Alt er nyt

ALT ER NYT...
Hvor bliver de af, dagene? Hvor bliver de af, årene? Det er som om dagene og årene flyver af sted, og en dag er vi ikke mere.
I Det Gamle Testamente sammenligner digteren menneskelivet med et græsstrå: "Om morgenen blomstrer det og gror – om aftenen er det vissent og tørt." Derfor beder han til Gud om, at Gud vil huske vores begrænsninger og lade os finde en mening med livet på de vilkår, der nu engang er vores. For mennesket er som græsset, der skyder op, blomstrer og bliver til støv. I sig selv er livet kort og sårbart. Og hvor blev nuet, øjeblikket af?
Føler du, at nuet tit er som en dråbe fremtid, der falder tungt i fortidens kar: du taber ikke dine år i et bundløst kar. Der findes dage, hvor du siger til dig selv: jeg vil ikke se dem, dagene – men de hører også med til dit liv. Der findes dage, der forsvinder som alle andre, så man ikke kan se dem eller huske dem. Men de har haft deres betydning alligevel. De har gjort dig til den, du er. "Livet har vævet sit mønster af dage og år...", som Halfdan Rasmussen skriver i et digt, hvor hans tanker kredser ved et gammelt tæppe, hvor han ser trådene som et mønster og en mening i sit liv.


"Trådene synger. Det svundne er med, hvor du går. Livet har vævet sit mønster af dage og år. / Menneskehænder har skabt det af drøm og begær. Tynget af støv stod det op for at møde dig her. / Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt. Broderligt når det dig, alt som blev levet og skabt. / Dyb er forblødningens time. Men fødselens stund ler gennem smærte og klager med smil på sin mund. / Intet er nyt. Alt er nyt når du møder det frit. Trygt skal du favne det. Alt hvad du favner er dit. / Alt søger ind til sit mønster. I trådenes sang sover en rytme der stiger til helhed engang. / Skønhed og hæslighed bløder. I trend og i tråd toner det evige tema af lykke og gråd."
"Det svundne er med, hvor du går." Vi lever livet som vandringsmænd, og når vi møder livet frit, så kommer landskabet vi vandrer i os i møde, som en fortrolig ven ville gøre det. Så griber vi nuet gennem vandringen. Og så lader vi os mærke af livet og hinanden og sætter os spor i hinanden. For kærlighed er også, når en anden former et smil på dit ansigt og på den måde sætter sig evige spor dér.
Måske kan vi først gribe nuet og finde meningen i det øjeblik, vi indser, at vi kun har hinanden for en stund og at vi derfor må være til glæde for hinanden. Mens vi har hinanden. Fordi vi griber nuet i det øjeblik, vi husker på, at vi også skal dø. Så døden gør det næste sekund, det næste øjeblik rigt.
Og mens vi vandrer, så venter vi også. For det er ikke alt, der er opfyldt. Det er det aldrig helt. Der er noget mere, der venter forude. Det gælder også for os, der står over for et nyt år. Og det er også en del af den kristne vision. At alt ikke er opfyldt endnu. At noget stiger til helhed engang. En vision, der på tærskelen til det nye år siger til os: kunne du bare tage imod livet og trygt favne alt det, der var – og ikke gå til i bitterhed over det, der ikke er mere. Kunne du det, ville nuet rumme evigheden, og sorgen ville blive til forløsning og nyt livsmod.
At tage imod livet, hvor modsigelsesfyldt og bekymrende det end kan være – at leve det i undrende tillid, også når den røde tråd og mønsteret og meningen fortaber sig i mørke og kaos – og at leve på det løfte, Gud også giver os gennem den gamle digter i Det Gamle Testamente, nemlig, at vores liv ikke er ligegyldige eller tilfældige, fordi vi hører Gud til - er det ikke opstandelsestro i en ventetid? Er det ikke det løfte og det lys, vi kan gå ind i det nye år med – og ønske hinanden glædeligt og velsignet nytår i?