Dato: 22. september 2024 kl. 14

Anders Lundbeck, Kerteminde, er vikar for Anders Carlsson.
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Du virker i det stille
du er hos os her
når vi står ved vide horisonter
ulmende i morgenlys, men bange for vi ser
vi blev vores egne mastodonter.

Mislykket gud i egen ensomme majestæt
I sin nye bog ‘Vi mislykkede guder’, skriver Iben Krogsdal om et emne, hun allerede er inde på i ovenstående vers fra 2011 fra salmen ‘Du virker i det stille’. Dengang brugte hun ordet ‘mastodonter’; i dag kalder hun det, ‘vi er vores egne guder’.

Krogsdal tager især udgangspunkt i de unge. “Med de bedste hensigter, har vi forsøgt at ruste dem til tilværelsen ved at lære dem, at livet handler om at VILLE noget, at mennesker dybest set kan, hvad de vil. Det er de unge blevet overtroiske af; de er kommet til at tro for meget OM sig selv og FOR sig selv og PÅ sig selv.” De unge er født ind i perioden med med de sociale medier, der gør det muligt at skabe sig i sit eget billede, og samtidig følge med i alle de andre unges selvskabte billeder. Tidligere generationer har trods alt prøvet at vokse op i en analog verden og burde således have større modstandskraft, uden dog at kunne sige sig fri for ikke selv at falde i gryden ‘jeg er min egen gud’. Krogsdal skriver: “Det er absolut muligt, at vi har lagt så mange isolerede forklaringer på de unges skuldre, at de er blevet ulykkelige af det. Ulykkelige som i: ensomme, isolerede og tungskyldige. Kravet om, at de ikke alene skal oplyse sig selv, og tage magt over sig selv, fører uundgåeligt til dybe fald. Jo mere, de bliver stillet i udsigt, jo frygteligere bliver det for dem at fejle. Hvert menneske ender alt for let med at stå overfor sig selv som en potentielt mislykket gud i sin egen ensomme majestæt.”

Blikket vendes indad
Krogsdal foretager et ultrakort historisk tilbageblik, der kan forklare, hvorfor modgang og lidelse kan være blevet tungere at bære. Middelaldermennesket kunne forklare modgang med henvisning til højere magter, oplysningsmennesket kunne sige, at det var samfundets skyld, men i dag kan vi være tilbøjelige til at vende blikket indad; det er vores egen skyld. Forklaringen er blevet affortryllet og (over)psykologiseret, og med affortryllelsen står vi tilbage med et småtskåret sprog, fx ‘Hvad synes du selv?’ “Vi er blevet overladt til et beskrivelses- og mærke-efter-sprog (…) et sprog der først og fremmest rækker indad og næsten kan lukke et menneske hermetisk inde …” Krogsdal skriver endvidere, at hun til et andet projekt foretog en del interviews med personer i forskellige aldersklasser: “Og det var helt åbenlyst, at hvor man før forklarede sig i forhold til Gud som det ubegribelige og uransalige ‘større end os’, så var det ubevidste dyb i den enkelte nu det sted, hvor tornebusken brændte.”

Sprogsvind
Iben Krogsdal kalder problemet for en verdenshistorisk gudeepidemi. De selvudnævnte guder har ikke et ordentligt sprog for det, der sker med dem. De kroger sig mere og mere sammen om deres eget ulidelige og vidunderlige billede. ‘Guden’ kan ikke leve op til sig selv. “Tankerne lider af sprogsvind.” Vejen ud af problemet må ifølge Krogsdal handle om at få et bedre sprog til at håndtere vores eksistentielle famlen. Et sprog, der kan åbne for en anden virkelighed end den, vi hver især sidder ubønhørligt fast i. Det sprog vi bruger, er også det sprog problemerne bliver kanaliseret over i. Fx vil ét sprog kanalisere problemerne over i diagnoser. Et andet sprog kunne være det, der findes i kristendommen. “… det, der fylder i kirken, er ikke det vi selv kommer med og forstår, men det der netop overgår vores egen forstand og vilje. Her er vi ikke hvad vi har eller giver – her er vi hvad vi får,” skriver Iben Krogsdal.

Livsløgne
I slutningen af bogen henvender Krogsdal sig direkte til de unge og oplister syv tidsløgne. En af dem er: I har hørt, at I kan få styr på jeres negative tanker, så I kan blive mere sande, målrettede og positive mennesker. “Men”, svarer hun, “der findes ikke noget sandt, positivt menneske, og negative tanker er en del af livet. Et menneske rummer altid både lys og mørke, tillid og mistro, misundelse og omsorg, magt og afmagt; ingen kan være kun det ene eller det andet, og ingen kan beslutte sig for, at mørket ikke findes. Gør man det, tager det fuldstændig magten. Det er først, når I tør bære jeres eget mørke med jer, at I for alvor kan mærke jeres eget lys.”

Om forsidebilledet
Nogle passager i Iben Krogsdals vers kan være svære at forklare – hvad har hun selv tænkt, når hun skrev dem? Der kan fx være tale om iagttagelser fra barndommen eller elementer fra en drøm, der har inspireret til ordene. Bogens forsidebillede kunne også fordre nogle forkundskaber, men med versene er det som med billedet; det er tilladt at skabe sine egne forklaringer – og selvfølgelig med risiko for at gå helt galt i byen. Bogen er delt op i to hoveddele: Overtro og Tro. Det er måske det, der afspejles i billedet. Michelangelos ‘Gud skaber Adam’ i loftet i Det Sixtinske Kapel er jo tydeligt forlæg for de fremstrakte arme og hænder øverst i billedet. Her har vi troen. Det omgivende kunne så være overtroen – et sammensurium ar forskellige brokker til den skrøbelige opbygning af troen på sig selv som gud. Eller måske symbolet for et manglende religiøst sprog? Hænderne mødes (næsten) foran et indkørsel forbudt skilt. Men farven er ændret og skiltet er drejet 90 grader. Er bjælken i midten en åbning, som fingrene peger mod?

29 salmer
Iben Krogsdals salmer er for nye til, at de har haft mulighed for at være repræsenteret i salmebogen, men hvis man undersøger de bøger, der supplerer salmebogen i mange kirker, kan man finde en del af hendes salmer der. I bogen ‘100 salmer’ har hun 11 salmer med. I ‘Kirkesangbogen’ kan man finde 5, og i salmesamlingen ‘Lysets utålmodighed’ er antallet 9. Endelig har hun 10 salmer med i ‘Højskolesangbogen’. I alt kan det sammentælles til 29 forskellige salmer i disse fire bøger. Indlægget her kan passende afsluttes med et par smagsprøver på nogle vers fra dette udvalg, der har relation til dette indlægs tema.

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to
at barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.
————
Og tog jeg fejl og faldt jeg hårdt
og førte jeg mig solklart frem
så sank jeg altid i din hånd
det husker jeg på vejen hjem.
————
Og når jeg slukker i mig selv
og mister glædens stemme,
og når jeg bærer hjemløs gæld
i angst jeg selv skal tæmme,
så gør mig mindre verdensklog
og mere vild af børnesprog
og hvisk hvor jeg har hjemme.

Versene i dette indlæg er i rækkefølge fra disse salmer: Du virker i det stille, Decembernat, Du lagde livstid i min krop og Jeg kommer i min dybe nød.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Der synges følgende salmer:
DDS 3 – Lovsynger Herren, min mund og mit indre
DDS 2 – Lover den Herre, du mægtige konge med ære!
DDS 266 – Mægtigste Kriste, menighedens Herre
DDS 163 – Fuglen har rede, og ræven har grav
DDS 474 – Jesus Krist, du gav mig livet
DDS 217 – Min Jesus, lad mit hjerte få