Høstgudstjeneste på Rubenlund

KategoriGudstjeneste
Dato
24 september 2017 10:00 - 16:00

Lige nu, den 9. juni, en regnfuld sommeraften efter en varm,
fugtig dag i haven, hvor det fantastiske flor af forårsblomster så
småt afløses af sommerens duftende roser og andre dejligheder,
kan det være forunderligt at tænke sig, at de frø jeg såede i dag,
er høstklare gulerødder, pastinakker, græskar, persille i overflod,
grønkål osv. lige om lidt - og i det korte øjeblik, som er sommeren,
har vi spist os glade i jordbær med fløde, duftende hindbær,
friske ærter, de første æbler og pærer, og vi har delt blommerne
med bier og hvepse. Og så er det, at vi mødes i eftersommerens
farvepragt den 24. september kl. 10 og takker for høsten, som er
i hus og den overflod vi har i efteråret og den kommende vinter.
I år kan vi nyde at holde Høstgudstjeneste og Høstfest midt i
den smukkeste frugtplantage, Rubenlund, på Tanghavevej, hos
Møller Voigt-Petersen, som sammen med sin søster, Gurli Rasmussen,
beredvilligt har åbnet døre og plantage for os.
Det er fra frugten på kirsebærtræerne dér, Gurli laver den saft,
vores konfirmander vinteren igennem har glæde af. Vores alkoholfrie
altervin er også kirsebærsaft fra Rubenlund. Dagen begynder
i den høstpyntede maskinhal med gudstjeneste kl. 10,
hvorefter vi spiser vores medbragte frokost. Så er energidepoterne
fyldt op og Ulrich Klostergaards spillemandsorkester byder
store og små op til dans. Der vil også være forskellige spil og lege
under frugttræernes kroner. Undervejs serveres kaffe/te/saft og
kage, som arrangørerne sørger for.
Der vil også være et Høstmarked, hvor vi, som deltager i dagen,
kan gøre en god handel af fine kvalitetsvarer, som sikkert også
omfatter frugt fra plantagen. Så tag hele familien med til høstfest,
det bliver en dejlig dag!
Lone A.