Om anfægtelser og samenhængskraft

Tage Skou-Hansen døde i november. Gennem hele sit forfatterskab
var han den uforudsigelige modløber, der som ingen andre
i det danske forfatterparnas var i stand til at åbne for indsigter og
erkendelser, der i dén grad manede til stor eftertanke. Måske først
og fremmest fordi hans forfatterskab blev næret af en anfægtelse,
der inddrog hele hans eget liv – hele hans modsigelsesfyldte væsen
og alle de erfaringer, der lagrede sig i ham og overrumplede
ham gang på gang med indsigter, han måske ikke i situationen
havde lagt mærke til eller set. Fordi virkeligheden for ham havde
en dybde, han ikke kunne tilegne sig fuldstændigt. Som han selv
sagde det: ”Man bliver aldrig nærværende nok, åben nok eller
klog nok.” Og som han videre sagde det engang, da han blev spurgt
om, hvor dén anfægtelse kom fra: ”Man kan godt sammenligne livet
med et seksdagesløb: man kørerdér side ved side med alle de andre
cykelryttere og tror sig som en vældig karl – helt på omgangshøjde
med sit liv – indtil man pludselig kigger op på pointtavlen og opdager,
at man er nøjagtigt én omgang bagefter de andre...”. Så hvordan
komme på omgangshøjde med sig selv – og med den tid, man er
en del af? Spurgte han. Hvordan blive samtidig med sig selv?

Tage Skou-Hansen var et anfægtet menneske, der selv var i stand
til at anfægte og bringe én hen til overraskende indsigter– måske
netop fordi hans anfægtelse ikke var en religiøs anfægtelse, altså
én af den slags anfægtelser, der næsten altid går koketteri og selvoptagethed
i. Hos Tage Skou-Hansen lå anfægtelsen snarere gemt
i en spænding mellem sanseligheden, nærværet, lidenskaben,
hans egne forudsætninger og så en længsel og en rækken ud over
sig selv og sine egne forudsætninger. Som han sagde det et sted:
”Vi er også noget andet og mere, under det, vi tror, vi er.” Så hele
Tage Skou-Hansens forfatterskab er præget dels af en erkendelse
af foreløbigheden i alting og samtidig en længsel efter ”dét andet
og mere.” Og for ham rummer sproget netop muligheden for en
åbning ind mod ”dét andet og mere.” Samtidig fornemmer man
gennem hele hans forfatterskab en tro på, at hvis der skal noget
nyt til, så skal det ske gennem et sammenbrud. Han kaldte ligefrem
sig selv for et ”katastrofemenneske” - altså et menneske, der
folder stærke egenskaber ud under de værste katastrofer.
Som Tom Kristensen sagde det i en anmeldelse af debutromanen
”De nøgne træer”, at ”her er en forfatter, der ved alt om sprængstoffer...”
Om spændingen mellem anfægtelse og forløsning i sit eget forfatterskab,
siger Skou-Hansen:
”Med sproget slår man som forfatter hul på noget, der er skjult.
Man kan ikke tømme det. Følelsen af, at stoffet aldrig slipper op,
er en lykke. Stoffet er her så længe, man selv er her og går efter
det. Så siger psykologerne: ja, ja, lille mand, det ved vi godt – når
du kommer langt nok ned, har du det hele i dig, i erindringen.
Men sådan føles det jo ikke. Det føles, som om det er noget, jeg får
udefra, noget, som kommer ind til én. En verden består, som ikke
er ens egen fortjeneste. Det er det, vi lever af.”
I hele Tage Skou-Hansens forfatterskab brydes nænsomhed og
følsomhed og lydhørhed med en enorm styrke og vilje til at tage
livtag med de største spørgsmål og anfægtelser i tilværelsen. Et
omdrejningspunkt var for ham den lidenskab, som 2. verdenskrigs
udfordringer gav form og indhold. En lidenskab,
der gik hånd i hånd med en forventning om forandringer og
nyt håb.
I Tage Skou-Hansens ”Historier fra Det runde bord” vil en af
personerne, Sivert finde ud af, hvorfor en anden af personerne,
Aksel, under besættelsen meldte sig til værnemagten. Men
Sivert opgiver, for han kan ikke finde nogen sammenhæng i
de brikker, han får samlet. På et tidspunkt, en lørdag formiddag
i sommerens varme, spørger Sivert sig selv: ”Begynder
virkeligheden dér, hvor historien holder op?”. Og videre tænker
han: ”Er dét tilfældet, har vi kun øjeblikket. Og behøver vi
mere?” Og så fortsætter han og spørger, om vi kan leve uden
forventning og uden håb. ”Kan vi bare holde af verden som
den er, uden at lave om på den?” Og Sivert siger, at ingenting
ordner sig, og alligevel varer det hele ved.
Til dét siger Tage Skou-Hansen senere, at han ikke mener, at
vi kan undvære historien eller erindringen, ligesom vi heller
ikke kan undvære forventningen – dét at kunne se hen til en
fremtid.
Flere steder i hans romaner oplever man som læser øjeblikke,
hvor noget falder på plads for personerne i fortællingen. En
ny erkendelse åbner sig for dem. Som da Gerda i ”Den hårde
frugt” indser det positive i, at der er sat grænser for vort liv –
grænser, som vi hverken kan eller skal overskride.
På et tidspunkt fortalte Tage Skou-Hansen, at han tvivlede
på, at kristendommen kunne bruges til noget – men så sagde
han også, at af de sandheder, kristendommen rummer, er der
sammenhængskraft
mindst én, som enhver kan forstå og som de fleste også bøjer sig
for en skønne dag: nemlig dén sandhed, at der ikke gives nogen
varig løsning på vores timelige problemer. Eller sagt på en lidt anden
måde: ifølge kristendommen er det ingen skavank, at tilværelsen
aldrig helt går op. For tænk nu, hvis det ikke er en fejl ved
os mennesker, at vi har fejl? Sagt med Tage Skou-Hansen: ”Hvis
vi overlever, skyldes det vores erkendelse af, at endelige løsninger
ikke findes. Kristendommen er et værn mod indbildskhed og illusioner
om, at vi kan gøre os selv fuldkomne. Den er et værn mod
den håbløshed eller forurettelse, som overfalder os, når vi ikke kan
få det, som vi gerne vil have det.”
For Tage Skou-Hansen var de fællesskaber, vi indgår i, hele tiden
anfægtede – samtidig med, at han havde blik for den enkeltes engagement
og lidenskab i verden. ”Jeg lægger vægt på, at det ikke er
meningsfællesskaber, men arbejdsfællesskaber. For en opgaves,
en sags skyld,” fortalte han engang. ”Det er i disse midlertidige
fællesskaber, man lærer mest, både om sig selv og om andre. For
mit vedkommende drejer det sig blandt andet om fællesskaber
under besættelsen...”.
Og netop når talen falder på fællesskaber, burde Tage Skou-Hansen
være til anfægtelse også i vores samtid. Især fordi han anfægter
enhver tale om sammenhængskraften i samfundet og vore fællesskaber
som noget, der åbenbart skulle ligge der på forhånd og
af samme grund være immun overfor modsigelser.
Ord kan være taknemmelige, og de kan også blive tomme og blive
til retoriske besværgelser. Og det gælder i høj grad ordet ”sammenhængskraft”.
Det er et ord, der først i nyere tid er kommet på den offentlige
dagsorden. Måske netop fordi ordet og den virkelighed, det dækker,
er blevet anfægtet. Sammenhængskraft viser hen til en virkelighed,
hvor det danske folk hang sammen i kraft af historie,
sprog og et samfund, hvor der også herskede en rimelig lighed.
En virkelighed, som tidligere slægtled havde tilkæmpet sig. Men
da velfærdssamfundet også blev et velstandssamfund, blev sammenhængskraften
anfægtet. For det blev helt selvfølgeligt, at når
ligheden var sikret i rimelig grad, så kunne man koncentrere sig
om sig selv og sine egne behov. Og det fik store konsekvenser.
I ”Den hårde frugt” udfolder Tage Skou-Hansen en forrygende
ironi over den såkaldte ”folkelige sammenhængskraft”. Hovedpersonen,
Holger Mikkelsen, besøger sin gamle modstandskammerat
Jakob, der nu er præst i det østjyske og som har haft en fin
dag, da Danmark meldte sig ind i EF (nu: EU).
”Endelig blev det forbi med dette Danmark og dets brovten af folkelighed
og sundhedsvæsen, dets forvrøvlede sange om det lille
folk, som Vorherre skulle have en speciel forkærlighed for…. Danskerne
stak ikke i fattigdom og nød, de ville bare meget hellere
være tyskere.”
Det var dengang, da flertallet var for EF, for det var godt for vores
alle sammens pengepung. I dag er det anderledes, for nu føles EU
af mange som en trussel med fri bevægelighed for penge og arbejde
– og en trussel mod ”sammenhængskraften”, som det udtrykkes.
Så hvis man orienterer sig en smule i historien, så er det slet ikke så
selvfølgeligt, at vi hænger så godt sammen og altid har gjort det. Og
så eksisterer der ikke desto mindre også hos Skou-Hansen en sans
for, at der er noget, der binder mennesker sammen. Jakob tager
Holger med over i sin kirke og fortæller om ”en magt, som kom til
stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En
magt, som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme,
hvad han havde imod mennesker… han kunne føle den magt, som
var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker.
Og kun, når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.
Og af den magt opstår der en slags samhørighed. For Jakob er det
bedste begravelser: ”De har aldrig været et folk, sådan som du måske
tror”, siger han til Holger. ”De har altid skilt sig af med dem,
der sagde dem imod, og dannet menigheder. Det eneste sted, de
ikke kan lave menighed, er herinde. Fællesskabet om døden gør det
ligegyldigt, om en mand er SF´er eller Venstre-mand…. Ovre på
plejehjemmet har vi en gammel enarmet østfrontfrivillig”.
”Den hårde frugt” er en roman, og som sådan kan holdningerne
i den ikke tages til indtægt for bestemte dagsaktuelle holdninger,
heller ikke i forhold til sammenhængskraften. Men alligevel kan
man godt udlede en slags konklusion, nemlig dén, at et fællesskab
og en sammenhængskraft lever af noget andet end sig selv. Og at
sammenhængskraften ikke er et vilkår, men mere et krav. En fordring.
Ikke noget historisk, folkeligt eller naturgivent. Men noget,
der hele tiden må formes med på. Alt efter, hvilke mennesker, der
indgår i fællesskabet.
I forlængelse af Tage Skou-Hansens tanker om individ og fællesskab
kunne man med Søren Kierkegaard sige, at det folkelige, der
omfatter andre end dem, man er enig med, lever af, at det enkelte
menneske har modet til både at vedkende sig fællesskabet og forandre
fællesskabet, hvis det er nødvendigt. Med andre ord er sammenhængskraften
et fænomen, som den enkelte er ansvarlig for
og skal have modet til at forme. For sammenhængskraften er ikke
givet på forhånd, og af samme grund kan den heller aldrig blive en
uimodsagt sandhed for særligt indviede.
Og det er vel også det, kristendommen går ud på og det, kirken
skal forkynde: nemlig, at man ikke kan danne menigheder, der
lukker sig om sine egne meninger eller udelukkende bekræfter
hinanden i, hvor godt fællesskabet hænger sammen.
AC