Ny udstiller

tut 2

Tut Westergaard er den nye udstiller i Kirkehuset.
D.1.februar siger vi mange tak for lån til Margaret Ullerup. Det har været dejligt, siden først i december, at lægge hus til Margarets første udstilling af hendes spændende malerier. Vi ønsker Margaret held og lykke med den videre udvikling og glæder os til at følge hende fremover.
Mandag d.3.februar byder vi velkommen til Tut og hun fortæller om sig selv:
Jeg er født i 1945 og har siden barndommen boet i Brændeskov. I 1969 blev jeg udlært som malersvend og det har været min levevej indtil jeg blev folkepensionist. Jeg har altid tegnet og malet og i 1970serne gik jeg på aftenkursus med Henry Eriksen som lærer. Desuden har jeg taget mange kurser i gamle malerteknikker og Trompe Lóeil (som betyder: "at snyde øjet"). I mange år har jeg malet kulisser til dilettantforestillinger i Brændeskov forsamlingshus.
De senere år har jeg haft en del dekorationsopgaver bl.a. på Gudbjerg plejehjem, Maritimt Center i Svendborg, værtshuset Børsen, Emmerbølle camping, husgavlene i Varde med Otto Frello motiver m.m. Jeg har udstillet mine billeder rigtig mange steder.