Freden er vejen

Freden er vejen...
Spørgsmålet om forholdet mellem kristendom og politik har mere end noget andet skabt ravage i selv gode selskaber. Mon ikke de fleste kender historien om værten, der ved middagsbordet meddeler, at i dag skal der rigtig hygges og derfor hverken tales om religion, politik eller sex, hvorefter al samtale forstummer?
Af én eller anden grund har samtalen om kirkens forhold til vores lands aktive krigsførelse været indhyllet i samme forstummende tavshed. Og flere har derfor spurgt mig, om denne tavshed dækker over en stiltiende og indforstået enighed inden for kirkens egne rækker.
Som svar har jeg taget udgangspunkt i, at alle må være enige om, at vi ikke bare kan se på ondskaben og lade stå til - uanset hvilken holdning vi så i øvrigt har til krigen og feltpræsternes rolle ved fronten. Men så har jeg med det samme tilføjet, at vi kan handle og tage del i kampen mod ondskaben på mange måder. Her hersker der stor uenighed blandt kirkens præster. Selv hælder jeg mod Gandhi, der sagde, at der er én vej til freden: freden er vejen.


Den tidlige kristne kirke var pacifistisk. For de første kristne minoritetsmenigheder under den romerske kejser var den totale afvisning af våbenbrug det enkle svar på krigsproblematikken. Krigstjenesten var ganske enkelt en del af den kejserkult, man nægtede at tage del i. Da kristendommen så blev Romerrigets statsreligion var det slut med den konsekvente kristne pacifisme. De førende kristne tænkere udtænkte sindrige teologiske begrundelser for, at modstand mod krig ligefrem var det rene kætteri. Kirken velsignede krigen, når der forelå en retfærdig grund, når krigen blev ført ud fra viljen til fred, når krigen var sidste udvej og krigserklæringen udgik fra den ansvarlige øvrighed. På de betingelser kunne man tale om en retfærdig krig. Men ude på kanten af historiens gang, har der altid befundet sig pacifister og andre randeksistenser, som ikke var i stand til at forbinde ordet krig med retfærdighed. Fælles for de randeksistenser er, at de altid har været og fortsat altid vil være magtesløse. Sådan hænger magt og mening måske dybest set sammen. Det er den statsbærende kirke, der udformer de sindrige teorier om den retfærdige krig, mens det magtesløse mindretal siger fra. Det er som regel og ganske forudsigeligt blevet kaldt for et let og bekvemt synspunkt, naivt og omkostningsfrit. Jeg lader mig gerne indskrive blandt de naive, som lader sig inspirere af Jesu magtesløse inspiration i hans opfordring til at overvinde det onde med et gode og at tilgive syndere, så de kan leve videre igen som mennesker.
På et kursus for feltpræster talte præsterne om, hvordan militærtjeneste og krigsdeltagelse kunne forenes med evangelium og kristentro. Det kom der mange og sindrige bud på. Der var også en officer med på kurset. Han havde gjort tjeneste i Irak. Han sagde noget andet. Han var glad for, at de havde haft en feltpræst med i Basra, men han var uinteresseret i at få retfærdiggjort sin militærtjeneste. Den fandt han på én gang nødvendig og svær, men han havde ikke brug for militærpræster til at finde argumenter for, at det var i orden at gøre, hvad han gjorde. Hvad han havde brug for var det, præsten havde at sige om syndernes forladelse. Hvad han havde brug for var at kunne blive et menneske igen.
Jeg tror, at Jesus bedst bliver forstået af mennesker, der har det som sådan en officer ved fronten. Som en militær chef engang sagde det til en nyslået orlogspræst: "Du skal aldrig komme i tanker om at velsigne vores kram, og du skal heller ikke indgyde kampmoral eller rende fjollet rundt og lege Rambo, for du skal som præst ikke blande dig i det, som jeg har lært på officersskolen, og som jeg kan. Men når jeg har gjort mit håndværk, og måske i den forbindelse har måttet gøre det værste: at tage en andens liv, så skal du fortælle mig, at jeg kan blive menneske igen!"
Samme orlogspræst sagde mange år senere: "Er der noget man lærer i Forsvaret, så er det at leve med modsigelser. Nogen gange er det den eneste mulighed, hvis man vil beskytte svage og undertrykte: at gribe til våben. Når man gør det, så aner man også, at dét kan få frygtelige konsekvenser for modstanderen og for ens eget liv. Ja, det kan betyde, at man mister livet eller at man berøver et andet menneske livet, og derefter må leve videre med den kendsgerning. Soldaten påtager sig et stort ansvar og skal leve med beslutningerne og med krigens gru."
Det ville være et stort svigt af det menneske, vi pålægger det ubærlige ansvar, hvis ikke kirken turde være til stede netop dér. Ved fronten. Ikke ved at legitimere krigen, men ved at bære med, når alting bliver ubærligt for ét menneske alene. Og ved at bede for ofrene på begge sider af fronten – og bede, ikke bare for den mor og far, der mister en søn på vores egen side – men også for den mor og far, der mister en søn på Talebans side. For mon ikke den mor, der har mistet en søn, der har kæmpet for Taleban er lige så hårdt ramt, som den mor, der har mistet en søn på de allieredes side? Og mon ikke hun har lige så meget brug for at blive et menneske, igen?