En evig sommer

En evig sommer uden solcreme?
Hun dukker hele tiden op i damebladene: en smuk kvinde, der smiler ind i kameraet med hud så glat som et fristende, nyplukket æble. Alt imens hun henvender sig som en kælen kat direkte til os, læserne, med ordene: "Jeg garanterer en evig sommer på din hud, hvis du bruger Clinique. For du fortjener det!" Og så smiler hun fuldkommen lykkelig, berust i sine himmelske drømme om en evig sommer uden rynker og slapt skind. Og på samme måde er det med trøstesløst megen propaganda for isvafler, webergrill og skælshampoo: "Glæd dig selv, forkæl dig selv, du har fortjent det!".
Vi har knapt nok fejret påske med al den opstandelse, den vækker, før sommeren er over os. Vi gider umærkeligt fra vårens myldrende liv til sommerens søvndyssende forjættelse af høj himmel og disede horisonter. Og så er det mere end fristende at tage til stranden og lægge sig i sandet, mens dovne bølgeskvulp langsomt dysser til ro – så man føler det, som om man ligger på selve evighedens bred med sand mellem tæerne – og med oppustede badedyr, kølige væsker og Clinique solcreme indenfor behagelig rækkevidde. Og så man føler, at man virkelig ligger, som man har fortjent. Ligger henslængt midt i den evige sommer. For som det hedder i reklamen for Clinique: "Tænk, hvis solen altid strålede fra en skyfri himmel og kastede sin gyldne glød over os... fra stranden om morgenen til grillfesten om aftenen." Ja, tænk en gang: en evig sommer, for du har fortjent det! En evig sommer, uden bekymringer og uden rynker på hverken maveskindet eller sjælen.


Glemt er påsken, glemt er enhver opstandelse, hvor det går fuldstændigt anderledes, end jeg har fortjent og bestilt. Opstandelse, som ikke betyder fjernelse af rynker og sår, men et forsonende lys på rynkerne og sårene – så vi kan leve videre med de ar og rynker, som årene nu en gang mærker os med. Opstandelse, ikke som et håb om, at vi får del i evigheden, hvis bare vi lægger os ved strandkanten og forestiller os selv som udødelige kroppe med Clinique smurt på maveskindet – men opstandelse som et billede på, at vi har del i evigheden, hvis vi tør erfare vores liv som andet og mere end alt det, vi ellers kan opregne som vore egne fortjenester. En dimension i vores liv, der uforudsigeligt åbner for alt det, der ligger uden for vore egne anstrengelser, der hvor alle muligheder ellers synes udtømte og solcremen er sluppet op. Ikke fordi, vi har fortjent det, men bare fordi.
Men glemt er det, når nu havegrillen er varmet op og duften af branket kød smyger sig om vore solskoldede næser. Glemt er alt det, når nu sommeren kommer over os og når den yppige kvinde endnu en gang smiler kælent ind i kameraet og garanterer os en evig sommer på vores hud. Glemt er den evige sommer som et billede på, at der er mere at sige om vores liv og vores mellemværender med hinanden, end alt det, som naturens omskiften og livets forandringer og dødens virkelighed hele tiden minder os om: at vi fødes og får rynket hud og ældes og dør. Noget, som en hed og diset og uendelig sommer ellers nok kan få os til at glemme.
Og det er godt at vide, også når sommeren igen går på hæld, og badedyr, grillspyd og dåserne med solcreme pakkes bag i bilen og vi tager hjemad og færgen sejler vores egen oppustede evighedsdrøm agterud: nemlig, at den evige sommer udelukkende er Guds sag, som vi ikke behøver at bekymre os om. Heller ikke den kommende sommer. For så kan vi bare nøjes med at bekymre os om alt det, den forestående sommers gyldne glød kommer til at mærke os med af solskoldede rygstykker og afskallede næserygge – og så ellers lade Gud om den evige sommer, som vi ser i glimt, også når vi bevæger vore forgængelige og tidsindstillede kroppe med ind i kirkerummet for netop at gå ind i kirken med alt det, der nu en gang er vores liv – alt det, vi er mærkede af fra fødsel til død – og møde opstandelsen og møde den korsmærkede og opstandne – og gå ud derfra med hans død i ryggen og hele livet foran os. Med retning mod sommeren og den tid, der kommer efter.
Og så kan vi ønske hinanden en god sommer – og lægge os i strandkanten smurt ind i solcreme, kigge ind i kameraet og smilende sige: "En evig sommer uden creme – ikke fordi jeg har fortjent det, men bare fordi..."