Ny organist fra 1. november 2024

Ny organist fra 1. november 2024

Vejstrup Valgmenighed har ansat Mads Klindt Poulsen som ny organist pr. 1. november 2024. Men allerede d. 6. oktober kan han høres spille til Høstgudstjenesten. Herunder præsenterer Mads sig selv:

Kære Vejstrup Valgmenighed
Jeg har den store glæde at være jeres nye organist. For mig er det lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og musikken.

Jeg kommer fra en stilling som organist i Sønder Nærå Valgmenighed, hvor jeg har været siden 2018. Igennem mit arbejde dér, har jeg lært Anders Carlsson at kende, så selvom det er et nyt job, virker det samtidig også meget trygt og velkendt – og jeg glæder mig meget til samarbejdet. Jeg er oprindelig uddannet kandidat i rytmisk klaver og musikpædagogik fra Syddansk Musikkonservatorium, men har også studeret orgel på Løgumkloster Kirkemusikskole – og hos Povl Balslev i Vor Frue Kirke i Svendborg, samt været organist/kirkemusiker i Hjulby og Højby kirker.

Jeg er meget optaget af, hvordan musik og ord beriger hinanden – den magi der opstår, når vi synger sammen, lytter sammen, er til stede sammen – og håber, jeg kan bidrage med musikalitet og plads til bare at være gennem musikken.

Udover at være ansat som jeres organist, er jeg ansat som underviser/studielektor i musikalsk udtryk på Den Danske Scenekunstskole i Odense, hvor jeg er med til at uddanne skuespillere. Det arbejde hænger utrolig godt sammen med mit virke som organist, for begge steder handler det om ord, musik, musikalitet og tilstedevær.

Privat bor jeg i Højby med min dejlige kone, Maja, og vores søn, Felix på 13 år. Jeg glæder mig til at møde jer alle.

Kærlig hilsen Mads