Det poetiske hjørne

KategoriArrangement
Dato
26 September 2019 19:30 - 22:00

I Andalusien har man et begreb, der hedder »Duende«. Det er en sjælden mørk kunstnerisk inspiration, der stiger op fra selve jorden, som man står på. Op igennem fødderne videre op i kroppen bemægtiger "duenden" sig hele kunstneren, der nu udtrykker sig med en så voldsom kraft, at der ikke er nogen, der bliver ladt uberørt. Det er de døde, der stiger op og taler igennem os. Federico Garcia Lorca, den store andalusiske digter, har skrevet udførligt om ”duenden”. Og han udfolder den stærkt og lidenskabeligt i sit store poetiske værk, som fik en brat ende, da Lorca blev myrdet i forbindelse med den spanske borgerkrig den 18. august 1936. I det poetiske hjørne tager vi fat på anden afdeling af den spændende og væsentlige spanske digters liv og værk. Denne aften vil jeg forsøge at komme bag om det næsten mytiske billede, eftertiden har tegnet af den store digter Lorca. Lorca er blevet kaldt ”poesiens naturbarn”, og vi vil i løbet af aftenen, torsdag den 26. september kl. 19.30, gå på opdagelse i hans enestående univers af ordbilleder og ordmusik.