Høstgudstjeneste Se søndagens salmer nederst i indlægget.
Vi fejrer dette års høst i frugtladerne hos Jørgen Nydam Henriksen på Albjergvej 43, 5883 Oure. Vi begynder med høstgudstjeneste kl. 14 og fortsætter med kaffebord og folkedans, høstlig hygge og leg.
Vi fejrer høsten i taknemmelighed over, at vi i livet høster den erfaring, at vi får mere end vores indsats tilbage. Vi høster mere, end vi sår. Selv efter det hårdeste slid oplever vi resultatet af vores samlede arbejde som mere end summen af vore egne anstrengelser. Det , vi får at leve af, har gavens karakter.
Med høstgudstjenesten fastholder vi med forskellige oplevelser den samme taknemmelighed.
Til gudstjenesten har vi fornøjesen af at kunne præsentere vores nyansatte organist Mads Klint Poulsen – og efter gudstjenesten vil den lokale ‘rigsspillemand’ Michael Graubæk spille op til en hyggelig svingom.
Vel mødt.
Tilmelding til Lene Isager senest d. 1/10 2024 på 40402646 eller kirkevaerge@vejstrupvalgmenighed.dk
Gaven
Livet er en morgengave, skriver Halfdan Rasmussen med sin pen af kruspersille, mens hans kone hiver gulerødder op af jordens automat, der desuden rummer pure løg, rødbeder, selleri og pastinak foruden bønner og salat. Livet er en dejlig gave. Jorden er en herlig jord. Selvom der er store problemer i den verden, vi lever i – det havde Halfdan Rasmussen selv på nærmeste hold, da han skrev ‘Noget om helte’ i 1955 ikke så længe efter verdenskrigen – og selvom digtet egentlig handler om at holde fred, så handler det lige så meget om at være taknemmelige for gaven: livet og den frugtbare jord.
Redigeret, sammenstillet og skrevet af Steen Pilgaard Toft
Der synges følgende salmer:
DDS 729 – Nu falmer skoven trindt om land
Løsark – Fra vest står blæsten ind
DDS 728 – Du gav mig, o Herre en lod af din jord
DDS 730 – Vi pløjed og vi så´de
DDS 731 – Nu står der skum fra bølgetop