.

Det er ellers tit blevet forstået på den måde. Man har tænkt, at jo længere man var fra livet i verden, desto nærmere var man Kristus.

Jeg tænker, at det forholder sig lige modsat – jeg tænker, at det forholder sig på den måde, at jo nærmere vi er på livet i verden, desto nærmere er vi også Kristus. Jo nærmere vi er på livet i verden, desto mere har vi brug for Kristus. - og alt, hvad han bragte ind i verden. Tilgivelse. Barmhjertighed.

Eller som det er sagt slagordsagtigt: troen er ikke en frelse eller befrielse fra livet i verden – men en befrielse til livet i verden. Troen er en befrielse til det vidunderlige og til det besværlige – fordi trosretningen fra påskemorgen er retningen fra død til liv – også i vores vidunderlige og besværlige liv med hinanden.

Så troen er ikke først og fremmest at give sig hen til momentane nedslag af livsintensitet. Troen er ikke først og fremmest henlagt til tidspunkter, hvor vi på en helt særlig måde føler, at vi lever – i nuet eller i særlige stjernestunder. De øjeblikke skal vi endelig ikke forsømme – og det gør vi heller ikke - som regel – for de øjeblikke er så ligetil at give sig hen til.

Men troens liv, det evige liv er et liv, der har sin udstrækning i tid – fuldstændigt ligesom det biografiske – fuldstændigt ligesom vores livsforløb – men i modsætning til vores livsforløb fra fødsel til død, så går det evige liv ikke mod død. Det evige liv er et liv, der har lagt døden bag sig.

Vores gudstjeneste bygger på den dybe indsigt, når vi rejser os bevæger os frem mod den døde og opstandne Kristus, når vi går til alters. Og her, ved alteret, her tilsiger den korsfæstede og opstandne frelser os så vores synders forladelse og ønsker fred med os på vores videre færd. Ved alteret vender vi om og går tilbage. Og vores liv har fra nu af retning mod alle de veje, der kan gås her i verden – mod livet – altså det liv, der venter på os - og ikke mod døden. Til et uforfærdet liv – på trods af bekymringer – på trods af fortræd – på trods af truslen fra synlige eller usynlige fjender. På trods.

Læsning af ”Og døden skal ikke have nogen magt”

Når vi går ind i kirkerummet, går vi med hele vores livsforløb og vores egen historie i ryggen og op mod alteret. Vi går med det liv i ryggen, der hvert eneste øjeblik er en overgang fra liv til død – det liv, der hele tiden trues af indre bekymringer og alskens ydre ulykker og fortrædeligheder.

Når vi om lidt modtager Guds velsignelse, bevæger vi os  modsat  vores eget livsforløbs ubønhørlige retning fra liv til død.

Vi bevæger os i tros-retningen. Så vi går ud af kirken med ryggen til den korsfæstede – vi går med det liv i ryggen, der fortæller os, at på tværs af vores erfaringer fra vores liv, så går trosretningen fra død til liv. Vi går med det opstandne liv i ryggen.

Velsignelsen er ikke bundet til noget sted. Velsignelsen er bundet til os mennesker – os, der forlader kirkerummet for at begive os videre ud i livet.

Vi ser døden tage vores elskede fra os – og vi bekymrer os for, om vores kære rammes af sygdom og ulykker og død - og vi ser døden ødelægge livet mellem mennesker – vi ser mennesker ødelægge hinandens livsmuligheder. Når vi går ud af kirkerummet med velsignelsen i ryggen tager vi det løfte med os, at Gud kalder liv frem, selv dér, hvor vi ikke troede, at det var muligt.

Det er et løfte, vi kan tage imod og vi kan tage det til os – eller vi kan lade være.

Det er et løfte, der helt er udleveret til os.

Påskedag

Menighedsrådets påskeandagt påskemorgen

https://www.youtube.com/watch?v=fOjEGz9AIi0&t=203s

Link til dagens gudstjeneste:

https://www.youtube.com/playlist?list=PLAV2YS-NrywWFDEzLHyFfGa4P6qRjxNlF

Prædiken Påskedag 

Der kredser en rovfugl over Jesu skæbne allerede fra Palmesøndag. Den har fulgt os lige siden. Det begynder med glæden over alt det, han siger og gør – med salmesang og palmegrene – en glæde, der dog hurtigt bliver forstyrret af mistroiske stemmer og Marias forudanelse om, at der er en fare, der truer derude – et sted i fremtiden.

Der kredser en rovfugl hen over alting.

For Jesu skæbne udfolder en række begivenheder, der er så voldsomme og smertefulde, at de kalder, ja nærmest skriger på modbilleder, der lade os forudane, at der er et håb, et lys derude et sted. Så vi forudaner, at smerten og ensomheden og rædslen og angsten er det mørke klæde, som påskemorgens opstandelse syer sit smukke og lysende silkemotiv på.

Sang og musik kan være med til at skabe modbilleder af håb for os, er endnu en af Lisbeth Smedegaard Andersens stærke salmer - nemlig ”Det gik så let at dømme ham”.

Salmen er opstået, efter at Smedegaard Andersen i en avisartikel for mere end 20 år siden læste en reportage fra en afrikansk lejr for børnesoldater. De unge krigere var blevet indfanget af en milits, der havde givet dem geværer og knive i hånden med det valg at dræbe andre – eller selv blive dræbt. Hun fortæller selv: ”Da krigen så var slut, havde de oplevet ting, som ingen børn burde opleve. Ingen ville kendes ved dem, og de havde ingen steder at vende tilbage til. De strejfede rundt, ind til de blev samlet i lejre. En af drengene blev spurgt, hvad krigen havde gjort ved ham. Så sagde han: ”Jeg leger ikke mere – og jeg græder kun, når det regner...”.”

Og så siger hun videre: ”Da jeg læste det, tænkte jeg, at dét er billedet af en verden, hvor der ikke er nogen godhed og ikke noget håb. For hvad betyder det, når han kun græder, når det regner? Det kan betyde, at han ikke har flere tårer tilbage – men det kan også betyde, at han kun kan græde, når det regner, fordi ingen så kan se, om væden i ansigtet skyldes regndråber eller tårer. Sådan en hårdhed og en ødelagt barndom er noget af det mørkeste og mest forfærdelige, man kan tænke sig.”

Vi synger ”Det gik så let at dømme ham”

Til slut i Smedegaard Andersens overvejelser over den stærke salme, siger hun: ”Salmen handler om, at det var nemt at dømme ham, da først man fik begyndt. Der var ingen, der protesterede – der var ingen, der takkede ham – og der var ingen, der kendte himlens konge bag ved blod og tornekrans. Og der var slet ingen, der tænkte på, at da han sagde ”tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, der havde han faktisk gjort det, han var kommet for.”

Og så handler salmen om, at i vores verden kaster døden altid en skygge ind i livet – døden kaster altid en skygge ind i vores liv – døden er der altid, et eller andet sted – også, når vi tænker mindst på det. Som den svenske digter, Tomas Tranströmer skriver det: ”Midt i livet hænder det, at døden kommer – og tager mål af mennesker. Det besøg glemmes – og livet går videre. Men tøjet sys i det stille...”.

Så døden er – og vi får aldrig hold på dødens magt – vi får aldrig hold på det ondes magt – vi får aldrig hold på det, der splitter alt det dyrebare i livet ad – det, der ødelægger kærligheden mellem mennesker og slår dét ihjel, som vi længes efter og drømmer om.

I slutningen af sit liv blev Tranströmer ramt af et slagtilfælde, der lammede ham i den ene side af kroppen og førte med sig, at han fik svært ved at tale, så andre kunne forstå ham. Men skrive, dét kunne han stadig.
I samlingen For levende og døde findes prosadigtet, Madrigal Note:

”Jeg arvede en mørk skov, hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag, hvor de døde og de levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb.
De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed.
Jeg arvede en mørk skov, men i dag går jeg i en anden skov, den lyse. Alt det levende, der synger, slynger, vifter og kryber!
Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tøjsnoren.”

Vi synger ”Det sused af vinger i luften”

Det er påske med vild opstandelse – og er et opstandelsesliv ikke lige netop at leve i verden med fødderne på jorden, men også med sindet rettet mod alt det høje? Vi kender verdens trængsler – vi har fået dem uhyggeligt tæt på - vi ved godt, at der ude i verden findes alt for mange mennesker, der skal bære en byrde, som ingen burde bære – vi ved godt, at der ude i verden går alt for mange børn omkring, der kun kan græde, når det regner - men vi kender også glæden i verden. Mørket og lyset kender vi.

Er et opstandelsesliv ikke netop at lægge den mørke skov bag sig og nu gå ind i den lyse, levende skov? Vi ved godt, at der også er en mørk skov, tæt på os, en skov, hvor lyset ikke trænger igennem til os – en skov, som vi kunne kalde Langfredagsskoven.

Om den mørke skov siger Tranströmer, at den er arvet. Den er altså på en eller anden måde et vilkår, som er givet med vores liv. Hindringer for glæde og ligefremhed. Lidelse og død. Angst. Mørk skov.

Men døde og levende vil en dag bytte plads, skoven sætte sig i bevægelse. Det betyder vel, at dødens grænse er brudt; der sker omvæltning og udveksling, bevægelse, forvandling. Og hvis den mørke skov kan kaldes Langfredagsskoven, er den lyse Påskemorgenskoven: ”Vi er ikke uden håb”. Bevægelse, håb: Død og mørke holder os ikke fast, vi er i forvandling. ”Det er forår”, som der står senere i digtet.

Vi får ikke hold på det ondes magt: ”De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente.” Og ligesom det alvorligste onde ikke lader sig afklare til bunds, så er der tilsvarende - sådan ser digteren det - en stor, uopklaret kærlighed et sted i vore liv. Uopklaret: uudgrundelig, uden synlig ende, uden begrænsning.

Det kan ikke være andet end den store, uopklarede kærlighed, som kalder forvandlingen frem, bevirker håbet og gør, at jeg ikke er overladt til den mørke skovs dystre magt - ikke er låst fast i de arvede vilkår, heller ikke i arvesyndens, men jeg kan vælge”i dag”at gå ind i den lyse, levende skov. Dér er det grøde-tid, ”luften er meget stærk” – luften, vinden, som i evangelierne er billede på Ånden, der blæser, hvorhen den vil. Guds ånd. Jeg kan gå derind ”med eksamen fra glemselens universitet”, selvforglemmende, overladt til tomhændet at tage imod som et lille barn – lykkeligt ”tomhændet som skjorten på tørresnoren”. Jeg er i skoven, hvor det livgivende lys trænger ind, hvor livet og lyset modtages som betroet gave, og der er vækst. ”Det er forår og luften er meget stærk.”

Men igen trænger Tranströmers korte digt sig på: ”Midt i livet hænder det, at døden kommer og tager mål af mennesket. Det besøg glemmes og livet går videre. Men tøjet sys i det stille. ”

Lige nu kan vi fornemme alt det ubærligt hårde og barske i livet og troens skønne håb som to meget forskellige sandheder, og vi kan være splittede, men som det lyder i et sidste Tranströmer-digt:

”To sandheder nærmer sig hinanden. En kommer indefra, en kommer udefra, og hvor de mødes, har man en chance for at se sig selv.”

Vi synger ”De sov kun lidt om natten”

Som nogle af de sidste modbilleder mod død og umenneskelighed vil jeg lade jer få del i en digtkreds, som Tranströmer har ladet kalde ”Kyrie” og ”Postludium”:

Egentlig begynder opstandelsesfesten lørdag aften, påskeaften – for i løbet af påskenatten mellem lørdag og søndag bliver vi i takt med, at lyset bryder igennem påskemorgen draget ud af den sandhed, som vi alle sammen lever i og sanser, nemlig at alt levende skal dø, til den virkelighed, at alt, hvad der er Guds, skal leve, uanset om det så dør.

Det er, hvad Tranströmer ville kalde en eksistentiel virkelighed. I den eksistentielle virkelighed tumler og kæmper vi med alle de spørgsmål, vores liv rejser. Her er det konkrete sjældent nok og tilstrækkeligt til at vi kan finde en mening i vores tilværelse. For i det konkrete går alting fra liv til død – og giver det nogen som helst mening?

Og her kommer alle modbillederne os til hjælp – også Tranströmers stærke modbilleder – sådan som hans digte med deres billeder åbner til det virkelige. For Tranströmer var dét ikke nødvendigvis det religiøse. Men han peger på noget, vi er fælles om, uanset hvad vi tror eller har som grundlag for livet.

Det gør de to digte også, som jeg vil lade os tage med os ud i påskelyset. Digtet ”Kyrie” er ikke et religiøst digt. Alligevel berøres det religiøse ved at bære titlen ”Kyrie” - det betyder ”herre”. Kyrie er en anråbelse, der bruges i alle gudstjenester, hvor Gud anråbes om at forbarme sig, om at være os nådige og om at frelse os fra, ja netop, fra døden. Døden viser sig for os som den konkrete død. Hyppigere viser den sig som angst, sådan som Tranströmers digt viser.

KYRIE

Undertiden slog mit liv øjnene op i mørke.
En følelse som om folkemasser drog gennem gaderne
i blindhed og uro på vej til et mirakel,
mens jeg usynligt bliver stående.

Som barnet falder i søvn med angst
lyttende til hjertets tunge skridt.
Længe, længe til morgenen sætter strålerne i låsen
og mørkets døre åbner sig.

Mon der er en eneste af os, som ikke kan genkende dét som sit eget? Ikke bare én gang, men af og til. Det er som en påskenat, der kommer til os igen og igen. Angst, mørke - eksistentiel kulde. Søvnen vil ikke komme over os og skaffe os hvile. Hvileløse og orienteringsløse ligger vi. Eller vi står op og går rastløse rundt i det indre mørke, der har sænket sig. Og så sover vi kun lidt om natten...

De timer føles meget lange, inden solens stråler åbnede mørkets døre - så vi kunne se, hvad der foregik.

Og vi forsøger så igen at tilegne os tilværelsen og livet – og dét forsøg kan tage sig ud, som Tranströmer skildrer det i digtet

POSTLUDIUM

Jeg slæber som et vod over verdens bund.
Alt det jeg ikke behøver sætter sig fast.
Træt indignation, glødende resignation.
Bødlerne henter sten, Gud skriver i sand.

Tavse rum.
Møblerne står flyvefærdige i måneskæret.
Jeg går sagte ind i mig selv gennem en skov af tomme rustninger.

De tomme rustninger kan tolkes som alle vores forsøg på at skabe mening i tilværelsen og alle vore forsøg på at beskytte os. De er tomme. Og gennem livet har vi tit beskæftiget os med det mindre væsentlige. Vi har trukket ”vod over verden bund”. Vi har fået noget med, som er til ingen verdens nytte: forurettelse og opgivelse og modløshed. Og dernede på tilværelsens bund henter bødlerne de sten, som de vil stene alle dem med, der falder uden for. Hvad er Guds svar? Jo, det er det samme, som Jesus gav dem, der ville stene en kvinde, som de greb i utroskab. ”Den, der er ren, kan kaste den første sten”, sagde han, mens han skrev i sand.

Hans sandhed viskes ud fordi den er skrevet i sand – vi kunne også sige, fordi den er skrevet i vores menneskehjerter - og dén sandhed skal tilegnes igen og igen. Og derfor kan vores liv sammenlignes med en påskeaften mellem Guds løfte til os og forløsningen eller opstandelsen. Opstandelsen er allerede kommet, og den er endnu ikke kommet. Den er i sin vorden.

Og som de mennesker, vi alle sammen dybest set er – på vej i påskenattens hvileløst vandrende mellem tvivl og tro, med tanker, der kører i ring – med angsten som den magt, der driver én og med en forløsning, der møder én dér, i morgenlyset – kan vi bære Tranströmers ord med os , når vi går herfra og møder verden i påskelyset – de ord, der tilsammen danner det skønne digt ”Romanske buer” - med modbilleder, med opstandelsesbilleder mod alt det umenneskelige og håbløse i verden – modbilleder mod alt det, der gør os angste og bekymrede:

”Inde i den store romanske kirke stod turisterne tæt i halvmørket.

Hvælving gabende bag hvælving og intet overblik.
Nogle lysflammer blafrede.
En engel uden ansigt omfavnede mig
og hviskede gennem hele kroppen:
"Skam dig ikke over at du er menneske, vær stolt!
Inde i dig åbner hvælving sig bag hvælving i det uendelige.
Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være."
Jeg var blind af tårer
og blev skubbet ud på den solsydende piazza
sammen med Mr. og Mrs. Jones, hr. Tanaka og Signora Sabatini 
og inde i dem alle åbnede hvælving sig bag hvælving i det uendelige.”

Langfredag

Link til dagens gudstjeneste:

Langfredag: https://www.youtube.com/watch?v=nWOS8Apw9HY

Prædiken til Langfredag

Langfredag er bristefærdig af ensomhed, fravær, angst, mørke og død.

Og det er, som om der ikke er noget at stille op overfor altings ubønhørlige retning mod tortur og spot - og smerte og død. Det er, som om der siver mørke ind i verden fra alle steder. Og midt i dét mørke – midt i altings tomhed – må vi spørge: Hvor er de ord, vi kan værne os med, når vi hører om blodet, der strømmer ud af kroppen og om livet, der langsomt siver ud – når mørket kryber ind i os gennem vores sinds sluser. Hvor er de modbilleder, der kan værne os mod alt dét?

For mørket har magten, og det er som om alt liv forsvinder ind i tomheden.

Et modbillede kunne i dag være Søren Ulrich Thomsens ”Henover himlen”:

"Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død."

Henover himlen - et modbillede at tage med sig ind i langfredags mørket – et modbillede, der måske gør, at vi tør gå ind i dét mørke – tage det på os som en del af vores eget liv – både det, der er i os selv og det, vi ser omkring os, hvor vores erfaringer ikke rækker videre end til, at alting gør fra liv til død – fra lys til mørke.

Søren Ulrich Thomsen giver os endnu et modbillede at gå ind i langfredagsmørket med:

”Mørket blæser fra et hul i himlen - mørket farer sammen - lyset stråler fra en sprække under armen - lyset styrter ned i jorden.”

 

Skærtorsdag

Links til dagens gudstjeneste:

1/3 skærtorsdag 
https://youtu.be/dVyJjTK7kh8

2/3 Skærtorsdag
https://youtu.be/oq9gNU80tok

3/3 Skærtorsdsg
https://youtu.be/CN0qWfxLXGg

Prædiken Skærtorsdag 

Det utilgivelige kan aldrig tilgives – sådan siger vi i vores verden. For det er sådan, vi oplever vores mellemværender med hinanden i det liv, vi lever sammen: at døden på et splitsekund kan indtræffe i vores liv med hinanden, hvis den ene part i mellemværendet pludselig slår hånden af den anden – og afviser enhver form for forsoning.

Palmesøndag hørte vi, at nu rider den sagtmodige rytter så ind i hjertet af alt det: forræderi, svigt og bristede forventninger – og kun fem dage senere skal han blive udleveret af sine banemænd og henrettet – for lige inden sin død at sige: ”Tilgiv dem, for….”

Og med den fortælling har vi fået et modbillede til den måde, vi ser på hinandens forhold, når vi forråder og svigter og gør hinanden fortræd – vi har fået et modbillede at se på vores verden gennem – hver gang vi siger, at ”Det utilgivelige kan aldrig tilgives”.  For sådan oplever vi så tit, at verden ser ud.

I aften får vi et modbillede, der  kan få os til at tænke nærmere over, hvad det dybest set er, vi bygger vores fællesskaber på.

For når vores fælles liv mødes af en fælles fjende – en usynlig fjende som klimakrisen eller coronakrisen – eller en synlig, sådan som vi oplever det, når vores fællesskaber bliver truet på grund af terrorisme eller af diktatorer, sådan som det skete her i landet for nøjagtigt 80 år siden i dag – når vi trues på den måde, ja, så samles vi og så synger vi og så oplever vi et fællesskab, som nogen måske kan blive lidt ”klemte af” - for hvad bygger vores fællesskab så dybest set på – og hvad sker der med fællesskabet, når den ydre fjende er væk.

I aften får vi så et forbillede – som der ikke er noget som helst fællesskab, der kan leve uden – hvis fællesskabet skal overleve en ganske almindelig virkelighed med svigt og fortræd – når den almindelige dagligdag igen melder sig – efter at truslen (eller truslerne) er væk.

Så i aften vasker Vorherre disciplenes fødder.

Og på den måde bliver han et forbillede – og et afgørende modbillede til vores såre menneskelige forestillinger om, hvad der bærer vores fællesskaber og hvordan vi kan få genoprettet vores mellemværender, når det utilgivelige er indtruffet i vores verden. Og han bliver et modbillede, som vi kan se vores liv gennem, hvis vi en dag spørger os selv og hinanden: er der andet og mere at sige om vores fællesskab, end det, vi sådan lige kan blive enige om i fællesskab – eller bliver det båret af noget mere, fællesskabet? Og hvis det gør: hvad er det ”mere” så?

For når det gælder tilgivelse og forsoning – og når det gælder den rigtige ydmyghed overfor livet og når det gælder dét at tjene andre, var han et forbillede, Vorherre. Og i Johannesevangeliets helt særlige udgave af påskemåltidet vasker Jesus sine disciples fødder. Han siger selv som ”et forbillede” at han vasker deres fødder ”for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Ud over det har vi så i den kristne menighed sagt om Jesus, at han er Guds søn. Og så er det, at vi gerne vil forstå, om Jesus er Guds søn ved dén såkaldt forbilledlige ydmyghed og det forbilledlige tjenersind – eller om det er som påskens lidende, døende og opstandne, at han er Guds søn. Eller nej, det er snarere sådan, at vi gerne vil forstå, hvordan det hænger sammen. For pointen er nok, at det hænger sammen.

Hvis vi tænker, at Gud har valgt at forsone sig med sin skabning – med os mennesker – ved at sende sin søn, så får vi ikke bare besked med evangelierne om, at det er sket – men vi får også besked om, hvordan den forsoning ikke bare er kommet til verden - men er kommet til verden for at blive.

Hvis forsoningen kun bestod i, at Guds søn led og døde og opstod, ja så ville evangeliet bare være en af mellemøstens mange lidelseshistorier, der kun adskilte sig ved at påstå, at der bag dén her udgave stod en krænket Gud, der krævede sit offer. Og sådan er forsoningen da også tit blevet forstået – og jeg skal ikke være den, der siger, at det er forkert – for hvad skal man i det hele taget sige om den her mærkelige historie?

Så jeg skal ikke være den, der siger, at det er forkert - men min Gud er det ikke – for min Gud er ikke en krænket Gud, der kræver ofre. Og jeg kender først min Gud, når jeg kender hele Jesu historie – og så kender jeg først min Gud, når jeg tør tænke, at det er dén Jesus, der har sat ydmygheden og tilgivelsen og barmhjertigheden i verden  - at det er dén Jesus, der nu her i påsken lider og dør og opstår. Han giver afkald på enhver form for magt og han går i døden for dét, han har levet for. Og med opstandelsen påskemorgen gør Gud alt det, Jesus har levet for, til sit eget kendetegn. Man kunne sige det på den måde, at dét at Gud kommer til verden – dét er ikke noget, der kun sker den ene gang – for det er en begivenhed, der sker fortløbende. For det Gudsrige, Jesus forkyndte og udfoldede i sit liv og i alt det, han gjorde – dét Gudsrige løber videre blandt mennesker, der tør tro, at Gudsriget kommer til syne netop i ydmygheden og i tilgivelsen og ved at vise barmhjertighed. Det er dét ”mere”, som ethvert menneskeligt fællesskab lever af – hvis der ikke skal gå enten selvtilstrækkelighed i det – eller strid og kævl og uforsonlighed.

Man kunne også sige, at ligesom vi bekender os til ”Jesus som Kristus” - altså at mennesket Jesus var Gud – sådan bekender vi os også til, at ”Kristus er Jesus” - altså at den Gud, der tager Jesus til sig i døden og opstandelsen – og med dét også adopterer hans liv som sit eget – kaster sit lys ind over Jesu liv, sådan at Jesus kan lyse for os som sit sande guddommelige billede – og forbillede.

Med fortællingen om Jesu fodvaskning bliver påskens samlede fortælling ikke bare en historisk efterretning – påskens fortælling bliver også begyndelsen på en proces og et forløb, der ikke har nået sin afslutning endnu. Det er Jesu forvaskning billedet på.

I sig selv er fodvaskningen så enkel i sin symbolik, at vi næsten ikke orker at bruge tid på den. Her får disciplene altså vasket fødder, så de er klar til at stikke af – Judas, Peter og alle de andre. Og i stedet for at afvise sin banemand, Judas – eller forklare sig overfor fornægteren Peter, ja så understreger Jesus med tjenerens opgave – nemlig at vaske gæsternes fødder – så understreger Jesus dén samhørighed og dét fællesskab, som han allerede har oprettet med måltidet. Evangeliet fortæller både den meget menneskelige historie om, hvordan vi løber hver til sit, når tingene spidser til – og så fortæller evangeliet også historien om Jesus, der insisterer på at blive sammen med sine disciple, selv om de både vil svigte ham og forråde ham. Han bliver i dét rum, der på trods af forræderi og svigt rummer muligheden for forsoning. Netop fordi han bliver i rummet.

Vi synger ”Herre, du vandrer forsoningens vej”

Vi mennesker, vi bliver til dem, vi skal være i relationer – altså i forhold. Det er jeg sikker på, selv om vi for det meste bliver tilskyndede til at finde os selv ”i splendid hver-for-sig-hed” som en yngre kvinde sagde det for nyligt til mig i en samtale om hendes drømme og ønsker om at shine” og ”gøre en forskel”.

Vi finder os selv ”i splendid hver-for-sig-hed” - vi er hovedperson i hver vores show, hvor ”den andre” kan være heldige at avancere fra at være tilskuere til at være statister. Og personlige kriser tvinger os ikke sammen – men tværtimod tvinger personlige kriser og mange gange længere fra hinanden, selv om forsoning efter al sandsynlighed forudsætter, at man netop bliver sammen – noget, som det der ud til, at historien om fodvaskningen lige netop forudsætter.

For få år siden var der en norsk teolog og fængselspræst, der udgav en bog om forsoning – og bogen indledte med en spændende iagttagelse – nemlig dén, at vi sandsynligvis slet ikke kan tale isoleret eller abstrakt om forsoning. Forfatteren sammenligner dét at tro, at man kan forsones isoleret fra alle andre – han sammenligner dét med dem, der vil lære at spille skak ved at lære om hver enkelt brik for sig. Og det kan man ikke, siger han. For ligesom vi kun lærer skak ved at spille spillet, sådan lærer vi også kun om forsoning ved at se på – eller deltage i de ”spil” og det samspil og de processer, der fører til forsoning. Den norske teolog tager udgangspunkt i interviews med tre mænd, der på hver sin måde har haft en ekstrem og voldelig opvækst. De er blevet til dem, de er, i voldsomme opgør med deres fædrene ophav. Den ene har slået sin far ihjel. Og de tre mænd, der er blevet dybt krænkede af voksne, som skulle have beskyttet dem – de tre mænd skal forsone sig både med deres opgør og med hele deres historie. Og pointen er, at forsoningsprocesser, der ellers skulle se ud til at være umulige, at de forsoningsprocesser kommer i stand, der hvor de forurettede konfronterer deres historie og holder fast i relationerne – uanset, hvor forfærdeligt og rystende det så er for dem at fastholde deres relation. Forsoning er et begreb, der har med relationer at gøre, selv nå det er ”mig selv”, som ”jeg” skal forsone mig med, når jeg´et skal blive en del af min historie.

Påskefortællingen kender begge veje – både disciplenes vej, der går i retningen væk fra konflikten – og Jesu vej, der nagles til konflikten. Med fodvaskningen giver Jesus os et enkelt forbillede – sådan at vi uden videre kan fortsætte det forløb, som Jesus ikke afsluttede med sin død – det forløb, som han satte i gang med sit liv. Jesus tilgav sine disciple og han viste det ved at spise sammen med dem og vaske deres fødder. Han fastholdt deres forhold på en overraskende og helbredende måde. Han tilgav.

Tilgivelse og forsoning er så i øvrigt ikke det samme.

Tilgivelsen er altid en frivillig gestus, der ikke er begrundet i noget – og en gestus, som det kun er den krænkede, der kan give sin gerningsmand eller krænkeren af egen fri vilje og ved egen tilskyndelse. Man kan ikke kræve tilgivelse – og man kan heller ikke opfordre til tilgivelse.

Forsoning er så noget, der sker i et mellemværende, hvor man igen har fundet ud af at nære tillid til hinanden. Man har sagt, at forsoning er resultatet af en proces, der indledes med tilgivelse. Jeg tror hellere, at jeg ville sige, at forsoning er den proces, der fortsætter dér, hvor tilgivelse har sat noget i gang. Og den proces når aldrig sit slutpunkt. Hver eneste dag skal vi forsone os med os selv og vores historie – og hver eneste dag skal vi forsone os med hinanden. Og jeg tror ikke, at vi nogensinde ankommer til det punkt, hvor vi læner os tilfredse tilbage for at konstatere, at nu er alt i orden.

Med sit liv – med alt det, han gør, sætter Jesus gang i det forløb, som vi kunne kalde forsoning – altså en proces, der løber hele tiden – og dét gør han så med en tilgivelse af sine disciple – en tilgivelse, som de sidenhen kan give andre del i, og altså nu kan give os del i ved dét, der er så grænseoverskridende (uoverstigeligt) og så enkelt på én og samme tid: nemlig at vaske hinandens fødder.

Jesu lidelse og død afkræfter ikke dén indstilling, men bekræfter bare, at den opgave, som Jesus havde, ikke var at opretholde sit liv. For på korset langfredag bliver det afsløret, at kernen i Jesu væsen ikke består i selvopholdelse. Tværtimod så er han villig til at gå i døden for andre. Og i opstandelsen påskemorgen gør Gud så Jesu udsagn til sine egne udsagn om, hvem Gud dybest set er.

Hvis dét næsten ikke er til at få ind i hovedet, så begynd med fødderne, sådan som din Herre og mester gjorde.

Så den gode tro har andre veje til dit inderste end dit nok så kloge hoved. Og hvis vi har svært ved at få tilgivelsen over vores tunge, så vælg fødderne som indgangen til dit medmenneske, når han eller hun er i nød.

 

Palmesøndag

Links til dagens gudstjeneste:

Palmesøndag 1/3 https://www.youtube.com/watch?v=jFm0IQNbc2M

Palmesøndag 2/3 https://www.youtube.com/watch?v=ACoqzy-8_Xw

Der gik desværre noget galt med det sidste link. Find det istedet for på Facebooek-siden "Vejstrup valgmenighed"

Fortællinger til dagens gudstjeneste søndag d. 5 april:

Palmesøndag

Sidste søndag sang vi med Maria. Det var den måde, Maria svarede på alt det, hun ikke kunne forberede sig på. Det var den måde, troen gav sig udtryk hos Maria. Hun sang.

Og det er ikke til at sige, om Maria blev overrasket over sådan uden videre at bryde ud i sang. Men sangen vældede bare frem i hende. Og dét kom måske ligeså meget bag på hende, som at der pludselig stod en engel lige ved siden af hende og sagde, at hun skulle blive gravid uden at have været sammen med en mand - og at hendes barn var Guds Søn og skulle kaldes Den Højestes Kraft.

Inden englen kom til hende, havde Maria været helt tilfreds med sit unge liv. For tilfreds, dét er man, når det går én, sådan som man har forventet det og regnet med. Men Maria var ikke forberedt på at møde en engel – for hvem er det? – og det skræmte hende – og så fyldte det hende med en glæde, hun heller ikke var forberedt på, for sådan er det med glæden – den kan man ikke forberede sig på - og så kunne hun ikke andet end at synge.

Og dét er måske også den måde, vi bedst kan nærme os det, vi ikke kan forberede os på. Vi kan synge – sammen. Og det er det, vi gør, over hele landet i netop disse dage.

Mon ikke det er sådan, at jo mere, vi prøver at kontrollere og styre vores fremtid, jo mere sårbare og afmægtige føler vi os, når det uventede så kommer ind i vores liv.

Og det behøver ikke være katastrofen, som vi oplever over hele verden netop nu – med en virus, som vi ikke kender så meget til og hvis påvirkning vi slet ikke har set det fulde omfang af endnu – det behøver ikke være sådan en katastrofe, der gør os sårbare og afmægtige.

Det kan også være mødet med kærligheden – den opstår jo tit også imellem os mennesker, når vi mindst venter det. Det samme gælder tilgivelsen – den kommer også helt uventet til os – som noget, vi ikke kan forberede os på.

Historien om Maria og englen fra Gud er en historie om, at livet ikke altid kan lægges i faste rammer eller styres, så vi kan regne med, at stort set sådan bliver det.

Historien om Maria er historien om, at vi skal gøre plads i vores liv, når der er noget, der overvælder os og kommer bag på os – og at vi skal have modet til at vente. Også, når det ser allermørkest ud - og vi ikke bare kan handle os ud af det hele. For det er jo det, vi allerhelst vil: handle på tingene – få magt over tingene – kontrollere det hele.

Vi mennesker taler om vores fremtid som prognosernes sted og som håbets sted. Prognoserne er fremskrivninger af det, vi kender i forvejen, mens håbet rækker videre i troen på, at virkeligheden kan vise sig helt anderledes end alt det, vi har forudset.

Vi fremskriver smitte- og dødstallene som resultat af coronavirusen - vi fremskriver konsekvenserne af den nationalisme, der har ulmet rundt om i verden og som nu måske får yderligere næring af krisen – og vi fremskriver de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Men vi håber, at vi bliver bedre til at passe på vores medmennesker - vi håber, at sygdomme og smitte må finde en afslutning, så verden kan blive bedre at leve i -  og vi håber, at folkelige fællesskaber vil vise sig at være stærkere end egeninteresser og selvtilstrækkelighed.

Håbet hjælper os til at holde prognoserne ud. Det gælder i de store sammenhænge og det gælder i vores personlige liv.

På den måde overlader håbet os ikke kun til prognosernes forudsagte fremtid. Og det er det håb, vi om en uge ønsker hinanden en glædelig påske på.

Men det er ikke påske endnu – og her, hvor vi er, ser vi kun  døden fjerne mennesker fra os.

Sådan er det også for Maria som hun i dag ser sin søn ride ind i Jerusalem – med en moders klogskab aner hun, at i dag rider han sin død i møde – så døden skal snart fjerne hendes barn fra hende. For hende er der ikke noget håb.

LÆSNING AF INDTOGET I JERUSALEM

Jesus rider i dag ind i Jerusalem som et sårbart og afmægtigt menneske - og folk står og råber og jubler ”Hosianna, hosianna, ære være….” - mens de svinger med palmegrene – tegnet på, at det er en konge, de ser ride ind i Jerusalem. For de havde håbet på, at der engang skulle komme en konge, der med magt ville befri dem for enhver form for undertrykkelse – de havde håbet på, at der ville komme en konge, der fjernede al sygdom og undertrykkelse. Det er den konge, de hylder nu og knytter deres håb til.

”Hvilken morgen grønne grene”

Marias Bebudelse er forberedelse til påske – for jomfruer kan ikke undfange og føde børn – men det var så det, der skete. Og Maria burde ikke synge, midt i alle bekymringer og midt i den håbløse situation, hun sad i, efter englens besøg og ord til hende – men det var så det hun gjorde – sang.

Marias bebudelse er forberedelse til påske – også for os, for måske skulle vi ikke kunne synge nu, midt i katastrofen og midt i vores angst og bekymringer for fremtiden – men det er så det, vi gør – sammen. Vi synger sammen fra vindueskarm til vindueskarm – fra computerskærm til computerskærm. Og på den måde får vi et håb – midt i alt der, der rummer så meget mørke og så megen død og angst.

Det forbereder os alt sammen på det, der skal ske påskemorgen – for da skal vi høre om en død, der bliver levende. Men døde bliver ikke levende – og det er så det, der sker, påskemorgen.

Palmesøndag er også forberedelse på det, vi ikke kan forberede os på. For med sit æselridt ind i Jerusalem kommer Jesus til os som den afmægtige. Jesus, der bliver kaldt Den Højestes Kraft og bliver tiljublet som konge, rider ind i magtens midtpunkt som den afmægtige konge. En afmægtig konge - det skulle ikke kunne lade sig gøre. Men det er så det, der sker.

For Jesus er konge på en anden måde, end konger er konger på.

For han hersker i kraft af sit ord. Jesus viser ikke hen til en autoritet bag de ord, han siger – han viser ikke hen til en autoritet, der så kan begrunde det, han siger.

Så ordene er fuldstændigt udleveret til deres eget liv. For ordene henter ikke deres gyldighed ved at vise hen til andet end dem selv. Ordene henter kun deres gyldighed i den måde, de virker på – hvis de virker. Vi kan tage Jesus på ordet – eller vi kan lade være. Ordene er ene og alene udleveret til os.

Det er ordenes forunderlige magt og afmagt.

Og det er den forunderlige magt og afmagt, Jesus rider ind i Jerusalem med.

Palmesøndag skal forberede os på at hylde en afmægtig, en lidende og død som den opstandne frelser og forsoner. Og palmesøndag forbereder os ved sit gøglespil med kongen til æsel. Jesus rider ind i sit lands politiske og religiøse hovedstad, mens han bliver tiljublet af folkeskarer. Det var den jublende skare, som senere skulle insistere på hans korsfæstelse. Der er uhyggelig kort fra Hosianna Davids søn til korsfæst ham. Fem dage helt præcist.

Så indtoget i Jerusalem blev begyndelsen på enden. Jesus viste hulheden i en hvilken som helst magtudøvelse, der vil begrundes ved at henvise til Gud. Han gjorde det med sit naragtige indtog i Jerusalem.

Og det kostede ham dyrt.

Så indtoget i Jerusalem blev begyndelsen til enden. Det blev begyndelsen til enden på hans liv. Men det blev også begyndelsen til enden på forestillingen om, at magtanvendelse kan have nogen som helst guddommelig begrundelse.

Og helt fremme ved sit mål bad Jesus for sine banemænd, der netop mente, at de handlede i en højere sags tjeneste. De begrundede drabet med Gud - og Jesus svarede med bønnen om tilgivelse. ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” Og med de ord får vi det ultimative udtryk for det guddommeliges afmægtige virkelighed mellem os – sådan som den virkelighed kommer til udtryk i bønnen om tilgivelse. ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Det kan være svært at sige tilgivelsens ord ”Jeg tilgiver dig”. Det kan være ligeså svært at høre dem. ”Du er tilgivet”.

Uanset hvad: ordene om tilgivelse er helt udleverede til os. Men vi ved aldrig, hvordan tilgivelsen virker i os – for vi kan aldrig forberede os på tilgivelse.

Det utilgivelige kan aldrig tilgives – sådan siger vi fra det sted, vi står – uanset om vi er ofre for noget utilgiveligt eller vi selv har påført andre mennesker noget, der er helt utilgiveligt – det utilgivelige kan aldrig tilgives, siger vi – og det er så det, der sker – med æselrytterens indtog i vores verden.

Det budskab kan vi så tage til os – eller vi kan lade være. Det er helt udleveret til os.

”Se, din konge kommer til dig!”

 


Fortællinger til dagens gudstjeneste søndag d. 29. marts

Marias Bebudelse

I

Vi nærmer os påsken – vi nærmer os Jerusalem – vi nærmer os hjerterummet for det store drama – hjerterummet for begejstring og bekymring – for svigt og fortræd – for troskab og  forræderi – hjerterummet for angsten for at miste og og hjerterummet for håbet om at ses, igen - hjerterummet for billeder af død og sygdom og smerte og katastrofer– og billeder af håb om nyt liv – alt det nærmer vi os - vi nærmer os påsken.

Men først skal vi møde Maria – som hun sidder dér i sit hjerterum, der er så fyldt af forventning og også bekymring og ængstelse. Først skal vi møde Maria – og hun sidder dér - bekymret for alt det, hun nu skal bære – og samtidig er hun bristefærdig af forventning - og fra hendes hjerterum bliver der fra i dag spundet en gylden tråd til påsken. Og den gyldne tråd er ordene fra en engel, der kommer til hende - og englen siger, at hun ikke har noget at frygte - for snart skal hun føde et barn – og barnet skal ligge i hendes favn – og barnet skal vokse op og det skal lege og le - og det skal græde – sådan synger vi om lidt – og så siger englen til hende: ”Maria, du skal ikke være bange”.

Og de ord er den gyldne tråd, der i dag bliver spundet til påskemorgen, hvor der sidder en engel inde i gravens hjerterum og siger, at der ikke er noget at frygte. ”I skal ikke være bange” - det siger englen derinde i graven.

Men vi er stadig kun på vej mod påske.

Og først skal Marias barn undfanges – og det bliver barnet, nu.

Så i dag er Maria bekymret og angst. For hvad skal der ske med hendes eget liv? Falder hendes egen verden fra hinanden nu? For hvordan skal hun kunne forsørge sig selv og barnet – hvis hendes forlovede ikke vil kendes ved hende?

Og så er hun også forventningsfuld- også selv om barnet siden hen skal fødes med smerte. For fødes den sande glæde ikke af smerten?

II

Marts er forundringens tid – og for Maria er det også bekymringens tid – sådan ser alting ud fra hendes hjerterum - for nok sagde englen til hende, at hun ikke skulle være bange – men hvad venter der hende selv – og hvad venter der hendes barn? Og hvad betyder en engels ord midt i en vordende mors bekymringer? Og hvem er hun, Maria, at hun kan bære et helt liv i sine hænder – sit barns liv – med alt, hvad der venter det barn? Vil hun kunne bære det, alene?

Nok er marts forundringens tid – men for Maria er det også tiden for alt det i hendes liv og verden, der ikke er til at forudse. Alt det, hun skal møde er helt ukendt og uprøvet. Alting bliver i dag lagt uprøvet i hendes hænder. Så for Maria er marts også bekymringens tid.

Vil det barn jeg føder være sundt og raskt? Undgår mit barn sygdom og smerte?

Sådan tager Maria nu forskud på forældreskabets smerte, som er bekymringen. For som hun sidder Maria dér og lader englens ord tone ud – ordene om, at hendes søn skal kaldes Hellig og Guds søn – som hun sidder dér, aner og ser hun i sit moderhjertes klogskab alt dét, som hendes barn skal få at opleve – og hun forudser det gode og glædelige – men jo så også det dårlige og onde.

Måske aner hun, at hun mange år senere skal sidde med sin voksne, døde søn i sin favn og sige – med Halfdan Rasmussen i hans digt om den grønlandske mor: ”Mange børn og mange år / bar jeg ved mit hjærte. /Trygt at bære. Trygt især / når man har sin byrde kær.
Ingenting at bære på: / Ingenting at favne. / Hvem har båret før du bar? / Spørg den blinde sne om svar.
Hænder skabte han til slid. / Fødder til at danse. / Sliddet tog sig førsteret. / Aldrig blev man dansetræt.
Søen danser mørk og våd. / Sneen hvid og stille. / Fjord og fjæld tog mand i pant. / Ingen søgte hvad de fandt.
Aldrig var det mer end mørkt. / Aldrig mørkt alene. / Altid bar vi i os selv / lys fra større himmelhvælv.

Våren smelter is og sne. / Fjældets sider grønnes. / Liv blir skabt og liv forgår / Hvem kan fatte? Hvem forstår?”

III

Maria bar fra nu af i sig lys fra større himmelhvælv. Hun bar Guds søn – den Højestes søn. Og hun bar på en bekymring.

For hvad skulle dét barn, hvad skulle Marias barn få at opleve i sit liv? Af modgang på grund af andre menneskers ondskab - og af sygdom og lidelse, der ikke var nogen verdens mening i? Hvad skulle det Højestes søn få at opleve?

Forældreskabets smerte er bekymringen. Bekymringen om døden – bekymringen om, at det, jeg har, at dét skal tages fra mig – ja, dét jeg elsker højest, skal tages fra mig, hvis jeg ikke passer på – for jeg kan kun regne med mig selv, stole på mig selv – andre kan man ikke stole på – og slet ikke Gud. For hvad gør Gud ved spredningen af sygdomme over hele verden – og hvad gør Gud ved ondskaben, der hersker i verden?

Men hvad kan man selv gøre? Hvad kan man gøre, når man nu for resten også har ret i sin bekymring? For man får jo mere og mere ret med tiden – fordi man ved mere og mere – og kan se mere og mere.

IV

Som årene går, kan Maria se mere og mere – og hendes bekymringer og hendes angst forgrener sig med livets hastighed og blomstrer som årene går.

Hvad kan hun gøre – i hendes bekymring om, at det, hun har, at dét skal tages fra hende – på grund af en meningsløs sygdom – eller på grund af menneskers ondskab? Hvad kan hun gøre?

Hvad gør hun i dag? Hvad svarer hun englen, der fortæller, at hun skal føde den Højestes søn og at ”Intet er umuligt for Gud!?
Hun svarer: ”Lad det ske mig efter dit ord.”

Og med Marias svar spindes en gylden tråd til påskedag – og sådan bliver Marias Bebudelse vores forberedelse til påsken.

Maria kendte så godt historien om hendes for-moder, Sara, der også fik at vide, at hun skulle føde en søn – men Sara var så langt op i årene, at hun måtte svare på englens ord med at le – hun lo, hedder det.

Sara lo, og Maria brød ud i sang, og på den måde er vi hver især forberedt på opstandelsen påskemorgen. For den er lige til at le af eller synge for, opstandelsen. Sådan svarer vi hver især på vores måde, når vi i vores liv møder det uforudsigelige – hvad enten det er noget overvældende glædeligt og skønt – eller det er noget forfærdeligt og truende. Om det så er midt i al håbløshed over, at alting er forpasset og for sent – som hos Sara – eller om det er midt i  alle bekymringer om det, der venter ude i fremtiden – som hos Maria. Men midt i alle sine bekymringer, bryder Maria ud i sang – og inden da siger hun: ”Lad det ske mig efter dit ord!”

Det er ord, der kun kan fattes, når alle muligheder er brugt op – så man ikke aner, hvad man skal gøre.

Og hvad sker der så for Maria siden hen?

Hun mister sin søn – den største sorg, en mor eller far kan få - hun bliver ikke skånet for bekymringer eller for sorg.

Men midt i alt dét udbryder hun, at der ikke er noget som helst, der er umuligt for Gud – og at det er hun tro overfor. ”Lad det ske mig…..”. Så hun er tro over for den virkelighed, at ”intet er umuligt for Gud”. Ikke sådan at forstå, at så går det nok alligevel – så smittes mine kære nok ikke af nogen sygdom eller så bliver mine kære ikke udsat for andre menneskers ondskab – nej, men sådan at forstå, at så må Gud tage over dér, hvor jeg kun kan se sygdom og ondskab og meningsløshed og tab af liv.

For der er ingen, der undgår smerte – der er ingen, der undgår at skulle bære på smerten. Den tanke forsoner Maria sig med, da hun bryder ud i sang.

Og da Maria udbryder, at ”Lad det ske mig efter dit ord,” spinder hun en gylden tråd hen mod påsken.

For vi nærmer os påsken.

I dag forbereder vi os på det, vi ikke rigtig kan forberede os på – det, vi kun kan forholde os til i glæde og undren – midt i alle bekymringer og midt i den angst, der hele tiden truer med at kvæle os og begrave os.

Vi nærmer os påsken.

Præstens klumme

Narren ved hoffet
Da jeg begyndte på mit teologi-studium i 80´erne, fik vi at vide af mange af vore undervisere, at den vigtigste
rolle for os teologer var at forsvare religionen Hvis vi blev spurgt ud om "det med Gud og os" skulle vi bruge
samme skema i vores forsvar, som en af vore undervisere, Johannes Aagaard brugte, da en journalist
provokerende sagde til ham: ”Aagaard, jeg tror f….g….m… ikke på, at der er nogen gud”, hvortil Aagaard
tilbagelænet replicerede: ”Nå, min gode mand, men så må du lige forklare mig, hvilken gud det så er, du ikke
tror på...” - altså underforstået: ”Du tror på Gud, du ved det bare ikke selv. Den gud, du påstår, at du ikke tror på,
er nemlig slet ikke 
Gud og den gud tror jeg heller ikke på. For den gud er bare skabt i vores eget billede. Men Gud findes,
uafhængig af vores begrænsede forestillinger og billeder.”
Sidenhen, i nullerne, oplevede jeg selv, hvordan en søgende journalist kunne fortælle mig, at han så sandelig troede på, at
der var ét eller andet. ”Jeg tror på, at der er ”noget”,” som han sagde det. Den replik, der så passede på situationen, var nu i
nullerne en helt anden, end Aagaards – for tyve år efter Aagaard kunne replikken i stedet lyde: ”Nå, men så må du fortælle mig,
hvad det så er for en gud, du tror på.” For nu var paraderne ved at være væk – der var lagt op til en dialog fra begge sider.
Jeg har nogen gange formuleret det på den måde, at mens religionen og teologien i 60´erne og 70´erne og op gennem
80´erne var forelsket i en kultur, der ikke gad have noget med religionen at gøre, ja så er der sidenhen sket det, at kulturen
så småt er begyndt at forelske sig i religionen og teologien og i det mindste fandt den ”interessant”. Teologien og religionen
kunne noget, hvad det så var. Den udvikling har selvfølgelig også påvirket den rolle, præstestanden set over en bred kam
har gennemlevet det sidste halve århundrede. Hvis man skulle levere en rammende beskrivelse af det brede repertoire af
roller, de seneste generationer af præster har udfoldet sig i, ville beskrivelsen kunne sættes i ord på følgende måde: fra
tressernes eksistentialistiske selvmordskandidat over halvfjerdsernes langhårede rebel til firsernes økologisk bevidste og
følsomme healer, halvfemsernes lyttende psykoterapeut til nullernes dunkelt anende digterspire. Jeg har vist nok gennemgået
de fleste af rollerne, men nu er jeg vel bare præst i min selvforståelse. En eftermoderne rest, som slet ikke skulle have været her,
hvis samfundet ellers var blevet moderne efter sociologernes plan. Sådan har religionen og teologien og kirken altid ændret sig
i forhold til den kultur og det samfund, den har været en del af - og vel også omvendt. Og spørgsmålet har altid været, om
kirken og religionen har haft nogen som helst relevans for samfundet - og i givet fald: hvilken? Jeg tror ikke, at mange længere
vil benægte, at religionen og kirken altid har haft én eller anden relevans for samfundet.
For vi lever i en tid, hvor kirken kun er interessant som systemfejl. Sådan er kirkens relevans til samfundet. Og sådan bliver kirken i
det mindste troværdig overfor sig selv. Nu, da der alligevel ikke er nogen, der længere tror på de store systemer, der jo også er brudt
sammen – og nu, da ingen længere tror på opgør eller kritik, fordi der ingen systemer er at kritisere og heller ingen autoriteter er
at gøre oprør mod, ja da tror vi i stedet på systemfejl. Vi tror på fejlen. Og derfor må kirken være i verden og i samfundet som en
fejl ved ethvert forsøg på at skabe et nyt system, så det ikke tager over og ødelægger det for det menneskelige. Kun på den måde
bliver kirken en spændende samtalepartner for de andre enheder i samfundet. Som narren i hoffet, når ”hoffet”, samfundet og
også kritikken af samfundet truer med at ophøje sig selv til en umenneskelig og ensrettet sandhed af en højere orden.
Spørgsmålet er så, om vi forestiller os, at vi træder ud af samfundet, når vi går ind i kirken, eller om vi går ind i kirken for – ud
over at få kastet et nyt lys ind over vores liv – også at få en klarere forståelse af det samfund, vi lever i. Og her er det nye, at det
ikke nødvendigvis er alternative forståelser, vi skal vælge imellem. For samfundet har sin forfinede kode – og kirken har sin.
Og med til kirkens kode hører, at vi træder ud af den larmende og opsplittede moderne verden og ind i kirken for at få et øjebliks
fred og eftertænksomhed og for at nyde et fællesskab i dets forskellighed. Men i modsætning til klosteret, så træder vi ikke
ind i det religiøse rum for at blive der. Vi træder ind for at kunne vende tilbage til samfundet med os selv i mere afklaret behold
og for at deltage i samfundsmæssige drøftelser på de samfundsmæssige præmisser – sådan som de andre enheder og dele af
samfundet også er spændende og interessante at samtale med i det omfang, at de ved, hvad de taler om.
AC

Vild med dannelse

Igen i år tager vi med konfirmanderne på en dannelsesrejse –
både ved at få vendt og drejet mange af de store spørgsmål i
tilværelsen og ved at drage ud i verden og se mangfoldigheden
og blive dannet ud fra mødet med det, der ikke kun er os selv
eller kommer inde fra os selv - det, jeg vil kalde ”andetheden”.
I år skal konfirmanderne blandt mange andre steder til Berlin
og vi skal også til Wittenberg for at følge i Luthers fodspor et
ganske kort stykke vej. Sådan har vi allerede haft god mulighed
for at få talt om frygt og angst og skam og skyld i forbindelse
med Luthers dannelsesrejse fra barnsben til voksenalderen. Og
sådan kommer vi senere til at berøre Luthers personlige kamp
for at finde en nådig Gud - affødt af en angst for at blive dømt og
kasseret af Gud. I dag er vi ikke så bange for at blive kasseret af
Gud, men til gengæld af mange andre. Vi jagter anerkendelse
– måske fordi vi dybest set frygter de andres dom. Vi måler og
vejer hinanden på likes, venner og thumbs ups på Facebook. Vi
er hyper-sensitive overfor vores omverden – hvordan virker jeg
på de andre – og hvordan opfatter de mig – og hvilke reaktioner
føder jeg i min omverden – og hvordan… - og hvordan...?
Vi er ”på” fra morgen til aften og har selv ansvaret for vores
egen læring og udvikling og dannelse. Men det er voldsomt anstrengende
at skulle stå op hver eneste morgen og opfinde sig
selv igen og igen. Fordi man måske føler, at man ikke på forhånd
har nogen berettigelse i verden – ud over den, man gør
sig fortjent til gennem selvudvikling og egen læring. Og det er
voldsomt anstrengende og livshindrende på den måde at skulle
retfærdiggøre sig selv – og vejen til mangel på selvværd er
kort herfra – ligesom vejen til skam er endnu kortere. Og det er
voldsomt belastende, at møde verden med en følelse af skam,
før man selv føler, at der overhovedet er noget at skamme sig
over. For hvor kommer den skam fra? Og hvordan får man nogensinde
retfærdiggjort sin egen eksistens én gang for alle midt
i den evigt rastløse stræben efter selvudvikling og selvrealisering?
Hvordan bliver man nogensinde helt sikker på, at det er
ok og berettiget, at man overhovedet er her – hvis det kun er det
perfekte, der er normalen og det acceptable? Det er alt sammen
spørgsmål, der trænger sig på i ens egen dannelseshistorie, når
man bliver konfronteret med alle livets optrin og måske med
tiden indser, at man ikke så meget er, hvad selv stabler på benene
– men at man først som sidst er, hvad man har modtaget.
Udefra.
For nogle år siden tog Jan Lindhardt den tanke op, inspireret
af sine renæssancestudier. Ligesom renæssancen og reformationen
genoplivede han den klassiske tanke om, at vores viden,
holdning, og tro kommer til os udefra og ikke indefra. Det kom
blandt andet til udtryk i hans kommentar til moderne børneopdragelse,
når han kritiserede pædagogernes tro på barnets
indbyggede potentialer og kaldte deres idé om ansvar for egen
læring for årsag til egen fiasko… Vi dannes først og fremmest af
det, der kommer til os udefra, blev en af konklusionerne.

Børn skal på et tidligt tidspunkt i deres liv reflektere over, hvem
de er og hvad, de vil, og hvilket køn, de er til – og hvilket køn
de er og gerne vil være. Børnepædagogen John Aasted Halse
skriver om de nævnte nye vilkår for børn, at de - uden hjælp til
at orientere sig - oplever det moderne samfund som en belastningsfaktor.
Børnene er ikke belastet af traditionen men af traditionsløsheden.
Og hvad John Halse i forlængelse af dét skriver
om forældrenes og opdragernes forpligtelse, kunne man
skrive om os alle. Her har vi et stort ansvar for at give hinanden
beskyttelse i form af nogle pejlemærker, vi kan navigere efter.
Og det har Halse helt ret i – og derfor er det måske dobbelt ærgerligt,
at han ikke giver andre pejlemærker end de helt almene
så som kærlighed, omsorg, støtte.
Fortællingen om Jesus som tolvårigt i templet skal minde os
om, at vi skal lytte opmærksomt til vores tradition. Det er ikke
en belastningsfaktor men en aflastning at kende traditionen
og blive en del af den. Og til den tradition, vi nu er de seneste
arvtagere til, hører så også Gud som dannelsesdimension. Over
for vores Gud og skaber skal vi blive os selv. Det er dét dobbelte
budskab, mønsterfortællingen om den tolvårige Jesus i templet
når os med. Fortællingen er ikke så meget et psykologisk studie
i børns pubertetsoprør imod deres forældre – den er langt
mere en bærer af den sande pointe, at alle andre forhold sættes
i relief af vores forhold til Gud.
Forældrene forstod ham ikke, hedder det. Og sådan kommer
der et tidspunkt i ethvert liv, hvor vores forældre, vores ægtefæller,
børn, kærester og venner ikke forstår os, når vi oplever
en større ansvarlighed over for den Gud, som gav os livet og
den Guds søn, som gav os mod til at tage ansvar for det, end
bare at være almindeligt høflige. I pædagogikkens sprog hedder
det, at vi bliver os selv i forhold til ”andetheden”, altså det
i os, som ikke er os, nemlig kulturen og traditionen, og at vi
bliver os selv i forhold til ”det andet”, altså det transcendente,
det guddommelige.
Vi kan så til sidst tilføje to dannelsesdimensioner, som Jesus
fik peget på, så de blev en så vigtig del af vores religion, at den
slet ikke ville have navn af kristendom uden de to dimensioner.
Vi bliver os selv i forhold til hin anden, det andet menneske,
vores nærmeste, og i forhold til den anden, den fremmede. På
den måde bliver dannelsen hele tiden en udfordring til vores
tolerance og frisind. Og samtidig sætter netop fortællingen
om Jesus hele tiden vores liv i perspektiv i forhold til ”andetheden”
og det anderledes. Derfor kan vi roligt fortælle den
historie videre som en mønsterfortælling og et forbillede for
den måde, vi skal blive til os på, som mennesker.
Om Jesus hedder det som afslutning på tempelhistorien, at
han gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker.
I visdom, vækst og yndest. Det er i Den Nye Aftale (en
ny, alternativ oversættelse af Det Nye Testamente) blevet til,
at ”Jesus voksede op og blev en klog ung mand”. Men ærligt
talt: sådan én gider man jo ikke engang gå på café med. Lad
os håbe, traditionen også har ret i sin oversættelse og tage det
langt festligere løfte med, at vi gennem dannelse opnår visdom,
vækst og ynde….
AC

Denne udgave af kirkebladet er fyldt med ord og billeder fra konfirmandernes tur til Rom i foråret. Det blev en uforglemmelig og
helt særlig tur, som midt i alle skønne oplevelser rejste en lang række væsentlige spørgsmål. Spørgsmål, der helt naturligt dukkede
op, mens vi vandrede rundt i ”Den evige stad” og mærkede historiens mægtige vingesus og beundrede det ene prægtige bygningsværk
efter det andet. Et af spørgsmålene, som blev vendt og drejet en hel del på rejsen var, hvad vi dybest set bygger vores
liv på. For vi lod os alle overvælde af Peterskirkens ufattelige kirkerum, og vi blev alle mødt af et syngende og åbent folkefærd i
de romerske gader - og en dag, da jeg havde fortalt om Peter som den klippe, kirken skulle bygges på, sagde én af konfirmanderne, at
netop besøget i Rom fik hende til at tænke på, hvor meget troen betyder for os mennesker. Men som hun eftertænksomt bemærkede,
så var hun også sikker på, at kirken ikke kun er bygget af alle de store og hårde sten. Der måtte ligesom være mere, som hun
formulerede det.
Sådan giver mødet med andre kulturer og sprog og mennesker altid anledning til eftertanker og gode samtaler. For hvad bygger
vi vores liv på – og hvem er vi egentlig selv? Og hvad er det fælles grundlag?


Min svar kunne være, at vi ikke bygger vores liv på klipper og sten, men på ord. Ord er grundlaget i vores tilværelse. Det er ikke noget,
vi har besluttet os for.
Sådan er det bare. Men hvor ved vi så det fra? Det ved vi fra, hvor skuffede vi bliver, hvis det viser sig, at ordene ikke holder. Så føler
vi, hvordan hele grundlaget skrider under os. Men troen på, at ordene taler sandt og bærer, er der før skuffelsen.
Vi er ikke det mindste i tvivl om, at et ord er et ord. For nu at sige det med Jesu ord: enhver der hører og handler efter, at et
ord er et ord, ligner en klog mand, der bygger på klippegrund. Så det er klogt at tage hinanden på ordet. Derimod er det tåbeligt,
hvis vi i stedet for at stole på hinandens ord, lader os styre af at være betænkelige og mistroiske. Vi tager hinanden på ordet. Hvis
det ikke var sådan, ville vores liv forstene i mistænksomhed og kontrol. Vi bygger vores tilværelse på
ord. Mistænksomhed og kontrol er derimod et grundlag af sand. Det får alting til at skride.


Men nedenunder ordene er der så en tavshed, vi lytter til med ligeså stor tillid. En talende tavshed. Før ordene bliver udtalt mellem
os, er der nemlig ikke bare ingenting, men tavshed. Og tavsheden er på mange måder endnu vigtigere for vores civilisation, end det,
vi giver udtryk for. Tavshed er det, vi er enige om at sige, uden at udtale det eller italesætte det. Det, der ikke udtales, men efterleves
alligevel, er noget så grundlæggende som ”de kulturelle værdier” - alt det, vi i tavshed er enige om at respektere. Det er for eksempel
individets ukrænkelighed, vores ret til at tænke og tro, som vi vil, menneskers ligeværd, fremmedes ret og vores agtelse for den
omgivende natur.
Man kan roligt gå ud fra, at der er et eller andet galt, hvis vi begynder at sætte ord på. I den lille målestok kender vi det fra det
private, når vi er nødt til at sætte os ned og tale om tingene, som det hedder. Så ved vi, at den er grueligt gal.
I den større målestok kender vi det fra den offentlige debat om ”værdier”. Der er noget galt, når vi i et lille rigt samfund som vores,
hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte danske værdier over styr.
Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed
og gæstfrihed ikke var grundlaget for vores fælles liv.


For at de fælles værdier ikke skal forstene i mistænksomhed og kontrol, må vi tage Jesus på ordet. Og hvad er det så, han siger, Jesus?
I bjergprædikenen sætter Jesus ord på en tillid til tilhørerne om, at de har en evne til at forestille sig og sætte sig ind i, hvordan
andre har det. Hvis Jesus nu i sin bjergprædiken bare havde givet os et regelsæt, ville vejen til klogskab være brolagt med anvisninger.
Men bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det bliver levet efter regler eller
anvisninger eller love. Så de, der hører Jesu ord, kommer i stedet for til at leve deres liv på mange forskellige måder ud fra hver
deres forudsætninger, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på for mere kristen end den andens. På konfirmandernes
tur til Rom oplevede vi netop helt andre kulturelle værdier, bare ved at suge til os og mødes med anderledes tænkende og talende
i kirkerne og på gaden. Og snakken gik også om, hvordan de forskelle er opstået. Og her er et af de vigtigste svar, at forskellene
er ikke sat eller forordnet af Jesus. Forskellene er skabt ud fra de forudsætninger, hver kultur og hver tidsalder har haft – og de er
skabt ud fra hver kultur og tidsalders evne til mere eller mindre klogt at handle på Jesu ord med både ydmyghed nysgerrighed. Så
forskellighederne har udviklet sig som resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus sætter fri til at gøre.
Så når vores kristentro truer med behageligt at lukke sig om sig selv og bekræfte sig i netop vores kulturelle værdier, ja så kan vi
ikke undgå at høre Vor Herre spørge, hvor i al verden vi har den sikkerhed fra, der gør os til hinandens bedømmere – og i værste
fald fordømmere. Når vi modtager og møder gæster og turister eller selv rejser ud for at blive modtaget og for at mødes, så består
oplevelsen i høj grad i at vinde identitet som danske. Vi får identitet som danske, fordi der er nogen, der ikke har lige netop dén
identitet. Men hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi heller ikke os.

I det 19. århundrede kunne man uden videre kæde både sprog, tankegang og kristentro sammen. Hvis man talte dansk, så tænkte
man også dansk. Og danskere havde et fælles sprog og dermed også en fælles livsanskuelse. ”Ord og tanke går i et”, sagde Grundtvig,
og han sang om modermålet, at det var det ”rosenbånd, som store og små omslynger”, mens ”løs er kun al fremmed tale”.
Der er ikke langt herfra til selvtilfredsheden med dansk kristendom som den eneste sande tro. Så den kulturelle selvtilstrækkelighed
har brug for ordet udefra, Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv
ved at sætte os i det andet menneskes sted. På den måde udtrykker Jesu´ ord en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet
menneskes liv, den fremmedes. Det er dén tillid, vi skal handle på uden noget regelsæt eller nogen bagtanker.
Vi bygger vores liv på ord. Mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord. Men Jesus giver ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.
I stedet for siger han, at hvis vi er kloge, så opmuntrer vi os selv og hinanden til at sætte os ind i den andens liv, for modigt og fantasifuldt
at tage endnu en tur ud i verden – netop for at møde alle de andre. For hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi slet ikke os.
AC

Om anfægtelser og samenhængskraft

Tage Skou-Hansen døde i november. Gennem hele sit forfatterskab
var han den uforudsigelige modløber, der som ingen andre
i det danske forfatterparnas var i stand til at åbne for indsigter og
erkendelser, der i dén grad manede til stor eftertanke. Måske først
og fremmest fordi hans forfatterskab blev næret af en anfægtelse,
der inddrog hele hans eget liv – hele hans modsigelsesfyldte væsen
og alle de erfaringer, der lagrede sig i ham og overrumplede
ham gang på gang med indsigter, han måske ikke i situationen
havde lagt mærke til eller set. Fordi virkeligheden for ham havde
en dybde, han ikke kunne tilegne sig fuldstændigt. Som han selv
sagde det: ”Man bliver aldrig nærværende nok, åben nok eller
klog nok.” Og som han videre sagde det engang, da han blev spurgt
om, hvor dén anfægtelse kom fra: ”Man kan godt sammenligne livet
med et seksdagesløb: man kørerdér side ved side med alle de andre
cykelryttere og tror sig som en vældig karl – helt på omgangshøjde
med sit liv – indtil man pludselig kigger op på pointtavlen og opdager,
at man er nøjagtigt én omgang bagefter de andre...”. Så hvordan
komme på omgangshøjde med sig selv – og med den tid, man er
en del af? Spurgte han. Hvordan blive samtidig med sig selv?

Tage Skou-Hansen var et anfægtet menneske, der selv var i stand
til at anfægte og bringe én hen til overraskende indsigter– måske
netop fordi hans anfægtelse ikke var en religiøs anfægtelse, altså
én af den slags anfægtelser, der næsten altid går koketteri og selvoptagethed
i. Hos Tage Skou-Hansen lå anfægtelsen snarere gemt
i en spænding mellem sanseligheden, nærværet, lidenskaben,
hans egne forudsætninger og så en længsel og en rækken ud over
sig selv og sine egne forudsætninger. Som han sagde det et sted:
”Vi er også noget andet og mere, under det, vi tror, vi er.” Så hele
Tage Skou-Hansens forfatterskab er præget dels af en erkendelse
af foreløbigheden i alting og samtidig en længsel efter ”dét andet
og mere.” Og for ham rummer sproget netop muligheden for en
åbning ind mod ”dét andet og mere.” Samtidig fornemmer man
gennem hele hans forfatterskab en tro på, at hvis der skal noget
nyt til, så skal det ske gennem et sammenbrud. Han kaldte ligefrem
sig selv for et ”katastrofemenneske” - altså et menneske, der
folder stærke egenskaber ud under de værste katastrofer.
Som Tom Kristensen sagde det i en anmeldelse af debutromanen
”De nøgne træer”, at ”her er en forfatter, der ved alt om sprængstoffer...”
Om spændingen mellem anfægtelse og forløsning i sit eget forfatterskab,
siger Skou-Hansen:
”Med sproget slår man som forfatter hul på noget, der er skjult.
Man kan ikke tømme det. Følelsen af, at stoffet aldrig slipper op,
er en lykke. Stoffet er her så længe, man selv er her og går efter
det. Så siger psykologerne: ja, ja, lille mand, det ved vi godt – når
du kommer langt nok ned, har du det hele i dig, i erindringen.
Men sådan føles det jo ikke. Det føles, som om det er noget, jeg får
udefra, noget, som kommer ind til én. En verden består, som ikke
er ens egen fortjeneste. Det er det, vi lever af.”
I hele Tage Skou-Hansens forfatterskab brydes nænsomhed og
følsomhed og lydhørhed med en enorm styrke og vilje til at tage
livtag med de største spørgsmål og anfægtelser i tilværelsen. Et
omdrejningspunkt var for ham den lidenskab, som 2. verdenskrigs
udfordringer gav form og indhold. En lidenskab,
der gik hånd i hånd med en forventning om forandringer og
nyt håb.
I Tage Skou-Hansens ”Historier fra Det runde bord” vil en af
personerne, Sivert finde ud af, hvorfor en anden af personerne,
Aksel, under besættelsen meldte sig til værnemagten. Men
Sivert opgiver, for han kan ikke finde nogen sammenhæng i
de brikker, han får samlet. På et tidspunkt, en lørdag formiddag
i sommerens varme, spørger Sivert sig selv: ”Begynder
virkeligheden dér, hvor historien holder op?”. Og videre tænker
han: ”Er dét tilfældet, har vi kun øjeblikket. Og behøver vi
mere?” Og så fortsætter han og spørger, om vi kan leve uden
forventning og uden håb. ”Kan vi bare holde af verden som
den er, uden at lave om på den?” Og Sivert siger, at ingenting
ordner sig, og alligevel varer det hele ved.
Til dét siger Tage Skou-Hansen senere, at han ikke mener, at
vi kan undvære historien eller erindringen, ligesom vi heller
ikke kan undvære forventningen – dét at kunne se hen til en
fremtid.
Flere steder i hans romaner oplever man som læser øjeblikke,
hvor noget falder på plads for personerne i fortællingen. En
ny erkendelse åbner sig for dem. Som da Gerda i ”Den hårde
frugt” indser det positive i, at der er sat grænser for vort liv –
grænser, som vi hverken kan eller skal overskride.
På et tidspunkt fortalte Tage Skou-Hansen, at han tvivlede
på, at kristendommen kunne bruges til noget – men så sagde
han også, at af de sandheder, kristendommen rummer, er der
sammenhængskraft
mindst én, som enhver kan forstå og som de fleste også bøjer sig
for en skønne dag: nemlig dén sandhed, at der ikke gives nogen
varig løsning på vores timelige problemer. Eller sagt på en lidt anden
måde: ifølge kristendommen er det ingen skavank, at tilværelsen
aldrig helt går op. For tænk nu, hvis det ikke er en fejl ved
os mennesker, at vi har fejl? Sagt med Tage Skou-Hansen: ”Hvis
vi overlever, skyldes det vores erkendelse af, at endelige løsninger
ikke findes. Kristendommen er et værn mod indbildskhed og illusioner
om, at vi kan gøre os selv fuldkomne. Den er et værn mod
den håbløshed eller forurettelse, som overfalder os, når vi ikke kan
få det, som vi gerne vil have det.”
For Tage Skou-Hansen var de fællesskaber, vi indgår i, hele tiden
anfægtede – samtidig med, at han havde blik for den enkeltes engagement
og lidenskab i verden. ”Jeg lægger vægt på, at det ikke er
meningsfællesskaber, men arbejdsfællesskaber. For en opgaves,
en sags skyld,” fortalte han engang. ”Det er i disse midlertidige
fællesskaber, man lærer mest, både om sig selv og om andre. For
mit vedkommende drejer det sig blandt andet om fællesskaber
under besættelsen...”.
Og netop når talen falder på fællesskaber, burde Tage Skou-Hansen
være til anfægtelse også i vores samtid. Især fordi han anfægter
enhver tale om sammenhængskraften i samfundet og vore fællesskaber
som noget, der åbenbart skulle ligge der på forhånd og
af samme grund være immun overfor modsigelser.
Ord kan være taknemmelige, og de kan også blive tomme og blive
til retoriske besværgelser. Og det gælder i høj grad ordet ”sammenhængskraft”.
Det er et ord, der først i nyere tid er kommet på den offentlige
dagsorden. Måske netop fordi ordet og den virkelighed, det dækker,
er blevet anfægtet. Sammenhængskraft viser hen til en virkelighed,
hvor det danske folk hang sammen i kraft af historie,
sprog og et samfund, hvor der også herskede en rimelig lighed.
En virkelighed, som tidligere slægtled havde tilkæmpet sig. Men
da velfærdssamfundet også blev et velstandssamfund, blev sammenhængskraften
anfægtet. For det blev helt selvfølgeligt, at når
ligheden var sikret i rimelig grad, så kunne man koncentrere sig
om sig selv og sine egne behov. Og det fik store konsekvenser.
I ”Den hårde frugt” udfolder Tage Skou-Hansen en forrygende
ironi over den såkaldte ”folkelige sammenhængskraft”. Hovedpersonen,
Holger Mikkelsen, besøger sin gamle modstandskammerat
Jakob, der nu er præst i det østjyske og som har haft en fin
dag, da Danmark meldte sig ind i EF (nu: EU).
”Endelig blev det forbi med dette Danmark og dets brovten af folkelighed
og sundhedsvæsen, dets forvrøvlede sange om det lille
folk, som Vorherre skulle have en speciel forkærlighed for…. Danskerne
stak ikke i fattigdom og nød, de ville bare meget hellere
være tyskere.”
Det var dengang, da flertallet var for EF, for det var godt for vores
alle sammens pengepung. I dag er det anderledes, for nu føles EU
af mange som en trussel med fri bevægelighed for penge og arbejde
– og en trussel mod ”sammenhængskraften”, som det udtrykkes.
Så hvis man orienterer sig en smule i historien, så er det slet ikke så
selvfølgeligt, at vi hænger så godt sammen og altid har gjort det. Og
så eksisterer der ikke desto mindre også hos Skou-Hansen en sans
for, at der er noget, der binder mennesker sammen. Jakob tager
Holger med over i sin kirke og fortæller om ”en magt, som kom til
stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En
magt, som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme,
hvad han havde imod mennesker… han kunne føle den magt, som
var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker.
Og kun, når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.
Og af den magt opstår der en slags samhørighed. For Jakob er det
bedste begravelser: ”De har aldrig været et folk, sådan som du måske
tror”, siger han til Holger. ”De har altid skilt sig af med dem,
der sagde dem imod, og dannet menigheder. Det eneste sted, de
ikke kan lave menighed, er herinde. Fællesskabet om døden gør det
ligegyldigt, om en mand er SF´er eller Venstre-mand…. Ovre på
plejehjemmet har vi en gammel enarmet østfrontfrivillig”.
”Den hårde frugt” er en roman, og som sådan kan holdningerne
i den ikke tages til indtægt for bestemte dagsaktuelle holdninger,
heller ikke i forhold til sammenhængskraften. Men alligevel kan
man godt udlede en slags konklusion, nemlig dén, at et fællesskab
og en sammenhængskraft lever af noget andet end sig selv. Og at
sammenhængskraften ikke er et vilkår, men mere et krav. En fordring.
Ikke noget historisk, folkeligt eller naturgivent. Men noget,
der hele tiden må formes med på. Alt efter, hvilke mennesker, der
indgår i fællesskabet.
I forlængelse af Tage Skou-Hansens tanker om individ og fællesskab
kunne man med Søren Kierkegaard sige, at det folkelige, der
omfatter andre end dem, man er enig med, lever af, at det enkelte
menneske har modet til både at vedkende sig fællesskabet og forandre
fællesskabet, hvis det er nødvendigt. Med andre ord er sammenhængskraften
et fænomen, som den enkelte er ansvarlig for
og skal have modet til at forme. For sammenhængskraften er ikke
givet på forhånd, og af samme grund kan den heller aldrig blive en
uimodsagt sandhed for særligt indviede.
Og det er vel også det, kristendommen går ud på og det, kirken
skal forkynde: nemlig, at man ikke kan danne menigheder, der
lukker sig om sine egne meninger eller udelukkende bekræfter
hinanden i, hvor godt fællesskabet hænger sammen.
AC

"Du skal ikke dø"

”Som jeg sidder her ved gate C27 / og ser ud på flyet i den romantiske
tåge bliver det klart / at jeg allerede er et andet sted. / Et sted
hvor hverdagen er mere end rigelig / og det er så mærkeligt at vi
virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere
end at vi virkelig findes.” (Søren Ulrik Thomsen i Rystet spejl)
Det er blevet sagt, at forestillingerne om opstandelsen reelt er lukket
land for os moderne mennesker. Vi føler os ikke rigtig hjemme
ved talen om kødets opstandelse. Det er et kors for tanken, en vild
umulighed, der kan få folk til at melde sig ud af folkekirken og
aflyse barnedåben og konfirmationsfesten. Men kødets forgængelighed
er et endnu større kors, for tænker vi for meget over, at vi
dybest set fødes for at dø, så bliver meget af det, vi tænker og foretager
os i det daglige, til meningsløse overspringshandlinger, der
skal udfylde de tomme rum i vores følelser og bevidsthed. ”Memento
mori”, sagde de kloge gamle. ”Husk, at du skal dø!”. Samtidig
er det bevidstheden om vores forgængelighed, der adskiller os
fra dyrene og gør os til mennesker. Den giver livet dybde og alvor.
Vi ved, at der ikke er en anden gang. Det er nu – og nuet kommer
aldrig tilbage. Tiden bevæger sig kun i én retning. ”Carpe diem”,
sagde de kloge gamle også. ”Grib dagen!”.

Alt er nyt

ALT ER NYT...
Hvor bliver de af, dagene? Hvor bliver de af, årene? Det er som om dagene og årene flyver af sted, og en dag er vi ikke mere.
I Det Gamle Testamente sammenligner digteren menneskelivet med et græsstrå: "Om morgenen blomstrer det og gror – om aftenen er det vissent og tørt." Derfor beder han til Gud om, at Gud vil huske vores begrænsninger og lade os finde en mening med livet på de vilkår, der nu engang er vores. For mennesket er som græsset, der skyder op, blomstrer og bliver til støv. I sig selv er livet kort og sårbart. Og hvor blev nuet, øjeblikket af?
Føler du, at nuet tit er som en dråbe fremtid, der falder tungt i fortidens kar: du taber ikke dine år i et bundløst kar. Der findes dage, hvor du siger til dig selv: jeg vil ikke se dem, dagene – men de hører også med til dit liv. Der findes dage, der forsvinder som alle andre, så man ikke kan se dem eller huske dem. Men de har haft deres betydning alligevel. De har gjort dig til den, du er. "Livet har vævet sit mønster af dage og år...", som Halfdan Rasmussen skriver i et digt, hvor hans tanker kredser ved et gammelt tæppe, hvor han ser trådene som et mønster og en mening i sit liv.

Flere artikler ...