Præstens klumme

Narren ved hoffet
Da jeg begyndte på mit teologi-studium i 80´erne, fik vi at vide af mange af vore undervisere, at den vigtigste
rolle for os teologer var at forsvare religionen Hvis vi blev spurgt ud om "det med Gud og os" skulle vi bruge
samme skema i vores forsvar, som en af vore undervisere, Johannes Aagaard brugte, da en journalist
provokerende sagde til ham: ”Aagaard, jeg tror f….g….m… ikke på, at der er nogen gud”, hvortil Aagaard
tilbagelænet replicerede: ”Nå, min gode mand, men så må du lige forklare mig, hvilken gud det så er, du ikke
tror på...” - altså underforstået: ”Du tror på Gud, du ved det bare ikke selv. Den gud, du påstår, at du ikke tror på,
er nemlig slet ikke 
Gud og den gud tror jeg heller ikke på. For den gud er bare skabt i vores eget billede. Men Gud findes,
uafhængig af vores begrænsede forestillinger og billeder.”
Sidenhen, i nullerne, oplevede jeg selv, hvordan en søgende journalist kunne fortælle mig, at han så sandelig troede på, at
der var ét eller andet. ”Jeg tror på, at der er ”noget”,” som han sagde det. Den replik, der så passede på situationen, var nu i
nullerne en helt anden, end Aagaards – for tyve år efter Aagaard kunne replikken i stedet lyde: ”Nå, men så må du fortælle mig,
hvad det så er for en gud, du tror på.” For nu var paraderne ved at være væk – der var lagt op til en dialog fra begge sider.
Jeg har nogen gange formuleret det på den måde, at mens religionen og teologien i 60´erne og 70´erne og op gennem
80´erne var forelsket i en kultur, der ikke gad have noget med religionen at gøre, ja så er der sidenhen sket det, at kulturen
så småt er begyndt at forelske sig i religionen og teologien og i det mindste fandt den ”interessant”. Teologien og religionen
kunne noget, hvad det så var. Den udvikling har selvfølgelig også påvirket den rolle, præstestanden set over en bred kam
har gennemlevet det sidste halve århundrede. Hvis man skulle levere en rammende beskrivelse af det brede repertoire af
roller, de seneste generationer af præster har udfoldet sig i, ville beskrivelsen kunne sættes i ord på følgende måde: fra
tressernes eksistentialistiske selvmordskandidat over halvfjerdsernes langhårede rebel til firsernes økologisk bevidste og
følsomme healer, halvfemsernes lyttende psykoterapeut til nullernes dunkelt anende digterspire. Jeg har vist nok gennemgået
de fleste af rollerne, men nu er jeg vel bare præst i min selvforståelse. En eftermoderne rest, som slet ikke skulle have været her,
hvis samfundet ellers var blevet moderne efter sociologernes plan. Sådan har religionen og teologien og kirken altid ændret sig
i forhold til den kultur og det samfund, den har været en del af - og vel også omvendt. Og spørgsmålet har altid været, om
kirken og religionen har haft nogen som helst relevans for samfundet - og i givet fald: hvilken? Jeg tror ikke, at mange længere
vil benægte, at religionen og kirken altid har haft én eller anden relevans for samfundet.
For vi lever i en tid, hvor kirken kun er interessant som systemfejl. Sådan er kirkens relevans til samfundet. Og sådan bliver kirken i
det mindste troværdig overfor sig selv. Nu, da der alligevel ikke er nogen, der længere tror på de store systemer, der jo også er brudt
sammen – og nu, da ingen længere tror på opgør eller kritik, fordi der ingen systemer er at kritisere og heller ingen autoriteter er
at gøre oprør mod, ja da tror vi i stedet på systemfejl. Vi tror på fejlen. Og derfor må kirken være i verden og i samfundet som en
fejl ved ethvert forsøg på at skabe et nyt system, så det ikke tager over og ødelægger det for det menneskelige. Kun på den måde
bliver kirken en spændende samtalepartner for de andre enheder i samfundet. Som narren i hoffet, når ”hoffet”, samfundet og
også kritikken af samfundet truer med at ophøje sig selv til en umenneskelig og ensrettet sandhed af en højere orden.
Spørgsmålet er så, om vi forestiller os, at vi træder ud af samfundet, når vi går ind i kirken, eller om vi går ind i kirken for – ud
over at få kastet et nyt lys ind over vores liv – også at få en klarere forståelse af det samfund, vi lever i. Og her er det nye, at det
ikke nødvendigvis er alternative forståelser, vi skal vælge imellem. For samfundet har sin forfinede kode – og kirken har sin.
Og med til kirkens kode hører, at vi træder ud af den larmende og opsplittede moderne verden og ind i kirken for at få et øjebliks
fred og eftertænksomhed og for at nyde et fællesskab i dets forskellighed. Men i modsætning til klosteret, så træder vi ikke
ind i det religiøse rum for at blive der. Vi træder ind for at kunne vende tilbage til samfundet med os selv i mere afklaret behold
og for at deltage i samfundsmæssige drøftelser på de samfundsmæssige præmisser – sådan som de andre enheder og dele af
samfundet også er spændende og interessante at samtale med i det omfang, at de ved, hvad de taler om.
AC

Vild med dannelse

Igen i år tager vi med konfirmanderne på en dannelsesrejse –
både ved at få vendt og drejet mange af de store spørgsmål i
tilværelsen og ved at drage ud i verden og se mangfoldigheden
og blive dannet ud fra mødet med det, der ikke kun er os selv
eller kommer inde fra os selv - det, jeg vil kalde ”andetheden”.
I år skal konfirmanderne blandt mange andre steder til Berlin
og vi skal også til Wittenberg for at følge i Luthers fodspor et
ganske kort stykke vej. Sådan har vi allerede haft god mulighed
for at få talt om frygt og angst og skam og skyld i forbindelse
med Luthers dannelsesrejse fra barnsben til voksenalderen. Og
sådan kommer vi senere til at berøre Luthers personlige kamp
for at finde en nådig Gud - affødt af en angst for at blive dømt og
kasseret af Gud. I dag er vi ikke så bange for at blive kasseret af
Gud, men til gengæld af mange andre. Vi jagter anerkendelse
– måske fordi vi dybest set frygter de andres dom. Vi måler og
vejer hinanden på likes, venner og thumbs ups på Facebook. Vi
er hyper-sensitive overfor vores omverden – hvordan virker jeg
på de andre – og hvordan opfatter de mig – og hvilke reaktioner
føder jeg i min omverden – og hvordan… - og hvordan...?
Vi er ”på” fra morgen til aften og har selv ansvaret for vores
egen læring og udvikling og dannelse. Men det er voldsomt anstrengende
at skulle stå op hver eneste morgen og opfinde sig
selv igen og igen. Fordi man måske føler, at man ikke på forhånd
har nogen berettigelse i verden – ud over den, man gør
sig fortjent til gennem selvudvikling og egen læring. Og det er
voldsomt anstrengende og livshindrende på den måde at skulle
retfærdiggøre sig selv – og vejen til mangel på selvværd er
kort herfra – ligesom vejen til skam er endnu kortere. Og det er
voldsomt belastende, at møde verden med en følelse af skam,
før man selv føler, at der overhovedet er noget at skamme sig
over. For hvor kommer den skam fra? Og hvordan får man nogensinde
retfærdiggjort sin egen eksistens én gang for alle midt
i den evigt rastløse stræben efter selvudvikling og selvrealisering?
Hvordan bliver man nogensinde helt sikker på, at det er
ok og berettiget, at man overhovedet er her – hvis det kun er det
perfekte, der er normalen og det acceptable? Det er alt sammen
spørgsmål, der trænger sig på i ens egen dannelseshistorie, når
man bliver konfronteret med alle livets optrin og måske med
tiden indser, at man ikke så meget er, hvad selv stabler på benene
– men at man først som sidst er, hvad man har modtaget.
Udefra.
For nogle år siden tog Jan Lindhardt den tanke op, inspireret
af sine renæssancestudier. Ligesom renæssancen og reformationen
genoplivede han den klassiske tanke om, at vores viden,
holdning, og tro kommer til os udefra og ikke indefra. Det kom
blandt andet til udtryk i hans kommentar til moderne børneopdragelse,
når han kritiserede pædagogernes tro på barnets
indbyggede potentialer og kaldte deres idé om ansvar for egen
læring for årsag til egen fiasko… Vi dannes først og fremmest af
det, der kommer til os udefra, blev en af konklusionerne.

Børn skal på et tidligt tidspunkt i deres liv reflektere over, hvem
de er og hvad, de vil, og hvilket køn, de er til – og hvilket køn
de er og gerne vil være. Børnepædagogen John Aasted Halse
skriver om de nævnte nye vilkår for børn, at de - uden hjælp til
at orientere sig - oplever det moderne samfund som en belastningsfaktor.
Børnene er ikke belastet af traditionen men af traditionsløsheden.
Og hvad John Halse i forlængelse af dét skriver
om forældrenes og opdragernes forpligtelse, kunne man
skrive om os alle. Her har vi et stort ansvar for at give hinanden
beskyttelse i form af nogle pejlemærker, vi kan navigere efter.
Og det har Halse helt ret i – og derfor er det måske dobbelt ærgerligt,
at han ikke giver andre pejlemærker end de helt almene
så som kærlighed, omsorg, støtte.
Fortællingen om Jesus som tolvårigt i templet skal minde os
om, at vi skal lytte opmærksomt til vores tradition. Det er ikke
en belastningsfaktor men en aflastning at kende traditionen
og blive en del af den. Og til den tradition, vi nu er de seneste
arvtagere til, hører så også Gud som dannelsesdimension. Over
for vores Gud og skaber skal vi blive os selv. Det er dét dobbelte
budskab, mønsterfortællingen om den tolvårige Jesus i templet
når os med. Fortællingen er ikke så meget et psykologisk studie
i børns pubertetsoprør imod deres forældre – den er langt
mere en bærer af den sande pointe, at alle andre forhold sættes
i relief af vores forhold til Gud.
Forældrene forstod ham ikke, hedder det. Og sådan kommer
der et tidspunkt i ethvert liv, hvor vores forældre, vores ægtefæller,
børn, kærester og venner ikke forstår os, når vi oplever
en større ansvarlighed over for den Gud, som gav os livet og
den Guds søn, som gav os mod til at tage ansvar for det, end
bare at være almindeligt høflige. I pædagogikkens sprog hedder
det, at vi bliver os selv i forhold til ”andetheden”, altså det
i os, som ikke er os, nemlig kulturen og traditionen, og at vi
bliver os selv i forhold til ”det andet”, altså det transcendente,
det guddommelige.
Vi kan så til sidst tilføje to dannelsesdimensioner, som Jesus
fik peget på, så de blev en så vigtig del af vores religion, at den
slet ikke ville have navn af kristendom uden de to dimensioner.
Vi bliver os selv i forhold til hin anden, det andet menneske,
vores nærmeste, og i forhold til den anden, den fremmede. På
den måde bliver dannelsen hele tiden en udfordring til vores
tolerance og frisind. Og samtidig sætter netop fortællingen
om Jesus hele tiden vores liv i perspektiv i forhold til ”andetheden”
og det anderledes. Derfor kan vi roligt fortælle den
historie videre som en mønsterfortælling og et forbillede for
den måde, vi skal blive til os på, som mennesker.
Om Jesus hedder det som afslutning på tempelhistorien, at
han gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker.
I visdom, vækst og yndest. Det er i Den Nye Aftale (en
ny, alternativ oversættelse af Det Nye Testamente) blevet til,
at ”Jesus voksede op og blev en klog ung mand”. Men ærligt
talt: sådan én gider man jo ikke engang gå på café med. Lad
os håbe, traditionen også har ret i sin oversættelse og tage det
langt festligere løfte med, at vi gennem dannelse opnår visdom,
vækst og ynde….
AC

Denne udgave af kirkebladet er fyldt med ord og billeder fra konfirmandernes tur til Rom i foråret. Det blev en uforglemmelig og
helt særlig tur, som midt i alle skønne oplevelser rejste en lang række væsentlige spørgsmål. Spørgsmål, der helt naturligt dukkede
op, mens vi vandrede rundt i ”Den evige stad” og mærkede historiens mægtige vingesus og beundrede det ene prægtige bygningsværk
efter det andet. Et af spørgsmålene, som blev vendt og drejet en hel del på rejsen var, hvad vi dybest set bygger vores
liv på. For vi lod os alle overvælde af Peterskirkens ufattelige kirkerum, og vi blev alle mødt af et syngende og åbent folkefærd i
de romerske gader - og en dag, da jeg havde fortalt om Peter som den klippe, kirken skulle bygges på, sagde én af konfirmanderne, at
netop besøget i Rom fik hende til at tænke på, hvor meget troen betyder for os mennesker. Men som hun eftertænksomt bemærkede,
så var hun også sikker på, at kirken ikke kun er bygget af alle de store og hårde sten. Der måtte ligesom være mere, som hun
formulerede det.
Sådan giver mødet med andre kulturer og sprog og mennesker altid anledning til eftertanker og gode samtaler. For hvad bygger
vi vores liv på – og hvem er vi egentlig selv? Og hvad er det fælles grundlag?


Min svar kunne være, at vi ikke bygger vores liv på klipper og sten, men på ord. Ord er grundlaget i vores tilværelse. Det er ikke noget,
vi har besluttet os for.
Sådan er det bare. Men hvor ved vi så det fra? Det ved vi fra, hvor skuffede vi bliver, hvis det viser sig, at ordene ikke holder. Så føler
vi, hvordan hele grundlaget skrider under os. Men troen på, at ordene taler sandt og bærer, er der før skuffelsen.
Vi er ikke det mindste i tvivl om, at et ord er et ord. For nu at sige det med Jesu ord: enhver der hører og handler efter, at et
ord er et ord, ligner en klog mand, der bygger på klippegrund. Så det er klogt at tage hinanden på ordet. Derimod er det tåbeligt,
hvis vi i stedet for at stole på hinandens ord, lader os styre af at være betænkelige og mistroiske. Vi tager hinanden på ordet. Hvis
det ikke var sådan, ville vores liv forstene i mistænksomhed og kontrol. Vi bygger vores tilværelse på
ord. Mistænksomhed og kontrol er derimod et grundlag af sand. Det får alting til at skride.


Men nedenunder ordene er der så en tavshed, vi lytter til med ligeså stor tillid. En talende tavshed. Før ordene bliver udtalt mellem
os, er der nemlig ikke bare ingenting, men tavshed. Og tavsheden er på mange måder endnu vigtigere for vores civilisation, end det,
vi giver udtryk for. Tavshed er det, vi er enige om at sige, uden at udtale det eller italesætte det. Det, der ikke udtales, men efterleves
alligevel, er noget så grundlæggende som ”de kulturelle værdier” - alt det, vi i tavshed er enige om at respektere. Det er for eksempel
individets ukrænkelighed, vores ret til at tænke og tro, som vi vil, menneskers ligeværd, fremmedes ret og vores agtelse for den
omgivende natur.
Man kan roligt gå ud fra, at der er et eller andet galt, hvis vi begynder at sætte ord på. I den lille målestok kender vi det fra det
private, når vi er nødt til at sætte os ned og tale om tingene, som det hedder. Så ved vi, at den er grueligt gal.
I den større målestok kender vi det fra den offentlige debat om ”værdier”. Der er noget galt, når vi i et lille rigt samfund som vores,
hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte danske værdier over styr.
Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed
og gæstfrihed ikke var grundlaget for vores fælles liv.


For at de fælles værdier ikke skal forstene i mistænksomhed og kontrol, må vi tage Jesus på ordet. Og hvad er det så, han siger, Jesus?
I bjergprædikenen sætter Jesus ord på en tillid til tilhørerne om, at de har en evne til at forestille sig og sætte sig ind i, hvordan
andre har det. Hvis Jesus nu i sin bjergprædiken bare havde givet os et regelsæt, ville vejen til klogskab være brolagt med anvisninger.
Men bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det bliver levet efter regler eller
anvisninger eller love. Så de, der hører Jesu ord, kommer i stedet for til at leve deres liv på mange forskellige måder ud fra hver
deres forudsætninger, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på for mere kristen end den andens. På konfirmandernes
tur til Rom oplevede vi netop helt andre kulturelle værdier, bare ved at suge til os og mødes med anderledes tænkende og talende
i kirkerne og på gaden. Og snakken gik også om, hvordan de forskelle er opstået. Og her er et af de vigtigste svar, at forskellene
er ikke sat eller forordnet af Jesus. Forskellene er skabt ud fra de forudsætninger, hver kultur og hver tidsalder har haft – og de er
skabt ud fra hver kultur og tidsalders evne til mere eller mindre klogt at handle på Jesu ord med både ydmyghed nysgerrighed. Så
forskellighederne har udviklet sig som resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus sætter fri til at gøre.
Så når vores kristentro truer med behageligt at lukke sig om sig selv og bekræfte sig i netop vores kulturelle værdier, ja så kan vi
ikke undgå at høre Vor Herre spørge, hvor i al verden vi har den sikkerhed fra, der gør os til hinandens bedømmere – og i værste
fald fordømmere. Når vi modtager og møder gæster og turister eller selv rejser ud for at blive modtaget og for at mødes, så består
oplevelsen i høj grad i at vinde identitet som danske. Vi får identitet som danske, fordi der er nogen, der ikke har lige netop dén
identitet. Men hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi heller ikke os.

I det 19. århundrede kunne man uden videre kæde både sprog, tankegang og kristentro sammen. Hvis man talte dansk, så tænkte
man også dansk. Og danskere havde et fælles sprog og dermed også en fælles livsanskuelse. ”Ord og tanke går i et”, sagde Grundtvig,
og han sang om modermålet, at det var det ”rosenbånd, som store og små omslynger”, mens ”løs er kun al fremmed tale”.
Der er ikke langt herfra til selvtilfredsheden med dansk kristendom som den eneste sande tro. Så den kulturelle selvtilstrækkelighed
har brug for ordet udefra, Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv
ved at sætte os i det andet menneskes sted. På den måde udtrykker Jesu´ ord en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet
menneskes liv, den fremmedes. Det er dén tillid, vi skal handle på uden noget regelsæt eller nogen bagtanker.
Vi bygger vores liv på ord. Mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord. Men Jesus giver ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.
I stedet for siger han, at hvis vi er kloge, så opmuntrer vi os selv og hinanden til at sætte os ind i den andens liv, for modigt og fantasifuldt
at tage endnu en tur ud i verden – netop for at møde alle de andre. For hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi slet ikke os.
AC