"Du skal ikke dø"

”Som jeg sidder her ved gate C27 / og ser ud på flyet i den romantiske
tåge bliver det klart / at jeg allerede er et andet sted. / Et sted
hvor hverdagen er mere end rigelig / og det er så mærkeligt at vi
virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere
end at vi virkelig findes.” (Søren Ulrik Thomsen i Rystet spejl)
Det er blevet sagt, at forestillingerne om opstandelsen reelt er lukket
land for os moderne mennesker. Vi føler os ikke rigtig hjemme
ved talen om kødets opstandelse. Det er et kors for tanken, en vild
umulighed, der kan få folk til at melde sig ud af folkekirken og
aflyse barnedåben og konfirmationsfesten. Men kødets forgængelighed
er et endnu større kors, for tænker vi for meget over, at vi
dybest set fødes for at dø, så bliver meget af det, vi tænker og foretager
os i det daglige, til meningsløse overspringshandlinger, der
skal udfylde de tomme rum i vores følelser og bevidsthed. ”Memento
mori”, sagde de kloge gamle. ”Husk, at du skal dø!”. Samtidig
er det bevidstheden om vores forgængelighed, der adskiller os
fra dyrene og gør os til mennesker. Den giver livet dybde og alvor.
Vi ved, at der ikke er en anden gang. Det er nu – og nuet kommer
aldrig tilbage. Tiden bevæger sig kun i én retning. ”Carpe diem”,
sagde de kloge gamle også. ”Grib dagen!”.


Kødets opstandelse er en ophævelse af de love, vi kender for tid og
rum. Det er der ikke noget mærkeligt i. At elske er at sige til den
elskede: du skal ikke dø! Sådan føler vi, selv om vi ikke har magt
til at forhindre den elskedes død. Så løftet om kødets opstandelse
er en kærlighedserklæring – fra menneske til menneske – og fra
Gud til mennesker.
Alligevel er det umuligt for os voksne at lade tanken om opstandelse
gælde for vores konkrete liv. Vi har set for meget. Synes, at
vi er blevet for kloge.
Eller måske ser vi snarere for lidt… Vi misunder børnene, at de
kan opsluges helt i betragtningen af et græsstrå eller en gråspurv.
Vi går på kurser og betaler penge for at genlære alt det, vi mistede,
da vi erhvervede vores store og gustne overblik og den pinagtige
bevidsthed om os selv og verden omkring os. Vi slæber rundt på
os selv som store skraldesække, der hver dag bliver fyldt mere og
mere, og som hver dag skal transporteres rundt i verden, indtil
vi en skønne dag hænger fast på kanten af småt brandbart… Dén
byrde tages fra os ved syndernes forladelse. Alting skal blive nyt
igen, og alligevel være sig selv. Alt det rod og kaos, vi har rodet os
ud i og ind i – alle de uopfyldte løfter, vi har afgivet – alle de svigt
og smutveje, vi har foretaget – alt det, der render efter os og alt det
affald, der tynger os ned – alt det skal vi befries for, siger evangeliet.
Det er kødets opstandelse.
Når vi knæler sammen og modtager nadveren, er det også kødets
opstandelse. Her er vi alle lige tunge og lige lette. Alle er usle syndere,
og alle er kærlige mennesker – alle er hyklere for de højere
magter – alle lever vi af brød og vin, som vi tager imod med udstrakte
hænder. Ingen af os forstår, hvordan kornet og vinstokken
spirer og gror eller hvordan frugterne modnes og kan gennemgå
de gæringsprocesser, der kan forvandle dem til noget helt tredje,
ingen af os forstår det. Nogle kan måske beskrive det, og nogle
ved, hvad der skal til, før det sker – men dybest set forstår vi ikke
noget af det – ligesom vi heller ikke fatter, hvordan vi selv og andre
mennesker er blevet til, og da slet ikke, hvordan verden og livet
i verden er blevet til. Ved nadveren er vi modtagere, og det er
også kødets opstandelse.
På et tidspunkt sker det for næsten alle mennesker, at livet går i
stykker og mister sin mening og smag – og man føler, at livet ikke
har mere til én. Og velmenende mennesker siger: nu må du se at
tage dig sammen! Og andre siger: nu må du se at komme videre!
Du skal ikke dø!
3
Men man har mistet tråden, livet har mistet sin duft og tiltrækning
– hver dag er et glædesløst ork, og der er knap nok mening i
at slæbe kadaveret ud af sengen. Så kan det ske, at livet pludselig
spirer igen og udfolder sig bredt og skønt – på trods af al fornuft
og al erfaring. Så ved man, at det ikke er sket ved noget, man har
gjort eller ikke gjort – det er simpelthen en gave. Og det er også
kødets opstandelse.
Tiden går kun én vej, og vi ved, at vi alle skal dø. Tænk, hvor lang
tid det har taget og hvor svært det har været at skabe et sprog og
et tankerum, hvor vi kan udfolde de anfægtelser og forestillinger,
der overfalder os og kræver plads i vores verden, også selv om de
er umulige helt at gøre rede for. Tænk bare på dengang, for meget,
meget længe siden, da en flok mennesker sad omkring bålet og
skuttede sig, fordi de var begyndte at gruble over, hvem de var, og
hvordan de var kommet der, og hvad de skulle, ud over at skaffe
sig føde og få børnene på benene. Dér sad de og brød deres hjerner,
mens de stirrede ind i ilden – og over deres hoveder hang
store sorte huller, der slugte alle ansatser til tanker, for de havde
knap nok ord til at formulere deres vage fornemmelser med. Og
hvis der så en aften var én, der begyndte: ”Der var engang, før solen
blev til, før månen var her, engang for længe, længe siden – da
var der ingenting.” Så sidder de og forsøger at forestille sig ”ingenting”
– de spiler øjnene op og stirrer på fortælleren. Hvad mener
hun, hvordan ingenting?
Og senere, ved andre bål fortælles der så videre på den historie.
Om hvordan tingene så bliver til. Og så falder de i søvn ved bålet og
deres drømme fyldes af regnspover og hjejler og springende laks,
og de drømmer om solens og skyggernes spil på vandet – og de
ved, at verden er rig og gavmild og de vågner og tænker, at alt er
godt og er lykkelige for, at de ikke skal leve i en tom verden. Og nye
historier kommer hele tiden til ved bålet. Og en dag er der en, der
kommer forbi og siger, at han er Guds søn og kan gøre alle ting
nye – og i hans fortælling er mennesker placeret på en anden måde
i forhold til verdens skabelse og verdens skaber og til hinanden.
Det var ikke nogen entydig historie. Den var fuld af paradokser
og forargelige udsagn, der udfordrede autoriteterne så voldsomt,
at de blev enige om at ofre ham på fredens og roens og reglernes
alter. De henrettede ham, men tre dage senere stod han op af sin
grav og mødte flere af sine venner, inden han forsvandt. Efter sigende
steg han bare opad og opad, helt på tværs af tyngdeloven
og så forsvandt han ind i himlen. Hvad han hade sagt eller gjort
gik videre fra mund til øre og blev skrevet ned langt senere. Nøjagtigt
hvordan det var, er der ingen, der ved. Paulus skrev meget om
ham, uden selv at have mødt ham. For Paulus var kroppen ikke et
underlødigt kadaver og transportmiddel for sjælen. Mennesket var
krop og sjæl i skøn forening, og Paulus´ tale om kødets opstandelse
understreger, at det ikke drejer sig om sjælevandring, og at menneskelivet
ikke bare er en forberedelse til sjælens renselse. Menneskelivet
kan man nemlig ikke bare se på isoleret fra alt andet – for
eksempel Gud… Så kødets opstandelse betyder for Paulus, at ikke
engang døden kan rykke Gud og menneske fra hinanden. Vi hører
Gud til uanset hvad – og der er sørget for os i døden – og i livet.
Her og nu. Det er det liv, vi har fået, og det er godt nok, fordi Jesus
også har levet det – og det ender med en død, der er god nok, fordi
Jesus også mødte sin død – og når vi er døbt til Jesus, skal vi opstå
som mennesker sådan som Jesus også gjorde det. Det er alt sammen
meget mærkeligt og ufatteligt, og det mærkeligste er, at selv
om vi aldrig kommer overens med det eller forstår det, så bliver vi
ved med at forsøge at forstå, på trods af al fornuft. Og der bliver ved
med at være et kors for tanken, at vi ikke skal dø. Alligevel. Men det
er også kødets opstandelse.
Anders Carlsson