Præstens klumme

Vild med dannelse

Igen i år tager vi med konfirmanderne på en dannelsesrejse –
både ved at få vendt og drejet mange af de store spørgsmål i
tilværelsen og ved at drage ud i verden og se mangfoldigheden
og blive dannet ud fra mødet med det, der ikke kun er os selv
eller kommer inde fra os selv - det, jeg vil kalde ”andetheden”.
I år skal konfirmanderne blandt mange andre steder til Berlin
og vi skal også til Wittenberg for at følge i Luthers fodspor et
ganske kort stykke vej. Sådan har vi allerede haft god mulighed
for at få talt om frygt og angst og skam og skyld i forbindelse
med Luthers dannelsesrejse fra barnsben til voksenalderen. Og
sådan kommer vi senere til at berøre Luthers personlige kamp
for at finde en nådig Gud - affødt af en angst for at blive dømt og
kasseret af Gud. I dag er vi ikke så bange for at blive kasseret af
Gud, men til gengæld af mange andre. Vi jagter anerkendelse
– måske fordi vi dybest set frygter de andres dom. Vi måler og
vejer hinanden på likes, venner og thumbs ups på Facebook. Vi
er hyper-sensitive overfor vores omverden – hvordan virker jeg
på de andre – og hvordan opfatter de mig – og hvilke reaktioner
føder jeg i min omverden – og hvordan… - og hvordan...?
Vi er ”på” fra morgen til aften og har selv ansvaret for vores
egen læring og udvikling og dannelse. Men det er voldsomt anstrengende
at skulle stå op hver eneste morgen og opfinde sig
selv igen og igen. Fordi man måske føler, at man ikke på forhånd
har nogen berettigelse i verden – ud over den, man gør
sig fortjent til gennem selvudvikling og egen læring. Og det er
voldsomt anstrengende og livshindrende på den måde at skulle
retfærdiggøre sig selv – og vejen til mangel på selvværd er
kort herfra – ligesom vejen til skam er endnu kortere. Og det er
voldsomt belastende, at møde verden med en følelse af skam,
før man selv føler, at der overhovedet er noget at skamme sig
over. For hvor kommer den skam fra? Og hvordan får man nogensinde
retfærdiggjort sin egen eksistens én gang for alle midt
i den evigt rastløse stræben efter selvudvikling og selvrealisering?
Hvordan bliver man nogensinde helt sikker på, at det er
ok og berettiget, at man overhovedet er her – hvis det kun er det
perfekte, der er normalen og det acceptable? Det er alt sammen
spørgsmål, der trænger sig på i ens egen dannelseshistorie, når
man bliver konfronteret med alle livets optrin og måske med
tiden indser, at man ikke så meget er, hvad selv stabler på benene
– men at man først som sidst er, hvad man har modtaget.
Udefra.
For nogle år siden tog Jan Lindhardt den tanke op, inspireret
af sine renæssancestudier. Ligesom renæssancen og reformationen
genoplivede han den klassiske tanke om, at vores viden,
holdning, og tro kommer til os udefra og ikke indefra. Det kom
blandt andet til udtryk i hans kommentar til moderne børneopdragelse,
når han kritiserede pædagogernes tro på barnets
indbyggede potentialer og kaldte deres idé om ansvar for egen
læring for årsag til egen fiasko… Vi dannes først og fremmest af
det, der kommer til os udefra, blev en af konklusionerne.

Børn skal på et tidligt tidspunkt i deres liv reflektere over, hvem
de er og hvad, de vil, og hvilket køn, de er til – og hvilket køn
de er og gerne vil være. Børnepædagogen John Aasted Halse
skriver om de nævnte nye vilkår for børn, at de - uden hjælp til
at orientere sig - oplever det moderne samfund som en belastningsfaktor.
Børnene er ikke belastet af traditionen men af traditionsløsheden.
Og hvad John Halse i forlængelse af dét skriver
om forældrenes og opdragernes forpligtelse, kunne man
skrive om os alle. Her har vi et stort ansvar for at give hinanden
beskyttelse i form af nogle pejlemærker, vi kan navigere efter.
Og det har Halse helt ret i – og derfor er det måske dobbelt ærgerligt,
at han ikke giver andre pejlemærker end de helt almene
så som kærlighed, omsorg, støtte.
Fortællingen om Jesus som tolvårigt i templet skal minde os
om, at vi skal lytte opmærksomt til vores tradition. Det er ikke
en belastningsfaktor men en aflastning at kende traditionen
og blive en del af den. Og til den tradition, vi nu er de seneste
arvtagere til, hører så også Gud som dannelsesdimension. Over
for vores Gud og skaber skal vi blive os selv. Det er dét dobbelte
budskab, mønsterfortællingen om den tolvårige Jesus i templet
når os med. Fortællingen er ikke så meget et psykologisk studie
i børns pubertetsoprør imod deres forældre – den er langt
mere en bærer af den sande pointe, at alle andre forhold sættes
i relief af vores forhold til Gud.
Forældrene forstod ham ikke, hedder det. Og sådan kommer
der et tidspunkt i ethvert liv, hvor vores forældre, vores ægtefæller,
børn, kærester og venner ikke forstår os, når vi oplever
en større ansvarlighed over for den Gud, som gav os livet og
den Guds søn, som gav os mod til at tage ansvar for det, end
bare at være almindeligt høflige. I pædagogikkens sprog hedder
det, at vi bliver os selv i forhold til ”andetheden”, altså det
i os, som ikke er os, nemlig kulturen og traditionen, og at vi
bliver os selv i forhold til ”det andet”, altså det transcendente,
det guddommelige.
Vi kan så til sidst tilføje to dannelsesdimensioner, som Jesus
fik peget på, så de blev en så vigtig del af vores religion, at den
slet ikke ville have navn af kristendom uden de to dimensioner.
Vi bliver os selv i forhold til hin anden, det andet menneske,
vores nærmeste, og i forhold til den anden, den fremmede. På
den måde bliver dannelsen hele tiden en udfordring til vores
tolerance og frisind. Og samtidig sætter netop fortællingen
om Jesus hele tiden vores liv i perspektiv i forhold til ”andetheden”
og det anderledes. Derfor kan vi roligt fortælle den
historie videre som en mønsterfortælling og et forbillede for
den måde, vi skal blive til os på, som mennesker.
Om Jesus hedder det som afslutning på tempelhistorien, at
han gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker.
I visdom, vækst og yndest. Det er i Den Nye Aftale (en
ny, alternativ oversættelse af Det Nye Testamente) blevet til,
at ”Jesus voksede op og blev en klog ung mand”. Men ærligt
talt: sådan én gider man jo ikke engang gå på café med. Lad
os håbe, traditionen også har ret i sin oversættelse og tage det
langt festligere løfte med, at vi gennem dannelse opnår visdom,
vækst og ynde….
AC

 

Denne udgave af kirkebladet er fyldt med ord og billeder fra konfirmandernes tur til Rom i foråret. Det blev en uforglemmelig og
helt særlig tur, som midt i alle skønne oplevelser rejste en lang række væsentlige spørgsmål. Spørgsmål, der helt naturligt dukkede
op, mens vi vandrede rundt i ”Den evige stad” og mærkede historiens mægtige vingesus og beundrede det ene prægtige bygningsværk
efter det andet. Et af spørgsmålene, som blev vendt og drejet en hel del på rejsen var, hvad vi dybest set bygger vores
liv på. For vi lod os alle overvælde af Peterskirkens ufattelige kirkerum, og vi blev alle mødt af et syngende og åbent folkefærd i
de romerske gader - og en dag, da jeg havde fortalt om Peter som den klippe, kirken skulle bygges på, sagde én af konfirmanderne, at
netop besøget i Rom fik hende til at tænke på, hvor meget troen betyder for os mennesker. Men som hun eftertænksomt bemærkede,
så var hun også sikker på, at kirken ikke kun er bygget af alle de store og hårde sten. Der måtte ligesom være mere, som hun
formulerede det.
Sådan giver mødet med andre kulturer og sprog og mennesker altid anledning til eftertanker og gode samtaler. For hvad bygger
vi vores liv på – og hvem er vi egentlig selv? Og hvad er det fælles grundlag?


Min svar kunne være, at vi ikke bygger vores liv på klipper og sten, men på ord. Ord er grundlaget i vores tilværelse. Det er ikke noget,
vi har besluttet os for.
Sådan er det bare. Men hvor ved vi så det fra? Det ved vi fra, hvor skuffede vi bliver, hvis det viser sig, at ordene ikke holder. Så føler
vi, hvordan hele grundlaget skrider under os. Men troen på, at ordene taler sandt og bærer, er der før skuffelsen.
Vi er ikke det mindste i tvivl om, at et ord er et ord. For nu at sige det med Jesu ord: enhver der hører og handler efter, at et
ord er et ord, ligner en klog mand, der bygger på klippegrund. Så det er klogt at tage hinanden på ordet. Derimod er det tåbeligt,
hvis vi i stedet for at stole på hinandens ord, lader os styre af at være betænkelige og mistroiske. Vi tager hinanden på ordet. Hvis
det ikke var sådan, ville vores liv forstene i mistænksomhed og kontrol. Vi bygger vores tilværelse på
ord. Mistænksomhed og kontrol er derimod et grundlag af sand. Det får alting til at skride.


Men nedenunder ordene er der så en tavshed, vi lytter til med ligeså stor tillid. En talende tavshed. Før ordene bliver udtalt mellem
os, er der nemlig ikke bare ingenting, men tavshed. Og tavsheden er på mange måder endnu vigtigere for vores civilisation, end det,
vi giver udtryk for. Tavshed er det, vi er enige om at sige, uden at udtale det eller italesætte det. Det, der ikke udtales, men efterleves
alligevel, er noget så grundlæggende som ”de kulturelle værdier” - alt det, vi i tavshed er enige om at respektere. Det er for eksempel
individets ukrænkelighed, vores ret til at tænke og tro, som vi vil, menneskers ligeværd, fremmedes ret og vores agtelse for den
omgivende natur.
Man kan roligt gå ud fra, at der er et eller andet galt, hvis vi begynder at sætte ord på. I den lille målestok kender vi det fra det
private, når vi er nødt til at sætte os ned og tale om tingene, som det hedder. Så ved vi, at den er grueligt gal.
I den større målestok kender vi det fra den offentlige debat om ”værdier”. Der er noget galt, når vi i et lille rigt samfund som vores,
hvor få har for meget og færre for lidt, skal til at drøfte, hvem der er plads til, hvis ikke vi skal sætte danske værdier over styr.
Man kunne få den tanke, at vi allerede har sat værdierne over styr ved overhovedet at stille det spørgsmål - som om frisind, rummelighed
og gæstfrihed ikke var grundlaget for vores fælles liv.


For at de fælles værdier ikke skal forstene i mistænksomhed og kontrol, må vi tage Jesus på ordet. Og hvad er det så, han siger, Jesus?
I bjergprædikenen sætter Jesus ord på en tillid til tilhørerne om, at de har en evne til at forestille sig og sætte sig ind i, hvordan
andre har det. Hvis Jesus nu i sin bjergprædiken bare havde givet os et regelsæt, ville vejen til klogskab være brolagt med anvisninger.
Men bjergprædikenen er tværtimod Jesu opgør med den forestilling, at livet lykkes, når bare det bliver levet efter regler eller
anvisninger eller love. Så de, der hører Jesu ord, kommer i stedet for til at leve deres liv på mange forskellige måder ud fra hver
deres forudsætninger, og den ene vil aldrig kunne kalde sin måde at leve på for mere kristen end den andens. På konfirmandernes
tur til Rom oplevede vi netop helt andre kulturelle værdier, bare ved at suge til os og mødes med anderledes tænkende og talende
i kirkerne og på gaden. Og snakken gik også om, hvordan de forskelle er opstået. Og her er et af de vigtigste svar, at forskellene
er ikke sat eller forordnet af Jesus. Forskellene er skabt ud fra de forudsætninger, hver kultur og hver tidsalder har haft – og de er
skabt ud fra hver kultur og tidsalders evne til mere eller mindre klogt at handle på Jesu ord med både ydmyghed nysgerrighed. Så
forskellighederne har udviklet sig som resultat af den frihed til at tage ved lære af livet, som troen på Jesus sætter fri til at gøre.
Så når vores kristentro truer med behageligt at lukke sig om sig selv og bekræfte sig i netop vores kulturelle værdier, ja så kan vi
ikke undgå at høre Vor Herre spørge, hvor i al verden vi har den sikkerhed fra, der gør os til hinandens bedømmere – og i værste
fald fordømmere. Når vi modtager og møder gæster og turister eller selv rejser ud for at blive modtaget og for at mødes, så består
oplevelsen i høj grad i at vinde identitet som danske. Vi får identitet som danske, fordi der er nogen, der ikke har lige netop dén
identitet. Men hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi heller ikke os.

I det 19. århundrede kunne man uden videre kæde både sprog, tankegang og kristentro sammen. Hvis man talte dansk, så tænkte
man også dansk. Og danskere havde et fælles sprog og dermed også en fælles livsanskuelse. ”Ord og tanke går i et”, sagde Grundtvig,
og han sang om modermålet, at det var det ”rosenbånd, som store og små omslynger”, mens ”løs er kun al fremmed tale”.
Der er ikke langt herfra til selvtilfredsheden med dansk kristendom som den eneste sande tro. Så den kulturelle selvtilstrækkelighed
har brug for ordet udefra, Jesu ord, som altså ikke anviser en bestemt handling - men som siger, at vi bliver klogere på os selv
ved at sætte os i det andet menneskes sted. På den måde udtrykker Jesu´ ord en næsten ufattelig tillid til vores indlevelse i det andet
menneskes liv, den fremmedes. Det er dén tillid, vi skal handle på uden noget regelsæt eller nogen bagtanker.
Vi bygger vores liv på ord. Mellem alle ordene bygger vi også på Jesus ord. Men Jesus giver ikke anvisninger på, hvad vi skal gøre.
I stedet for siger han, at hvis vi er kloge, så opmuntrer vi os selv og hinanden til at sætte os ind i den andens liv, for modigt og fantasifuldt
at tage endnu en tur ud i verden – netop for at møde alle de andre. For hvis de ikke var der, de andre, ja så var vi slet ikke os.
AC

Om anfægtelser og samenhængskraft

Tage Skou-Hansen døde i november. Gennem hele sit forfatterskab
var han den uforudsigelige modløber, der som ingen andre
i det danske forfatterparnas var i stand til at åbne for indsigter og
erkendelser, der i dén grad manede til stor eftertanke. Måske først
og fremmest fordi hans forfatterskab blev næret af en anfægtelse,
der inddrog hele hans eget liv – hele hans modsigelsesfyldte væsen
og alle de erfaringer, der lagrede sig i ham og overrumplede
ham gang på gang med indsigter, han måske ikke i situationen
havde lagt mærke til eller set. Fordi virkeligheden for ham havde
en dybde, han ikke kunne tilegne sig fuldstændigt. Som han selv
sagde det: ”Man bliver aldrig nærværende nok, åben nok eller
klog nok.” Og som han videre sagde det engang, da han blev spurgt
om, hvor dén anfægtelse kom fra: ”Man kan godt sammenligne livet
med et seksdagesløb: man kørerdér side ved side med alle de andre
cykelryttere og tror sig som en vældig karl – helt på omgangshøjde
med sit liv – indtil man pludselig kigger op på pointtavlen og opdager,
at man er nøjagtigt én omgang bagefter de andre...”. Så hvordan
komme på omgangshøjde med sig selv – og med den tid, man er
en del af? Spurgte han. Hvordan blive samtidig med sig selv?

Tage Skou-Hansen var et anfægtet menneske, der selv var i stand
til at anfægte og bringe én hen til overraskende indsigter– måske
netop fordi hans anfægtelse ikke var en religiøs anfægtelse, altså
én af den slags anfægtelser, der næsten altid går koketteri og selvoptagethed
i. Hos Tage Skou-Hansen lå anfægtelsen snarere gemt
i en spænding mellem sanseligheden, nærværet, lidenskaben,
hans egne forudsætninger og så en længsel og en rækken ud over
sig selv og sine egne forudsætninger. Som han sagde det et sted:
”Vi er også noget andet og mere, under det, vi tror, vi er.” Så hele
Tage Skou-Hansens forfatterskab er præget dels af en erkendelse
af foreløbigheden i alting og samtidig en længsel efter ”dét andet
og mere.” Og for ham rummer sproget netop muligheden for en
åbning ind mod ”dét andet og mere.” Samtidig fornemmer man
gennem hele hans forfatterskab en tro på, at hvis der skal noget
nyt til, så skal det ske gennem et sammenbrud. Han kaldte ligefrem
sig selv for et ”katastrofemenneske” - altså et menneske, der
folder stærke egenskaber ud under de værste katastrofer.
Som Tom Kristensen sagde det i en anmeldelse af debutromanen
”De nøgne træer”, at ”her er en forfatter, der ved alt om sprængstoffer...”
Om spændingen mellem anfægtelse og forløsning i sit eget forfatterskab,
siger Skou-Hansen:
”Med sproget slår man som forfatter hul på noget, der er skjult.
Man kan ikke tømme det. Følelsen af, at stoffet aldrig slipper op,
er en lykke. Stoffet er her så længe, man selv er her og går efter
det. Så siger psykologerne: ja, ja, lille mand, det ved vi godt – når
du kommer langt nok ned, har du det hele i dig, i erindringen.
Men sådan føles det jo ikke. Det føles, som om det er noget, jeg får
udefra, noget, som kommer ind til én. En verden består, som ikke
er ens egen fortjeneste. Det er det, vi lever af.”
I hele Tage Skou-Hansens forfatterskab brydes nænsomhed og
følsomhed og lydhørhed med en enorm styrke og vilje til at tage
livtag med de største spørgsmål og anfægtelser i tilværelsen. Et
omdrejningspunkt var for ham den lidenskab, som 2. verdenskrigs
udfordringer gav form og indhold. En lidenskab,
der gik hånd i hånd med en forventning om forandringer og
nyt håb.
I Tage Skou-Hansens ”Historier fra Det runde bord” vil en af
personerne, Sivert finde ud af, hvorfor en anden af personerne,
Aksel, under besættelsen meldte sig til værnemagten. Men
Sivert opgiver, for han kan ikke finde nogen sammenhæng i
de brikker, han får samlet. På et tidspunkt, en lørdag formiddag
i sommerens varme, spørger Sivert sig selv: ”Begynder
virkeligheden dér, hvor historien holder op?”. Og videre tænker
han: ”Er dét tilfældet, har vi kun øjeblikket. Og behøver vi
mere?” Og så fortsætter han og spørger, om vi kan leve uden
forventning og uden håb. ”Kan vi bare holde af verden som
den er, uden at lave om på den?” Og Sivert siger, at ingenting
ordner sig, og alligevel varer det hele ved.
Til dét siger Tage Skou-Hansen senere, at han ikke mener, at
vi kan undvære historien eller erindringen, ligesom vi heller
ikke kan undvære forventningen – dét at kunne se hen til en
fremtid.
Flere steder i hans romaner oplever man som læser øjeblikke,
hvor noget falder på plads for personerne i fortællingen. En
ny erkendelse åbner sig for dem. Som da Gerda i ”Den hårde
frugt” indser det positive i, at der er sat grænser for vort liv –
grænser, som vi hverken kan eller skal overskride.
På et tidspunkt fortalte Tage Skou-Hansen, at han tvivlede
på, at kristendommen kunne bruges til noget – men så sagde
han også, at af de sandheder, kristendommen rummer, er der
sammenhængskraft
mindst én, som enhver kan forstå og som de fleste også bøjer sig
for en skønne dag: nemlig dén sandhed, at der ikke gives nogen
varig løsning på vores timelige problemer. Eller sagt på en lidt anden
måde: ifølge kristendommen er det ingen skavank, at tilværelsen
aldrig helt går op. For tænk nu, hvis det ikke er en fejl ved
os mennesker, at vi har fejl? Sagt med Tage Skou-Hansen: ”Hvis
vi overlever, skyldes det vores erkendelse af, at endelige løsninger
ikke findes. Kristendommen er et værn mod indbildskhed og illusioner
om, at vi kan gøre os selv fuldkomne. Den er et værn mod
den håbløshed eller forurettelse, som overfalder os, når vi ikke kan
få det, som vi gerne vil have det.”
For Tage Skou-Hansen var de fællesskaber, vi indgår i, hele tiden
anfægtede – samtidig med, at han havde blik for den enkeltes engagement
og lidenskab i verden. ”Jeg lægger vægt på, at det ikke er
meningsfællesskaber, men arbejdsfællesskaber. For en opgaves,
en sags skyld,” fortalte han engang. ”Det er i disse midlertidige
fællesskaber, man lærer mest, både om sig selv og om andre. For
mit vedkommende drejer det sig blandt andet om fællesskaber
under besættelsen...”.
Og netop når talen falder på fællesskaber, burde Tage Skou-Hansen
være til anfægtelse også i vores samtid. Især fordi han anfægter
enhver tale om sammenhængskraften i samfundet og vore fællesskaber
som noget, der åbenbart skulle ligge der på forhånd og
af samme grund være immun overfor modsigelser.
Ord kan være taknemmelige, og de kan også blive tomme og blive
til retoriske besværgelser. Og det gælder i høj grad ordet ”sammenhængskraft”.
Det er et ord, der først i nyere tid er kommet på den offentlige
dagsorden. Måske netop fordi ordet og den virkelighed, det dækker,
er blevet anfægtet. Sammenhængskraft viser hen til en virkelighed,
hvor det danske folk hang sammen i kraft af historie,
sprog og et samfund, hvor der også herskede en rimelig lighed.
En virkelighed, som tidligere slægtled havde tilkæmpet sig. Men
da velfærdssamfundet også blev et velstandssamfund, blev sammenhængskraften
anfægtet. For det blev helt selvfølgeligt, at når
ligheden var sikret i rimelig grad, så kunne man koncentrere sig
om sig selv og sine egne behov. Og det fik store konsekvenser.
I ”Den hårde frugt” udfolder Tage Skou-Hansen en forrygende
ironi over den såkaldte ”folkelige sammenhængskraft”. Hovedpersonen,
Holger Mikkelsen, besøger sin gamle modstandskammerat
Jakob, der nu er præst i det østjyske og som har haft en fin
dag, da Danmark meldte sig ind i EF (nu: EU).
”Endelig blev det forbi med dette Danmark og dets brovten af folkelighed
og sundhedsvæsen, dets forvrøvlede sange om det lille
folk, som Vorherre skulle have en speciel forkærlighed for…. Danskerne
stak ikke i fattigdom og nød, de ville bare meget hellere
være tyskere.”
Det var dengang, da flertallet var for EF, for det var godt for vores
alle sammens pengepung. I dag er det anderledes, for nu føles EU
af mange som en trussel med fri bevægelighed for penge og arbejde
– og en trussel mod ”sammenhængskraften”, som det udtrykkes.
Så hvis man orienterer sig en smule i historien, så er det slet ikke så
selvfølgeligt, at vi hænger så godt sammen og altid har gjort det. Og
så eksisterer der ikke desto mindre også hos Skou-Hansen en sans
for, at der er noget, der binder mennesker sammen. Jakob tager
Holger med over i sin kirke og fortæller om ”en magt, som kom til
stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En
magt, som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme,
hvad han havde imod mennesker… han kunne føle den magt, som
var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker.
Og kun, når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.
Og af den magt opstår der en slags samhørighed. For Jakob er det
bedste begravelser: ”De har aldrig været et folk, sådan som du måske
tror”, siger han til Holger. ”De har altid skilt sig af med dem,
der sagde dem imod, og dannet menigheder. Det eneste sted, de
ikke kan lave menighed, er herinde. Fællesskabet om døden gør det
ligegyldigt, om en mand er SF´er eller Venstre-mand…. Ovre på
plejehjemmet har vi en gammel enarmet østfrontfrivillig”.
”Den hårde frugt” er en roman, og som sådan kan holdningerne
i den ikke tages til indtægt for bestemte dagsaktuelle holdninger,
heller ikke i forhold til sammenhængskraften. Men alligevel kan
man godt udlede en slags konklusion, nemlig dén, at et fællesskab
og en sammenhængskraft lever af noget andet end sig selv. Og at
sammenhængskraften ikke er et vilkår, men mere et krav. En fordring.
Ikke noget historisk, folkeligt eller naturgivent. Men noget,
der hele tiden må formes med på. Alt efter, hvilke mennesker, der
indgår i fællesskabet.
I forlængelse af Tage Skou-Hansens tanker om individ og fællesskab
kunne man med Søren Kierkegaard sige, at det folkelige, der
omfatter andre end dem, man er enig med, lever af, at det enkelte
menneske har modet til både at vedkende sig fællesskabet og forandre
fællesskabet, hvis det er nødvendigt. Med andre ord er sammenhængskraften
et fænomen, som den enkelte er ansvarlig for
og skal have modet til at forme. For sammenhængskraften er ikke
givet på forhånd, og af samme grund kan den heller aldrig blive en
uimodsagt sandhed for særligt indviede.
Og det er vel også det, kristendommen går ud på og det, kirken
skal forkynde: nemlig, at man ikke kan danne menigheder, der
lukker sig om sine egne meninger eller udelukkende bekræfter
hinanden i, hvor godt fællesskabet hænger sammen.
AC

"Du skal ikke dø"

”Som jeg sidder her ved gate C27 / og ser ud på flyet i den romantiske
tåge bliver det klart / at jeg allerede er et andet sted. / Et sted
hvor hverdagen er mere end rigelig / og det er så mærkeligt at vi
virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere
end at vi virkelig findes.” (Søren Ulrik Thomsen i Rystet spejl)
Det er blevet sagt, at forestillingerne om opstandelsen reelt er lukket
land for os moderne mennesker. Vi føler os ikke rigtig hjemme
ved talen om kødets opstandelse. Det er et kors for tanken, en vild
umulighed, der kan få folk til at melde sig ud af folkekirken og
aflyse barnedåben og konfirmationsfesten. Men kødets forgængelighed
er et endnu større kors, for tænker vi for meget over, at vi
dybest set fødes for at dø, så bliver meget af det, vi tænker og foretager
os i det daglige, til meningsløse overspringshandlinger, der
skal udfylde de tomme rum i vores følelser og bevidsthed. ”Memento
mori”, sagde de kloge gamle. ”Husk, at du skal dø!”. Samtidig
er det bevidstheden om vores forgængelighed, der adskiller os
fra dyrene og gør os til mennesker. Den giver livet dybde og alvor.
Vi ved, at der ikke er en anden gang. Det er nu – og nuet kommer
aldrig tilbage. Tiden bevæger sig kun i én retning. ”Carpe diem”,
sagde de kloge gamle også. ”Grib dagen!”.

Alt er nyt

ALT ER NYT...
Hvor bliver de af, dagene? Hvor bliver de af, årene? Det er som om dagene og årene flyver af sted, og en dag er vi ikke mere.
I Det Gamle Testamente sammenligner digteren menneskelivet med et græsstrå: "Om morgenen blomstrer det og gror – om aftenen er det vissent og tørt." Derfor beder han til Gud om, at Gud vil huske vores begrænsninger og lade os finde en mening med livet på de vilkår, der nu engang er vores. For mennesket er som græsset, der skyder op, blomstrer og bliver til støv. I sig selv er livet kort og sårbart. Og hvor blev nuet, øjeblikket af?
Føler du, at nuet tit er som en dråbe fremtid, der falder tungt i fortidens kar: du taber ikke dine år i et bundløst kar. Der findes dage, hvor du siger til dig selv: jeg vil ikke se dem, dagene – men de hører også med til dit liv. Der findes dage, der forsvinder som alle andre, så man ikke kan se dem eller huske dem. Men de har haft deres betydning alligevel. De har gjort dig til den, du er. "Livet har vævet sit mønster af dage og år...", som Halfdan Rasmussen skriver i et digt, hvor hans tanker kredser ved et gammelt tæppe, hvor han ser trådene som et mønster og en mening i sit liv.

Freden er vejen

Freden er vejen...
Spørgsmålet om forholdet mellem kristendom og politik har mere end noget andet skabt ravage i selv gode selskaber. Mon ikke de fleste kender historien om værten, der ved middagsbordet meddeler, at i dag skal der rigtig hygges og derfor hverken tales om religion, politik eller sex, hvorefter al samtale forstummer?
Af én eller anden grund har samtalen om kirkens forhold til vores lands aktive krigsførelse været indhyllet i samme forstummende tavshed. Og flere har derfor spurgt mig, om denne tavshed dækker over en stiltiende og indforstået enighed inden for kirkens egne rækker.
Som svar har jeg taget udgangspunkt i, at alle må være enige om, at vi ikke bare kan se på ondskaben og lade stå til - uanset hvilken holdning vi så i øvrigt har til krigen og feltpræsternes rolle ved fronten. Men så har jeg med det samme tilføjet, at vi kan handle og tage del i kampen mod ondskaben på mange måder. Her hersker der stor uenighed blandt kirkens præster. Selv hælder jeg mod Gandhi, der sagde, at der er én vej til freden: freden er vejen.

Flere artikler...