Om Vejstrup Valgmenighed

Som alle valgmenigheder i landet er Vejstrup Valgmenighed en selvstændig menighedsdannelse på tværs af sognegrænserne inden for Folkekirken. "Valgmenighed" betyder, at man selv vælger sit tilhørsforhold til forskel fra en sognemenighed, hvor tilhørsforholdet afgøres af ens bopæl.

En valgmenighed bygger på en lov fra 1868, som siger, at hvor mindst 50 personer slutter sig sammen om at betale udgifterne til præstens løn, kirkens drift m.v. kan man få godkendelse som selvstændig menighed inden for Folkekirken. Det betyder bl.a., at præsten vælges frit af samtlige menighedens medlemmer, og ikke som i sognekirkerne via et repræsentativt menighedsråd. Uanset denne forskel er præsten i lighed med enhver anden præst i Folkekirken underlagt provstens og biskoppens myndighed i lærespørgsmål.

Som følge af det er valgmenighedspræsten præst i Folkekirken, og derfor forpligtet af de folkekirkelige bekendelsesskrifter, hvis historie via reformationen går tilbage til oldkirken.

En valgmenighed har udstrakt selvstyre på alle væsentlige punkter, hvilket vil sige præstevalg, økonomi og administration. Selvstyret udfoldes som frihed under ansvar. Dét indebærer, at det alene er menighedens ansvar, at der holdes gudstjeneste. På den måde afhænger valgmenighedens fortsatte beståen af, at der fortsat er mennesker, der vil være menighed og samtidig sørge for rammerne omkring gudstjenesterne og kirkelivet i øvrigt.

Gudstjenesten er i princippet den samme som i enhver sognemenighed. Grundlaget er den evangelisk-lutherske forkyndelse og præsten bærer præstekjole i tjenesten, ligesom præsten forvalter sakramenterne, har konfirmander, holder foredrag og har sjælesørgeriske opgaver. I det hele taget udfolder valgmenighedspræsten sit virke som de fleste andre præster.

I Vejstrup Valgmenighed er vi desuden båret af et fælles ønske om at videreføre den grundtvigsk inspirerede kristendom i Danmark. Den lægger vægt på de to sakramenter, dåb og nadver ("badet og bordet") og menighedens fælles sang. Gudstjenesten er helt afgørende, for her kan mennesker møde den ånd, der har været kristendommens fra allerførste færd, og som det er meningen, hjertet skal tilegne sig.

Hermed berøres et andet væsentligt forhold i en valgmenighed: friheden, som har to sider. Den ene side er præstens forkyndelsesfrihed, i sidste ende begrundet i, at kristendommens ånd vil gøre mennesker frie. Den anden side er den enkeltes frihed til at drage netop de konsekvenser af kristendommens ånd, som vedkommende måtte finde rigtige eller nødvendige.

Præst og menighed er også enige om, at prædikenen har stor betydning. I prædikenen taler evangeliet ind i samtiden som et møde mellem traditionens gennemprøvede sprog og enhver samtids eget prøvende sprog. Netop de forhold giver en levende diskussion om kristendommen, om religion og politik – f.eks. om den kristne tros mening og betydning i et moderne samfund. En diskussion, der er grund til at glæde sig over og videreføre. Det peger hen mod den kendsgerning, at hvis en valgmenighed ikke tager del i netop den slags diskussioner eller i gudstjenesten og livet omkring den, så vil der ingenting være. Det er desuden en spændende udfordring for enhver valgmenighed at være med til at give krop, mund og mæle til den ånd, der har været båret af levende mennesker gennem hele den kristen kirkes historie.